Bekendtgørelse om midlertidig og målrettet kompensation for faste omkostninger på Kulturministeriet og Børne- og Undervisningsministeriets område til foreninger, selvejende institutioner og fonde m.v. med primært offentlig finansiering i økonomisk krise som følge af COVID-19 i perioden juli 2020 til oktober 2020 Kapitel 4

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 2401 af 03. december 2021,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 340 af 16. marts 2022 og bekendtgørelse nr. 1228 af 25. august 2022

Kapitel 4 Begrænset åbningstid
Kompensationsberettigede institutioner
§ 9

Institutioner, der er ramt af en restriktion om begrænset åbningstid, kan opnå kompensation efter § 26, stk. 2, jf. dog stk. 2.

Stk. 2 Institutioner, som er ramt af restriktionen om begrænset åbningstid, kompenseres efter § 26, stk. 4, for institutionens faste omkostninger, hvis

  • 1) institutionen maksimalt har ansatte svarende til 5 fuldtidsstillinger,

  • 2) det ikke er rentabelt for institutionen at holde åbent som følge af restriktionen om begrænset åbningstider, og

  • 3) institutionen ikke har en kommerciel omsætning i perioden, hvor institutionen er lukket ned.

§ 10

Leverandører, hvis omsætning er direkte relateret til institutioner, der er omfattet af restriktionen om begrænset åbningstid, jf. § 9, er berettiget til kompensation efter § 26, stk. 2, for samme periode, som institutionen omfattet af § 9, vil være berettiget til.

Kompensationsperiode
§ 11

Institutionens kompensationsperiode er perioden fra og med den 19. august 2020 til og med den 31. oktober 2020.

Referenceperiode
§ 12

Referenceperioden er perioden fra og med den 1. september 2019 til og med den 31. oktober 2019 for institutioner omfattet af § 11, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2 Institutioner, der ikke opfylder stk. 1, som følge af at være registreret i Det Centrale Virksomhedsregister (CVR) senere end den første dato for den for institutionen relevante referenceperiode i stk. 1, anvender én af følgende referenceperioder, der senest slutter den 31. august 2020:

  • 1) En referenceperiode på de tre hele måneder før den første dato i måneden, hvor institutionens kompensationsperiode starter, jf. dog nr. 2 og 3.

  • 2) Institutioner, der ikke er omfattet af nr. 1, som følge af at være registreret i Det Centrale Virksomhedsregister (CVR) senere end tre hele måneder før den første dato i måneden, hvor institutionens kompensationsperiode starter, anvender en referenceperiode beregnet fra institutionens registreringstidspunkt frem til dagen før den første dato i måneden, hvor institutionens kompensationsperiode starter, jf. dog nr. 3.

  • 3) Institutioner, der ikke er omfattet af nr. 1 og 2, som følge af at være registreret i Det Centrale Virksomhedsregister (CVR) senere end 30 dage før den første dato i måneden, hvor institutionens kompensationsperiode starter, anvender en referenceperiode på 30 dage beregnet fra dagen før den første dato i institutionens kompensationsperiode.

Stk. 3 Hvis institutioner, der grundet særlige omstændigheder, jf. § 33, stk. 1, nr. 4, litra b, ikke vurderer, at referenceperioderne giver et retvisende sammenligningsgrundlag for institutionen, kan den søge om at anvende en referenceperiode på tre øvrige sammenhængende måneder. Denne referenceperiode skal starte den 1. juli 2019 eller senere og slutte senest den 31. august 2020.