Bekendtgørelse om ledelse, styring og administration af danske UCITS § 44

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 865 af 02. juli 2014,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 1105 af 29. juni 2022

Krav til opbevaring af fortegnelser
§ 44

Et investeringsforvaltningsselskab skal opbevare de i §§ 42 og 43 nævnte registreringer i mindst 5 år, medmindre der er behov for en længere periode som følge af det pågældende instruments løbetid.

Stk. 2 Finanstilsynet kan dog i særlige tilfælde kræve, at et investeringsforvaltningsselskab opbevarer de i stk. 1 nævnte registreringer, i et længere tidsrum, afhængigt af det finansielle instruments eller transaktionens art, hvis det er nødvendigt, for at Finanstilsynet eller en anden myndighed kan udøve sit tilsyn i medfør af kapitel 16 i lov om investeringsforeninger m.v.

Stk. 3 Når et investeringsforvaltningsselskabs tilladelse ophører, skal selskabet sørge for opbevaring af de i stk. 1 nævnte registreringer i den resterende del af den 5-årige periode.

Stk. 4 Hvis en afdeling overgår til administration i et andet investeringsforvaltningsselskab eller administrationsselskab, skal det hidtidige investeringsforvaltningsselskab sikre, at det nye investeringsforvaltningsselskab eller administrationsselskab får adgang til de i stk. 1 nævnte registreringer for de sidste 5 år.

Stk. 5 Registreringerne nævnt i stk. 1 skal opbevares på et medium, der tillader lagring af oplysningerne, således at Finanstilsynet eller den udenlandske kompetente myndighed fremover kan henvise til dem, og i en sådan form og på en sådan måde, at følgende betingelser er opfyldt:

  • 1) Finanstilsynet eller den udenlandske kompetente myndighed skal let kunne få adgang til de i §§ 42 og 43 nævnte oplysninger og kunne rekonstruere enhver vigtig fase af behandlingen af hver porteføljetransaktion.

  • 2) Det skal være muligt og let at fastslå eventuelle rettelser eller andre ændringer og registreringernes indhold forud for sådanne eventuelle rettelser eller ændringer.

  • 3) Det skal ikke være muligt på anden vis at manipulere eller ændre registreringerne.