Kapitel 8 Ændringer i løbet af valgperioden
Hvis generalforsamlingen i det selskab, henholdsvis moderselskab, hvori der er medarbejderrepræsentation, i valgperioden træffer beslutning om at ændre antallet af generalforsamlingsvalgte medlemmer i det øverste ledelsesorgan, skal antallet af medarbejderrepræsentanter kun ændres, hvis der skal reduceres i antallet for at overholde selskabslovens § 120, stk. 1, og hvis der ikke kan reduceres med andre medlemmer af det øverste ledelsesorgan, der ikke er valgt af generalforsamlingen.
Stk. 2 Den medarbejderrepræsentant, der ved valget fik færrest stemmer, skal straks fratræde, hvis ændringen medfører, at der skal reduceres i antallet af medarbejderrepræsentanter i det øverste ledelsesorgan. Hvis en af medarbejderrepræsentanterne er blevet erstattet af en suppleant i løbet af valgperioden, må denne dog fratræde forud for de øvrige medarbejderrepræsentanter. Valgudvalget, henholdsvis koncernvalgudvalget, kan i enighed beslutte, at 1. og 2. pkt. kan fraviges ved aftale mellem medarbejderrepræsentanter og eventuelle suppleanter. I tilfælde af at medarbejderrepræsentanterne er valgt ved fredsvalg, træffer valgudvalget afgørelse om valget ved lodtrækning.
Stk. 3 Antallet af medarbejderrepræsentanter og eventuelle suppleanter kan reduceres i løbet af valgperioden, hvis der er enighed blandt medarbejderne i valgudvalget, henholdsvis koncernvalgudvalget. Fratræden skal ske efter reglerne i stk. 2.
Stk. 4 Hvis der er reduceret i antallet af selskabsrepræsentanter på grund af koncernrepræsentation, og koncernrepræsentationen ophører, har medarbejderne i selskabet ret til at besætte de pladser i det øverste ledelsesorgan, der er blevet ledige som følge af koncernrepræsentationens ophør. Eventuelle selskabsrepræsentanter, der tidligere har været valgt til de pågældende pladser i selskabets øverste ledelsesorgan, genindtræder, med mindre valgudvalget i enighed beslutter andet. Hvis der ikke har været valgt nogle selskabsrepræsentanter til de pågældende pladser, afholdes der suppleringsvalg efter bestemmelserne i denne bekendtgørelses kapitel 5, med mindre valgudvalget i enighed beslutter andet.
Stk. 5 Hvis der er reduceret i antallet af koncernrepræsentanter på grund af selskabsrepræsentation, og selskabsrepræsentationen ophører, har koncernens medarbejdere ret til at besætte de pladser i det øverste ledelsesorgan, der er blevet ledige som følge af selskabsrepræsentationens ophør. Eventuelle koncernrepræsentanter, der tidligere har været valgt til de pågældende pladser i selskabets øverste ledelsesorgan, genindtræder, med mindre koncernvalgudvalget i enighed beslutter andet. Hvis der ikke har været valgt nogle koncernrepræsentanter til de pågældende pladser, afholdes der suppleringsvalg efter bestemmelserne i denne bekendtgørelses kapitel 6, med mindre valgudvalget i enighed beslutter andet.
Ved fusion, spaltning og lignende har Erhvervsstyrelsen mulighed for at fravige denne bekendtgørelses regler om ja/nej-afstemning, valgbarhed og 3 års reglen for selskabets beståen.