Kapitel 4 Betingelser for udstedelse af godkendelse
Byggevarer skal være egnede til, at drikkevand efter kontakt med dem overholder kravene i bekendtgørelse om vandkvalitet og tilsyn med vandforsyningsanlæg. Byggevarer, der er omfattet af denne bekendtgørelses § 3, nr. 1, jf. § 5, skal vurderes og prøves for afgivelse af de stoffer, der fremgår af bilag 1, samt for andre sundhedsskadelige stoffer, der kan forekomme i og afgives fra de byggevarer, der vurderes.
Stk. 2 Analyser udført i forbindelse med prøvning af byggevarer efter stk. 1 skal foretages som akkrediteret teknisk prøvning. Hvis der ikke findes en akkrediteret metode til teknisk prøvning, kan andre testmetoder accepteres, hvis de giver et tilfredsstillende beskyttelsesniveau og dermed vurderes tilstrækkelige af godkendelsessekretariatet.
Stk. 3 Godkendelsessekretariatet skal inden udstedelse af godkendelse i henhold til § 5 foretage en samlet vurdering af byggevarernes sundhedsmæssige egenskaber med henblik på at sikre overholdelse af stk. 1 og 2. Som en del af denne vurdering skal godkendelsessekretariatet vurdere, om der foreligger dokumentation for overholdelse af kravene i bilag 1, jf. dog § 9, stk. 1.
Stk. 4 Byggevarer eller komponenter heri, der alene vurderes at have marginal berøring med drikkevand i areal eller tid, er ikke omfattet af kravet om vurdering og prøvning.
Den virksomhed, der ansøger om at få en byggevare godkendt i henhold til § 5, skal som en del af ansøgningen fremsende dokumentation for byggevarens sundhedsmæssige egenskaber, herunder dokumentation i henhold til bilag 1, eller dokumentation jf. § 3, nr. 2 og 3, som kan erstatte kravene i skema 1 i bilag 1.
Stk. 2 Virksomheden skal endvidere fremsende dokumentation for etablering af et egenkontrolprogram, herunder en modtage- og færdigvarekontrol for den byggevare, der ansøges om godkendelse om.
Før udstedelse af godkendelse efter § 5 skal der foreligge en aftale om et årligt tilsyn imellem virksomheden og et akkrediteret tilsynsorgan eller en erklæring om et sådant tilsyn. Hvis der er indsendt en erklæring om tilsyn, skal den endelige tilsynsaftale sendes til godkendelsessekretariatet senest 2 måneder før første tilsyn. Tilsynet skal foregå som akkrediteret inspektion. Aftalen skal sikre, at der over for godkendelsessekretariatet kan fremvises dokumentation for, at byggevarer, der markedsføres og sælges i henhold til den udstedte godkendelse, har de sundhedsmæssige egenskaber, som godkendelsessekretariatet har vurderet, jf. § 8, stk. 3, og at virksomheden fortsat opfylder betingelserne om tilrettelæggelse af et egenkontrolprogram, jf. § 10.
Stk. 2 Tilsynsorganet skal være uvildigt i forhold til godkendelsesindehaver og godkendelsessekretariat.
Stk. 3 Godkendelsessekretariatet skal vurdere, at aftalen sikrer, at betingelserne for udstedelse af godkendelse efter § 5 overholdes af virksomheden i byggevarens godkendelsesperiode.