Bekendtgørelse om medicinsamtale på apotek Kapitel 2

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 924 af 21. juli 2015

Kapitel 2 Tidsfrist, indhold m.v.
§ 2

Apotekeren skal tilbyde borgeren afholdelse af én medicinsamtale indenfor 14 dage fra den dato, hvor borgeren henvender sig på apotek, apoteksfilial eller apoteksudsalg med en henvisning fra en læge eller fra den dato, hvor personalet på apoteker, apoteksfilialer eller apoteksudsalg tilbyder medicinsamtale med baggrund i indsigt i borgernes lægemiddeloplysninger, jf. § 1, stk. 1.

Stk. 2 Apotekeren og borgeren kan aftale en senere dato end den i stk. 1 angivne for afholdelse af medicinsamtalen.

§ 3

En medicinsamtale skal afholdes på apoteker, apoteksfilialer eller apoteksudsalg.

Stk. 2 Medicinsamtalen skal ske i rolige og diskrete omgivelser.

§ 4

Medicinsamtalen gennemføres af apotekeren eller en af apotekeren ansat farmaceut.

§ 5

En medicinsamtale skal øge borgerens kendskab til den ordinerede medicinske behandling for den eller de kroniske sygdomme, som borgeren lider af, og informere og yde råd og vejledning om bedre medicinefterlevelse. Herudover har borgeren såvel som apotekeren eller den af apotekeren ansatte farmaceut mulighed for at bringe forhold af betydning for medicineringen og efterlevelsen, fx om medicintilskud, op ved medicinsamtalen.

Stk. 2 Apotekeren kan i forbindelse med medicinsamtalen udlevere skriftligt materiale.

§ 6

For de borgere, hvor apotekeren afholder medicinsamtale efter lægehenvisning, kan apotekeren med borgerens samtykke give lægen besked, når medicinsamtalen har været afholdt.