Bekendtgørelse om obligatorisk energisyn i store virksomheder Kapitel 4

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 624 af 30. maj 2023

Kapitel 4 Rapportering, indberetning og tidsfrister
§ 9

Rapportering af almindeligt energisyn skal omfatte

  • 1) et skema udfyldt med nøgletal og andre centrale oplysninger om energisynet. Det relevante skema skal hentes fra Energistyrelsens hjemmeside i forbindelse med, at energisynet gennemføres, og

  • 2) en rapport, som beskriver energisynets resultater i mere uddybende tekst og med relevante illustrationer, tabeller og grafer.

Stk. 2 Rapport og skema skal udarbejdes af en ekspert, som opfylder kravene i § 7 eller § 8.

Stk. 3 Rapporten skal desuden opfylde følgende krav:

  • 1) Tekst skal være dansk eller engelsk.

  • 2) Hvis rapporten ikke følger en godkendt standard for energisyn som angivet i § 4, stk. 3, skal det på anden måde dokumenteres, at kravene i § 4, stk. 1 og 2, er overholdt.

  • 3) Rapporten må ikke indeholde klausul i modstrid med § 4, stk. 4.

  • 4) Hvis et element i virksomheden er udeladt fra det gennemførte energisyn, skal rapporten dokumentere, at undtagelsen er berettiget, jf. § 5.

  • 5) Hvis et energisyn gennemføres i etaper, skal det af rapporten fremgå, hvilken etape den vedrører, og hvornår andre etaper gennemføres eller er gennemført.

  • 6) Det skal fremgå, hvilken ekspert, der har udarbejdet rapporten.

§ 10

Hvis en virksomheds årlige energiforbrug er mindre end 1.000 MWh, kan indberetningen begrænses til et skema beregnet til energisyn med forenklet rapportering. Skemaet skal udfyldes af en ekspert, som opfylder kravene i § 7 eller § 8.

Stk. 2 Hvis virksomhedens årlige energiforbrug er mindre end 100 MWh, kan skemaet udfyldes af virksomheden selv. En ekspert, som opfylder kravene i § 7 eller § 8, skal dog godkende indtastningerne og stå som ansvarlig for rapporteringen.

§ 11

Hvis krav om energisyn opfyldes via energi- eller miljøledelse, jf. § 3, stk. 1, udgøres rapporteringen af det relevante certifikat, samt virksomhedens opgørelse af, hvor stor en del af virksomhedens energiforbrug, der er dækket af certifikatet.

Stk. 2 Hvis et element i virksomheden ikke er omfattet af energi- eller miljøledelse, skal der desuden være dokumentation for, at undtagelsen er berettiget, jf. § 5.

§ 12

Rapportering som nævnt i §§ 9-11 indberettes til Energistyrelsen via virk.dk. Energistyrelsen kan i særlige tilfælde fastsætte anden praksis.

§ 13

Der gælder følgende for indberetning af energisyn:

  • 1) Første frist for indberetning af energisyn var 1. marts 2016.

  • 2) En virksomhed, der har opfyldt krav om energisyn som angivet i § 3, stk. 1, nr. 1 eller 2, skal indberette nyt energisyn senest fire år efter datoen for det seneste indberetningsskema, jf. § 9, stk. 1, nr. 1.

  • 3) Hvis en virksomhed i stedet vil opfylde kravet via energi- eller miljøledelse, jf. § 3, stk. 1, nr. 3 eller 4, kan fristen i nr. 2 forlænges med op til seks måneder efter aftale med Energistyrelsen.

  • 4) Fristen i nr. 2 gælder også, hvis energisyn gennemføres og indberettes i etaper.

  • 5) En virksomhed, der har opfyldt krav om energisyn via energi- eller miljøledelse, jf. § 3, stk. 1, nr. 3 eller 4, skal indberette nyt certifikat, senest når det tidligere indberettede certifikat udløber. Alternativt skal virksomheden indberette energisyn, som angivet i § 3, stk. 1, nr. 1 eller 2, senest et år efter, at certifikatet udløber.

  • 6) Hvis en virksomhed vokser til en størrelse, så den ifølge § 1 er omfattet af denne bekendtgørelse, skal den indberette energisyn senest to år efter, at den har opnået den relevante størrelse.

  • 7) En virksomhed, der ved bekendtgørelse nr. 1146 af 20. november 2019 blev omfattet af krav om energisyn i virksomheder med et årligt energiforbrug på mindre end 1.000 MWh, skal indberette energisyn senest 1. januar 2022.