Bekendtgørelse om økologisk storkøkkendrift Kapitel 4

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 656 af 27. juni 2019

Kapitel 4 Det økologiske spisemærke
§ 10

Det økologiske spisemærke findes i tre varianter, som signalerer hver sit økologiprocent-interval, jf. varianterne gengivet i bilag 1.

Stk. 2 Storkøkkener, der ønsker at anvende et økologisk spisemærke, jf. stk. 1, skal forinden foretage anmeldelse til Fødevarestyrelsen og registreres som bruger af en af de tre varianter.

Stk. 3 Storkøkkenet skal ved anmeldelsen vedlægge en beskrivelse af, hvorledes og med hvilken frekvens økologiprocenten fremadrettet opgøres, herunder om opgørelse sker i kroner og ører eller i nettovægt. Opgørelserne skal foretages minimum en gang hver tredje måned. Hvis køkkenet holder lukket i en begrænset periode, kan opgørelsen i stedet baseres på de aktive måneder, således at opgørelsen sker minimum en gang hver tredje aktive måned. Opgørelsen skal foreligge senest 6 uger efter periodens afslutning.

Stk. 4 Storkøkkenet skal ved anmeldelsen vedlægge en opgørelse for den foregående tre-månedersperiode, der viser, at storkøkkenet ligger indenfor det anmeldte økologiprocent-interval, jf. stk. 2. Dog skal der ikke vedlægges en opgørelse, når

  • 1) storkøkkenet indgår i en storkøkkenkæde, herunder f.eks. hotel-, restaurant- eller cafékæde, hvor køkkener i forvejen er registreret som brugere af et økologisk spisemærke, og hvor de spisemærkeregistrerede køkkener udbyder de samme retter eller følger en fælles og centralt fastlagt og overvåget fremgangsmåde til sikring af, at økologiprocent-intervallet, jf. § 10, stk. 2, opnås, og

  • 2) storkøkkenet tre måneder efter anmeldelsen, jf. § 10, stk. 2, indsender en opgørelse, der viser, at køkkenets økologiprocent svarer til det pågældende spisemærke.

Stk. 5 Storkøkkener, der ønsker at ændre ved opgørelsesmåden, som betyder afvigelser fra beskrivelserne tidligere fremsendt i henhold til stk. 3, skal forinden meddele dette til Fødevarestyrelsen.

Stk. 6 Dokumentationen for indkøbte råvarer skal omfatte fakturaer eller dokumenter udstedt af leverandøren, hvorpå bl.a. er oplyst om de beløb i kroner eller den nettovægt i kilo, som er medtaget i opgørelsen.

Stk. 7 De i stk. 3 nævnte opgørelser samt dokumentationen for den opgjorte økologiprocent, skal opbevares i minimum 2 år. Opgørelser og dokumentation skal til enhver tid være tilgængelig for Fødevarestyrelsen.

Stk. 8 Fødevarestyrelsen kan fastsætte vilkår for registrering med henblik på at sikre en effektiv kontrol.

§ 11

Storkøkkener, der modtager fødevarer fra et storkøkken, der er registreret som bruger af et økologisk spisemærke, kan ved aftale med det leverende storkøkken om en fast minimumsprocent for økologiandelen af de modtagne fødevarer i en given periode, der minimum skal være tre måneder, anvende den aftalte procentsats i økologiprocenten, jf. § 10, stk. 3. Storkøkkenet skal efterfølgende for hver periode indhente en bekræftelse på, at den aftalte procentsats er overholdt. Det leverende storkøkken skal kunne dokumentere, at de leverede fødevarer overholder den aftalte minimumsprocent, som skal ligge inden for procentintervallet for det anvendte spisemærke, og som ikke må overstige køkkenets samlede økologiprocent.

Stk. 2 Storkøkkener, som udelukkende modtager fødevarer fra storkøkkener, der er registreret som brugere af økologiske spisemærker, kan, uden at opfylde betingelserne i § 10, stk. 3-7, § 12, stk. 2-3, og § 13, registreres som bruger af et økologisk spisemærke, svarende til det laveste procentinterval blandt de spisemærker, der anvendes af leverandørerne, når

  • 1) leverancerne varierer, sådan at fødevarerne fra hvert leverende storkøkken målt over en tre-månedersperiode lever op til økologiprocenten i det leverende storkøkkens spisemærke,

  • 2) storkøkkenet mindst hver tredje måned sikrer sig, at de leverende storkøkkener er registreret som brugere af de respektive spisemærker,

  • 3) der foreligger en skriftlig aftale med hvert af de leverende storkøkkener om straks at blive orienteret ved ophør af brug af det økologiske spisemærke, og

  • 4) storkøkkenet ved anmeldelsen til Fødevarestyrelsen, jf. § 10, stk. 2, vedlægger en beskrivelse af hvilke storkøkkener, der leverer fødevarerne samt vedlægger en kopi af aftalerne, jf. stk. 2, nr. 3, med de leverende storkøkkener.

§ 12

Et storkøkken, der er registreret bruger af et økologisk spisemærke, kan i markedsføringen anvende det pågældende spisemærke. Gengivelsen af det økologiske spisemærke skal ske i overensstemmelse med retningslinjerne i bilag 1.

Stk. 2 Det økologiske spisemærke kan anvendes, så længe andelen af økologiske råvarer ikke afviger i negativ retning i den foregående periode eller forventes at afvige i negativ retning i den indeværende periode, fra det økologiprocent-interval, som fremgår af det pågældende spisemærke.

Stk. 3 Afviger andelen af økologiske råvarer i negativ retning fra det pågældende spisemærkes økologiprocent-interval, jf. stk. 2, skal storkøkkenet straks meddele det til Fødevarestyrelsen. Registreringen er herefter bortfaldet.

Stk. 4 Når et storkøkken får meddelelse fra et leverende storkøkken, jf. § 11, stk. 2, om, at det leverende storkøkkens registrering som bruger af det økologiske spisemærke er ophørt eller ændret til et lavere økologiprocent-interval, skal storkøkkenet straks meddele det til Fødevarestyrelsen. Registreringen er herefter bortfaldet med mindre storkøkkenet samtidig meddeler Fødevarestyrelsen, at køkkenet ophører med at modtage leveringer fra det pågældende storkøkken eller indsender nye oplysninger, der viser, at § 11, stk. 2, fortsat er opfyldt.

Stk. 5 Fødevarestyrelsen kan tilbagekalde en virksomheds registrering som bruger af et økologisk spisemærke, hvis virksomheden groft eller gentagne gange overtræder betingelserne for dets brug.

§ 13

Et storkøkken, der registreres som bruger af det økologiske spisemærke med økologiprocent-intervallet 90-100 %, skal udarbejde en politik for indkøb af fødevarer, der stammer fra jagt og fiskeri af vildtlevende dyr, idet der specifikt gøres rede for, hvornår der f.eks. indkøbes økologiske henholdsvis vildtfangede fisk og skaldyr. Der skal informeres om denne politik skriftligt overfor forbrugerne. Forbrugerne skal have let og umiddelbar adgang til at læse politikken.