Bekendtgørelse om onlinekasino Kapitel 9

Denne konsoliderede version af bekendtgørelse om onlinekasino er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1274 af 29. november 2019,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 1010 af 25. maj 2021, bekendtgørelse nr. 19 af 10. januar 2022 og bekendtgørelse nr. 720 af 24. maj 2022

Kapitel 9 Salgsfremmende foranstaltninger
§ 29

Såfremt tilladelsesindehaver tilbyder spilleren en salgsfremmende foranstaltning i forbindelse med udbud af spil, skal alle vilkår være oplyst på en klar og tydelig måde i umiddelbar tilknytning til tilbuddet. Opfyldelse af en aftale om en salgsfremmende foranstaltning skal ske uden videre, når vilkårene er opfyldt.

Stk. 2 En salgsfremmende foranstaltning må ikke have en værdi eller gennemsnitlig værdi af mere end 1.000 kr. Værdien beregnes på tidspunktet, hvor den salgsfremmende foranstaltning tildeles. For andre gevinster end kontantgevinster skal værdien beregnes af handelsværdien.

Stk. 3 Et krav om indskud på en spilkonto eller indsats i spil for at opnå en salgsfremmende foranstaltning skal svare til 100 pct. af værdien af den tildelte salgsfremmende foranstaltning, jf. dog stk. 2.

Stk. 4 Gennemspilskrav tilknyttet en salgsfremmende foranstaltning må højst være på 10 gange værdien af indskuddet på spilkontoen eller indsatsen i spillet sammenlagt med det tildelte beløb, jf. dog stk. 5.

Stk. 5 Ved kommissionsbaserede spil må gennemspilskrav tilknyttet den salgsfremmende foranstaltning højst udgøre halvdelen af kommissionen betalt af spilleren.

Stk. 6 Der må ikke være tilknyttet gennemspilskrav til gevinster vundet ved salgsfremmende foranstaltninger.

Stk. 7 Hvis der er tilknyttet gennemspilskrav til tilbuddet om en salgsfremmende foranstaltning, skal der gives et eksempel på beløbet, i den valuta spillet spilles i, der skal spilles for, før eventuelle gevinster kan hæves fra spilkontoen. Eksemplet skal oplyses på en klar og tydelig måde i umiddelbar tilknytning til tilbuddet.

Stk. 8 Spil, der kan anvendes i forbindelse med at opfylde kravene til den salgsfremmende foranstaltning, skal bidrage 100 pct. til at opfylde gennemspilskravet.

Stk. 9 Spilleren skal have minimum 60 dage til at opfylde eventuelle vilkår tilknyttet til udbetalingen af en salgsfremmende foranstaltning.

§ 30

Salgsfremmende foranstaltninger må ikke gives til enkelte spillere på vilkår, som adskiller sig fra tilbud givet til andre spillere, men skal tilbydes til alle spillere, der spiller inden for samme fastlagte beløbsinterval eller som opfylder et andet kriterium. Beløbsintervallet eller et andet kriterium skal fastsættes, så den salgsfremmende foranstaltning tilbydes til mindst 100 spillere.

Stk. 2 En spillers inaktivitet ved tilladelsesindehaver må ikke være et udvælgelseskriterium ved tildeling af tilbud om salgsfremmende foranstaltninger.