Bekendtgørelse om midlertidig kompensationsordning for produktionsomkostninger til kulturinstitutioner m.v. der modtager driftstilskud m.v. fra Kulturministeriet eller visse driftslignende tilskud fra Børne- og Undervisningsministeriet Kapitel 4

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 612 af 12. april 2021,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 1154 af 05. juni 2021, bekendtgørelse nr. 1403 af 03. oktober 2022 og bekendtgørelse nr. 1496 af 05. december 2023

Kapitel 4 Revisorerklæring i forbindelse med ansøgning om kompensation
§ 6

Ansøger skal indhente en erklæring fra en uafhængig godkendt revisor, hvis den forventede kompensation efter kapitel 5 overstiger 500.000 kr.

Stk. 2 Revisorerklæringen efter stk. 1 skal bl.a. omfatte:

  • 1) En vurdering af grundlaget for den af ansøger udarbejdede opgørelse over kompensationsberettigede produktionsomkostninger, jf. § 4.

  • 2) En vurdering af, hvorvidt det af ansøger opgjorte indtægtstab for kompensationsperioden svarer til ansøgers salgsindtægter i den tilsvarende periode i det senest afsluttede regnskabsår, jf. § 5, stk. 1 eller den valgte referenceperiode i henhold til § 5, stk. 2, 3 eller 4.

Stk. 3 Slots- og Kulturstyrelsen fastsætter nærmere retningslinjer for revisors arbejde, jf. stk. 1.

Stk. 4 Der ydes godtgørelse for 80 pct. af udgifterne til revisorerklæring efter stk. 1, såfremt ansøgningen udløser kompensation. Godtgørelsen til revision kan maksimalt udgøre 16.000 kr. ekskl. moms pr. ansøgning.