Bekendtgørelse om midlertidig og målrettet kompensation for faste omkostninger til virksomheder i økonomisk krise som følge af COVID-19 i perioden juli 2020 til oktober 2020 § 26

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 825 af 26. april 2021,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 1479 af 22. juni 2021, bekendtgørelse nr. 2715 af 16. december 2021, bekendtgørelse nr. 653 af 12. maj 2022, bekendtgørelse nr. 1339 af 22. september 2022 og bekendtgørelse nr. 1637 af 21. december 2022

§ 26

En virksomhed, der modtager kompensation efter § 24, stk. 2-5, kan efter reglerne i denne bekendtgørelse maksimalt opnå kompensation på et beløb svarende til 2,3 mio. EUR indtil den 30. juni 2022. Beregningen af, om loftet på 2,3 mio. EUR er overskredet, skal ske i henhold til reglerne i Temporary Framework for State aid measures to support the economy in the current COVID-19 outbreak pkt. 22(a). Virksomheder der før den 31. december 2019 var kriseramt som defineret i artikel 1, stk. 4, litra c, i Europa-Kommissionens forordning (EU) nr. 651/2014 af 17. juni 2014 om visse kategorier af støttes forenelighed med det indre marked i henhold til traktatens artikel 107 og 108, er dog ikke berettiget til kompensation. Virksomheder, der er mikro eller små virksomheder, som defineret i Bilag I til Europa-Kommissionens forordning nr. 651/2014 af 17. juni 2014, er berettiget til kompensation efter 1. pkt., uanset om de allerede var kriseramte pr. 31. december 2019, jf. dog stk. 2-8.

Stk. 2 En virksomhed, der er omfattet af § 3, nr. 1, kan vælge at være omfattet af henholdsvis reglerne i stk. 1, 5, eller 6.

Stk. 3 En virksomhed, der modtager kompensation efter §§ 18 og 21, kan vælge at være omfattet af henholdsvis reglerne i stk. 1 eller 6. Virksomheder omfattet af perioden i § 19, nr. 1, jf. § 18, stk. 2, kan vælge at være omfattet af stk. 5. Virksomheder omfattet af perioden i § 22, nr. 1, jf § 21, stk. 2, kan vælge at være omfattet af stk. 5.

Stk. 4 Virksomheder, der modtager kompensation efter § 11, kan vælge at være omfattet af henholdsvis reglerne i stk. 1, 5 eller 6. Virksomheder, der vælger at være omfattet af stk. 5, skal opfylde betingelsen i § 11, stk. 2.

Stk. 5 En virksomhed, der er registreret i Det Centrale Virksomhedsregister (CVR) senest den 9. marts 2020 og som modtager kompensation efter krisebestemmelsen i henhold til EU Traktatens artikel 107, afsnit 2.b, samt § 24, stk. 2 og 3, 1. pkt., og hvor omsætningsnedgangen skyldes restriktionen i § 3, nr. 1 eller § 4 a, i kapitel 3§ 11, stk. 2 i kapitel 5, § 18, stk. 2 eller § 21, stk. 2, jf. dog stk. 2, 3 og 4, kan efter reglerne i denne bekendtgørelse maksimalt opnå kompensation på 30 mio. kr. pr. måned, svarende til maksimalt

  • 1) 30 mio. kr. for en kompensationsperiode på op til én måned,

  • 2) 60 mio. kr. for en kompensationsperiode fra den 9. juli 2020 til og med den 31. august 2020 eller fra den 1. september 2020 til og med den 31. oktober 2020, eller

  • 3) 120 mio. kr. for en kompensationsperiode fra den 9. juli 2020 til og med den 31. oktober 2020.

Stk. 6 En virksomhed registreret i Det Centrale Virksomhedsregister (CVR) senest den 9. marts 2020 og omfattet af § 24, stk. 2, hvor koncernen har en samlet omsætningsnedgang på 30 pct. og hvor koncernen har udækkede faste omkostninger i kompensationsperioden, kan efter reglerne i denne bekendtgørelse, maksimalt opnå kompensation på 30 mio. kr. pr. måned, dog maksimalt 12 mio. EUR indtil den 30. juni 2022. Beregningen af om loftet på 12 mio. EUR er overskredet, skal ske i henhold til reglerne i Temporary Framework for State aid measures to support the economy in the current COVID-19 outbreak pkt. 87 (b-d). Virksomheder, der før den 31. december 2019 var kriseramt som defineret i artikel 1, stk. 4, litra c, i Europa-Kommissionens forordning (EU) nr. 651/2014 af 17. juni 2014, om visse kategorier af støttes forenelighed med det indre marked i henhold til traktatens artikel 107 og 108, er dog ikke berettiget. Virksomheder, der er mikro eller små virksomheder, som defineret i Bilag I til Europa-Kommissionens forordning nr. 651/2014 af 17. juni 2014 er berettiget til kompensation efter 1. pkt., uanset om de allerede var kriseramte pr. 31. december 2019. Kompensationen som beregnet under § 24, stk. 2, må for virksomheder i en koncern samlet set endvidere ikke overstige.

  • 1) 90 pct. af koncernens udækkede faste omkostninger for koncerner med ansatte svarende til færre end 50 fuldtidsbeskæftigede, og som har en omsætning eller en balancesum på mindre end 10 mio. EUR fra de koncernforbundne virksomhedens senest aflagte årsrapport med balancedag senest den 29. februar 2020, eller

  • 2) 70 pct. af koncernens udækkede faste omkostninger for øvrige virksomheder, der ikke er omfattet af nr. 1.

Stk. 7 Virksomheder omfattet af § 24, stk. 6, kan for virksomhedens omsætningsnedgang, der skyldes restriktionen i § 1, stk. 4, nr. 1 og 3, maksimalt opnå kompensation på 30 mio. kr. pr. måned.