Bekendtgørelse om militære grader mv. for personel i det militære forsvar Kapitel 4

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 294 af 24. marts 2010

Kapitel 4 Militær aldersorden
§ 9

Inden for de enkelte grader er datoen for udnævnelse i graden bestemmende for placeringen i aldersorden, jf. dog stk. 3 og 5. Er udnævnelsen af samme dato, afgøres placeringen af udnævnelsens rækkefølge.

Stk. 2 Personel, der er udnævnt i graden på samme dato, og for hvem der ikke foreligger en udnævnelsesrækkefølge, placeres i aldersorden i overensstemmelse med dets indbyrdes placering umiddelbart før udnævnelsen.

Stk. 3 For personel i personelstrukturen af 1983 gælder dog, at befalingsmænd i grader på et højere funktionsniveau placeres forud for befalingsmænd med samme grad på et lavere funktionsniveau.

Stk. 4 Befalingsmænd og menige af reserven står inden for de enkelte grader efter samtlige befalingsmænd eller menige af linjen.

Stk. 5 Befalingsmænd af linjen, der overføres til reserven, placeres inden for samme grad foran personel af reserven, idet placering blandt øvrige tidligere officerer af linjen finder sted i henhold til stk. 1-3.

§ 10

Befalingsmænd og menige, der midlertidigt får tillagt en højere grad, står i aldersorden efter samtlige befalingsmænd, der er udnævnt i graden. Ved udnævnelse i graden placeres de i aldersorden efter datoen for udnævnelse.

§ 11

Civilt personel, der midlertidigt tillægges militær grad, står i aldersorden efter samtlige befalingsmænd, der er udnævnt i graden.