Bekendtgørelse om midlertidig kompensation til særligt nødlidende kulturinstitutioner m.v. der modtager driftstilskud m.v. fra Kulturministeriet eller visse driftslignende tilskud fra Børne- og Undervisningsministeriet, og som følge af COVID-19 foranstaltninger er i risiko for at gå konkurs Kapitel 3

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 2423 af 13. december 2021,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 1029 af 25. juni 2022, bekendtgørelse nr. 1402 af 03. oktober 2022 og bekendtgørelse nr. 1498 af 05. december 2023

Kapitel 3 Betingelser for ansøgninger om kompensation
§ 3

Ansøger skal dokumentere, at det er afgørende for institutionens m.v. videre drift, at der ydes et ekstraordinært tilskud (kompensation) i henhold til denne bekendtgørelse. Dokumentation skal have form af en skriftlig redegørelse og skal blandt andet indeholde et afsnit med budgetforudsætninger, jf. stk. 3. Redegørelsen skal være godkendt af ansøgers bestyrelse, hvilket skal dokumenteres skriftligt.

Stk. 2 Ansøger skal fremsende et perioderegnskab for perioden fra 1. januar 2020, hvis kompensationsperioden begynder den 9. marts 2020, og fra den 1. december 2020, hvis kompensationsperioden begynder den 1. januar 2021. Perioderegnskabet må ikke være afsluttet mere end tre måneder før ansøgningsdatoen. Perioderegnskabet skal være godkendt af ansøgers bestyrelse, hvilket skal dokumenteres skriftligt.

Stk. 3 Ansøger skal fremsende et månedsopdelt likviditetsbudget fra den dato, hvor perioderegnskabet ophører, jf. stk. 2, for resten af 2021. Åbningsbalancen i likviditetsbudgettet skal være afstemt til balancen i perioderegnskabet. Likviditetsbudgettet skal være godkendt af ansøgers bestyrelse, hvilket skal dokumenteres skriftligt.

Stk. 4 Ansøger skal have udtømt mulighederne for at modtage støtte i de generelle COVID-19 støtteordninger i den af institutionen ansøgte kompensationsperiode og dokumentere den støtte, der er modtaget fra disse eller afslag om støtte fra disse, jf. dog stk. 7-9. De generelle COVID-19 støtteordninger omfatter bl.a.:

  • 1) Støtteordningen for kompensation for faste omkostninger administreret af Slots- og Kulturstyrelsen eller Erhvervsstyrelsen, afhængigt af hvor stor en andel af de ordinære driftsudgifter, som modtages i offentlige tilskud. Ordningen skal søges under alle de restriktioner, der er relevante for institutionen, inklusive restriktionen ”delvis nedlukning. ”

  • 2) Støtteordningen for lønkompensation administreret af Slots- og Kulturstyrelsen eller Erhvervsstyrelsen, afhængigt af hvor stor en andel af de ordinære driftsudgifter, der modtages i offentlige tilskud.

  • 3) Støtteordningen for arrangementer som følge af COVID-19, administreret af Slots- og Kulturstyrelsen eller Erhvervsstyrelsen, afhængigt af hvor stor en andel af de ordinære driftsudgifter, der modtages i offentlige tilskud.

Stk. 5 Ansøger skal endvidere have udtømt mulighederne for at modtage støtte i Kulturministeriets støtteordning for produktionsomkostninger og dokumentere den støtte, der er modtaget fra denne eller afslag om støtte fra denne, jf. dog stk. 6.

Stk. 6 Bestemmelsen i stk. 5 finder ikke anvendelse, hvis ansøger i kompensationsperioden ikke har haft produktionsomkostninger, der kan dækkes af puljen til produktionsomkostninger. Ansøger skal redegøre for dette.

Stk. 7 Uanset det anførte i stk. 4, kan ansøger undlade at søge om kompensation fra de generelle COVID-19 støtteordninger, hvis det er åbenlyst, at ansøger ikke er berettiget til at modtage kompensation fra disse ordninger.

Stk. 8 Har ansøger undladt at søge om kompensation fra de generelle COVID-19 støtteordninger i henhold til stk. 7, skal ansøger redegøre for baggrunden herfor.

Stk. 9 Hvis ansøger er forhindret i at søge om kompensation fra en eller flere af de generelle COVID-19-støtteordninger, fordi disse ordninger endnu ikke er åbne for ansøgninger i ansøgers kompensationsperiode, skal ansøger vedlægge en erklæring om, at ansøger vil søge om kompensation fra disse ordninger, når det bliver muligt. Ansøgers kompensation fra kompensationsordningen for særligt nødlidende kulturinstitutioner m.v. vil i forbindelse med afrapporteringen blive nedreguleret med det beløb, der i mellemtiden er modtaget for kompensationsperioden fra de generelle COVID-19-støtteordinger.

Stk. 10 Ansøger skal for at komme i betragtning til kompensation dokumentere, forinden ansøgning fremsendes, at have taget alle nødvendige og relevante initiativer og værktøjer i brug for at reducere sine omkostninger, herunder særligt variable omkostninger, som kan falde bort, jf. § 2, nr. 6. Dokumentationen skal være godkendt af ansøgers bestyrelse, hvilket skal dokumenteres skriftligt.

