Bekendtgørelse om obligatorisk grunduddannelse som betingelse for at få beskikkelse som advokat Kapitel 10

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1473 af 12. december 2007,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 1036 af 08. november 2011

Kapitel 10 Overgangsregler
§ 21

Reglerne i denne bekendtgørelse finder ikke anvendelse for personer, der inden den 1. januar 2008 i medfør af de hidtil gældende regler i retsplejelovens § 119, stk. 6, har tilmeldt sig eller har gennemført en teoretisk efteruddannelse på områder af særlig betydning for advokater. For disse personer finder reglerne i bekendtgørelse nr. 1129 af 13. december 1996 om obligatorisk efteruddannelse som betingelse for at få beskikkelse som advokat fortsat anvendelse. Disse personer kan således beskikkes som advokat, selv om de ikke opfylder betingelserne i denne bekendtgørelse, herunder kravet om en praktisk prøve i retssagsbehandling. Det er en forudsætning, at efteruddannelsen er afsluttet senest den 31. december 2009, og at eksamen er bestået senest den 31. januar 2011. Personer, der er omfattet af ordningen forud for den 1. januar 2008, kan dog vælge at overgå til de nye regler.

Stk. 2 Personer, der har bestået juridisk kandidateksamen før den 1. januar 1997, kan beskikkes som advokat, uanset at de ikke opfylder betingelserne i denne bekendtgørelse.

§ 22

Grunduddannelsen udbydes første gang med start i august 2008. Den teoretiske eksamen udbydes første gang i juni 2009. Prøven i den fiktive retssag, der i 2008 kun udbydes én gang, udbydes første gang i 2. halvår 2008.

Stk. 2 Almindelig Del på den hidtidige grunduddannelse udbydes ikke længere. Specialmodulerne udbydes i nødvendigt omfang i 2008 og 2009.

§ 23

Har en deltager ikke-beståede eksamensforsøg fra advokateksamen fra en ordning før denne bekendtgørelses ikrafttræden, trækkes disse ikke-beståede forsøg fra i de i § 3, stk. 3, nævnte tre eksamensforsøg.