Bekendtgørelse om master-feeder-strukturer m.v. Kapitel 4

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 756 af 17. juni 2014

Kapitel 4 Investeringsforvaltningsselskabets forretningsgange (interne regler for god forretningsskik) for administration af master-feeder-strukturer
§ 10

Når både et masterinstitut og et feederinstitut administreres af det samme investeringsforvaltningsselskab, og det er besluttet, at aftalen, jf. § 2, stk. 1, erstattes af investeringsforvaltningsselskabets forretningsgange for administration af master-feeder-strukturer, skal forretningsgangene opfylde de i §§ 11-15 nævnte krav.

Investeringsforvaltningsselskabets forretningsgange
Interessekonflikter
§ 11

Et investeringsforvaltningsselskabs forretningsgange, jf. § 2, stk. 2, skal omfatte relevante foranstaltninger til at afbøde interessekonflikter, der eventuelt kan opstå mellem et masterinstitut og et feederinstitut eller mellem et feederinstitut og andre af et masterinstituts investorer, for så vidt som sådanne interessekonflikter ikke i tilstrækkelig grad imødegås ved de foranstaltninger, som investeringsforvaltningsselskabet har iværksat for at opfylde kravene i medfør af § 101, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed, og artikel 12, stk. 1, litra b, og artikel 14, stk. 1, litra d, i UCITS-direktivet samt kapitel III i Kommissionens direktiv 2010/43/EU af 1. juli 2010 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF for så vidt angår organisatoriske krav, interessekonflikter, god forretningsskik, risikostyring og indholdet af aftalen mellem en depositar og et administrationsselskab.

Et feederinstituts investering i og mulighederne for at overføre finansielle instrumenter til et masterinstitut
§ 12

Et investeringsforvaltningsselskabs forretningsgange for administration af master-feeder-strukturer, jf. § 2, stk. 2, skal omfatte følgende med hensyn til et feederinstituts investering i et masterinstitut og eventuelle overførsler af aktiver i form af finansielle instrumenter i masterinstituttet som vederlag for andele:

  • 1) Bestemmelser om, hvilke andele af masterinstituttet, dets afdelinger eller andelsklasser der er til rådighed for feederinstituttets investeringer.

  • 2) De gebyrer og omkostninger, som feederinstituttet skal afholde ved investering i masterinstituttet, og nærmere oplysninger om masterinstituttets eventuelle nedslag i eller refusion af gebyrer eller udgifter.

  • 3) Hvis det er relevant, betingelserne for, at feederinstituttet ved aftalens indgåelse eller efterfølgende kan overføre aktiver til masterinstituttet.

Et feederinstituts tegning og indløsning af andele m.v.
§ 13

Et investeringsforvaltningsselskabs forretningsgange for administration af master-feeder-strukturer, jf. § 2, stk. 2, skal omfatte følgende om standardhandelsordninger (standarder for emission og indløsning eller salg og tilbagekøb af andele):

  • 1) Koordinering af hyppighed og tidspunkt for beregning af den indre værdi og offentliggørelse af andeles priser, herunder emissions- og indløsningsprisen.

  • 2) Koordinering af feederinstituttets anmodning om tegning eller indløsning af andele eller fremsendelse af handelsordrer, herunder, hvis det er relevant, formidleres eller andre tredjemænds rolle i den forbindelse.

  • 3) Hvis det er relevant, foranstaltninger, der er nødvendige for at tage hensyn til, at andele i et af masterinstituttet eller feederinstituttet eller dem begge handles på et reguleret marked eller et sekundært marked.

  • 4) Andre relevante foranstaltninger med henblik på at sikre, at masterinstituttet og feederinstituttet koordinerer tidspunktet for og offentliggørelse af den indre værdi for at undgå, at der opstår arbitragemuligheder, som kan realiseres ved brug af en markedstimingstrategi, jf. artikel 60, stk. 2, i UCITS-direktivet.

  • 5) Hvis masterinstituttet og feederinstituttet udsteder andele i forskellige valutaer, grundlaget for omregning af kursen ved tegning og indløsning eller salg og tilbagekøb af andele.

  • 6) Afviklingsperiode og oplysning om betaling i forbindelse med tegning eller køb og indløsning eller tilbagekøb af andele i masterinstituttet, og når det sker efter aftale mellem parterne for at spare transaktionsomkostninger og undgå eventuelle negative skattemæssige konsekvenser, jf. artikel 60, stk. 4 og 5, i UCITS-direktivet, vilkårene for, at masterinstituttet kan indløse andele ved at overføre aktiver til feederinstituttet som vederlag for andele, navnlig i tilfælde af masterinstituttets likvidation eller fusion.

  • 7) Hvis masterinstituttets fondsbestemmelser eller vedtægter og prospekt giver det visse rettigheder eller beføjelser i forhold til investorerne, og masterinstituttet vælger at begrænse eller give afkald på udøvelsen af alle eller visse af sådanne rettigheder og beføjelser i forhold til feederinstituttet, bestemmelser om vilkårene for dette.

Stk. 2 Forretningsgangene kan henvise til relevante dele af masterinstituttets prospekt om emission og indløsning eller salg og tilbagekøb, hvis det, som masterinstituttet og feederinstituttet har aftalt, ikke er forskelligt fra det, der gælder for alle deltagere i masterinstituttet, som ikke er feederinstitutter.

Oplysninger om udsættelse af indløsningen m.v. og om fejl i den indre værdi
§ 14

Et investeringsforvaltningsselskabs forretningsgange, jf. § 2, stk. 2, skal omfatte følgende med hensyn til begivenheder, der påvirker handelsordninger:

  • 1) Bestemmelser om hvordan og hvornår et masterinstitut og et feederinstitut skal give meddelelse om midlertidig udsættelse og genoptagelse af indløsning, tilbagekøb, tegning eller køb af deres egne andele.

  • 2) Masterinstituttets meddelelse om og foranstaltninger for at afhjælpe fejl ved prisfastsættelsen i masterinstituttet.

Revisionserklæring
§ 15

Et investeringsforvaltningsselskabs forretningsgange, jf. § 2, stk. 2, skal omfatte følgende med hensyn til tilrettelæggelse af revisors afgivelse af revisionserklæringer:

  • 1) Hvis et feederinstitut og et masterinstitut har samme regnskabsår, koordinering af udarbejdelsen af deres periodiske rapporter.

  • 2) Hvis et feederinstitut og et masterinstitut har forskellige regnskabsår, foranstaltninger, som sikrer, at feederinstituttet får de fornødne oplysninger fra masterinstituttet, så det er i stand til at udarbejde sine periodiske rapporter til tiden, og at masterinstituttets revisor kan udarbejde en foreløbig erklæring pr. datoen for afslutning af feederinstituttets regnskabsår, jf. § 99, stk. 2, i lov om investeringsforeninger m.v. og artikel 62, stk. 2, i UCITS-direktivet.