Stk. 11 Ansøger skal have anvendt den disponible formue forstået som, at ansøger har anvendt den del af ansøgers likvider og realiseret de af ansøgers let omsættelige aktiver, f.eks. værdipapirer, som ikke vurderes nødvendige for at sikre den fortsatte drift. Det er ikke påkrævet, at der optages lån eller gives pant i materielle anlægsaktiver, f.eks. bygninger. Ansøger skal foretage en vurdering af likviditetsbehovet og omfanget af let omsættelige aktiver, som er nødvendige at bevare for at sikre den fortsatte drift samt i tilknytning hertil en vurdering i den forventede udvikling i egenkapitalen med udgangen af indeværende regnskabsår. Vurderingerne skal være godkendt af ansøgers bestyrelse, hvilket skal dokumenteres skriftligt.

Stk. 12 Ansøger skal opgøre og oplyse sine omkostninger i kompensationsperioden, dog ikke afholdte produktionsomkostninger, der er indgået i ansøgninger til den midlertidige kompensationsordning for produktionsomkostninger, eller omkostninger, der er indgået i ansøgninger til aktivitetspulje til kulturaktiviteter, jf. stk. 14 og 15. Opgørelsen skal omfatte de faktiske omkostninger fra kompensationsperiodens start og frem til ansøgningstidspunktet og de bestyrelsesgodkendte budgetterede omkostninger for resten af kompensationsperioden.

Stk. 13 Har ansøger modtaget indtægter i form af f.eks. kompensation fra de generelle COVID-19 støtteordninger, jf. § 3, stk. 4, eller salgsindtægter, jf. § 2, nr. 7, som dækker omkostninger i kompensationsperioden, skal disse indtægter fratrækkes i opgørelsen af omkostninger efter stk. 12, dog ikke indtægter til dækning af produktionsomkostninger, inklusive kompensationer fra den midlertidige kompensationsordning for produktionsomkostninger til kulturinstitutioner, jf. stk. 14, og tilskud fra aktivitetspulje til kulturinstitutioner, jf. stk. 15.

Stk. 14 Har ansøger produktionsomkostninger og indtægter, der er indgået i beregningen af kompensationsberettigede produktionsomkostninger i ansøgninger til Kulturministeriets støtteordning for produktionsomkostninger, jf. § 4 i bekendtgørelse om midlertidig kompensationsordning for produktionsomkostninger til kulturinstitutioner mv. der modtager driftstilskud mv. fra Kulturministeriet eller visse driftslignende tilskud fra Børne- og Undervisningsministeriet, kan de 20 pct., der ikke kan kompenseres via støtteordningen for produktionsomkostninger, indgå i opgørelsen over kompensationsberettigede omkostninger efter stk. 12 og 13.

Stk. 15 Har ansøger omkostninger og indtægter, der er indgået i beregningen af tilskud i ansøgninger til Aktivitetspulje til kulturaktiviteter, kan de 35 pct. af omkostningerne, der ikke kan kompenseres via aktivitetspulje til kulturaktiviteter, indgå i opgørelsen over kompensationsberettigede omkostninger efter stk. 12-13.

Stk. 16 Ansøger skal opgøre og oplyse sit indtægtstab i kompensationsperioden. Beregningen af indtægtstabet baseres på en sammenligning med salgsindtægterne, jf. § 2, nr. 7, for den seneste tilsvarende periode, der ikke var påvirket af myndighedernes foranstaltninger til forebyggelse og inddæmning af smitte med Covid-19.

Stk. 17 Hvis der er helt særlige omstændigheder, der medfører, at referenceperioden efter stk. 16, 2. pkt. ikke udgør et repræsentativt sammenligningsgrundlag, kan ansøgeren mod fremsendelse af behørig dokumentation for dette i stedet basere beregningen på en sammenligning med et gennemsnit af den tilsvarende periode i de seneste tre regnskabsår, jf. dog stk. 18.

Stk. 18 Hvis der er helt særlige omstændigheder, der medfører, at referenceperioderne i stk. 16, 2. pkt., og stk. 17 ikke udgør et repræsentativt sammenligningsgrundlag, kan ansøgeren mod fremsendelse af behørig dokumentation for dette, søge om i stedet at basere beregningen på en sammenligning med en selvvalgt referenceperiode, der skal bestå af det samme antal sammenhængende måneder som kompensationsperioden og starte tidligst den 1. september 2017 og slutte senest den 31. august 2020.

Stk. 19 For kulturinstitutioner m.v., der ikke har haft omsætning i referenceperioden, jf. stk. 16, 2. pkt. danner perioden fra stiftelsestidspunktet frem til den 9. marts 2020 grundlag for opgørelsen. Opgørelsen skal dog minimum dække en hel måned.

Stk. 20 Ansøgers bestyrelsesformand, og i dennes fravær næstformand, og den daglige leder/ledelse skal erklære, at det er de af myndighederne indførte foranstaltninger til forebyggelse og inddæmning af smitte med COVID-19, der har bevirket, at kulturinstitutionen m.v. i økonomisk henseende er blevet særligt nødlidende.

Stk. 21 Slots- og Kulturstyrelsen kan lempe dokumentationskravene mv. efter stk. 10-11 eller helt dispensere fra disse, hvis det efter en konkret vurdering af ansøgers forhold mv. skønnes nødvendigt, f.eks. hvis ansøger råder over begrænsede administrative ressourcer, eller hvis kravene til dokumentation mv. vil være uforholdsmæssigt bebyrdende i forhold til den forventede kompensation efter kapitel 5.