Bekendtgørelse om landbaserede kasinoer § 10

Denne konsoliderede version af bekendtgørelse om landbaserede kasinoer er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1290 af 29. november 2019

§ 10

Spillemyndigheden fører et register over spillere, der frivilligt ønsker midlertidig eller endelig udelukkelse fra spil hos alle tilladelsesindehavere. En spiller kan blive registreret i registret på Spillemyndighedens hjemmeside eller ved at henvende sig til Spillemyndigheden. Spilleren skal give udtrykkeligt samtykke til registrering i registret.

Stk. 2 Behandlingen af personoplysninger i registret foregår på grundlag af Spillemyndighedens myndighedsudøvelse i henhold til databeskyttelsesforordningen artikel 6, stk. 1, litra e.

Stk. 3 Spillemyndigheden kan fastsætte længden på de forskellige midlertidige udelukkelser, som en spiller kan vælge imellem.

Stk. 4 En spiller, der er blevet registreret i registret som midlertidigt udelukket, jf. stk. 1, kan ikke i den valgte udelukkelsesperiode blive slettet eller fortryde sin registrering.

Stk. 5 En spiller, der er blevet registreret i registret som endeligt udelukket, kan til enhver tid, dog tidligst 1 år efter registreringen i registret, anmode Spillemyndigheden om at blive slettet fra registret. Spilleren kan tidligst 7 dage efter og skal senest 30 dage efter anmodningen bekræfte anmodningen, for at sletningen kan gennemføres.

Stk. 6 En spiller registreret i registret den 1. januar 2020 eller derefter har frabedt sig at modtage markedsføring fra kasinoet i udelukkelsesperioden.

Stk. 7 Stk. 1-6 gælder ikke for personer, der i henhold til § 3, stk. 1, er blevet registreret uden cpr-nummer.