Bekendtgørelse om kvalifikationskrav til visse førere af køretøjer i vejtransport Kapitel 1

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 322 af 20. marts 2020,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 650 af 19. maj 2020, bekendtgørelse nr. 952 af 19. maj 2021 og bekendtgørelse nr. 929 af 21. juni 2022

Kapitel 1 Indledende bestemmelser
Definitioner og anvendelsesområde
§ 1

I denne bekendtgørelse forstås ved:

  • 1) Fører og chauffør: Enhver person, som fører køretøjet, også selv om det kun er i et kort tidsrum.

  • 2) Vejtransport: Al kørsel på vej, der er åben for offentlig adgang, med et til personbefordring eller godstransport bestemt køretøj i tom eller lastet stand.

  • 3) Time og køretime: 60 minutter inklusiv op til 15 minutters pause.

  • 4) Uddannelsescenter: En fysisk eller juridisk person, som tilbyder uddannelse til erhvervelse af grundlæggende kvalifikationer som anført i kapitel 3 eller efteruddannelse som anført i kapitel 4.

  • 5) Rent privat kørsel: Al kørsel, der udføres af køretøjets registrerede bruger med dennes nærmeste familie og nære venner. Tilsvarende gælder for førere, der hører til den registrerede brugers husstand. Kørslen kan tillige udføres med et køretøj lejet uden fører.

  • 6) Sædvanlig bopæl: Det sted, hvor en person sædvanligvis opholder sig, det vil sige i mindst 185 dage inden for et kalenderår, som følge af sin personlige eller erhvervsmæssige tilknytning.

  • 7) Uddannelsesinstitution: Institution der er godkendt til at udbyde erhvervsrettet uddannelse af Børne- og Undervisningsministeriet.

§ 2

Denne bekendtgørelse omfatter chauffører, som

  • 1) er statsborgere i et land inden for EU eller EØS eller er statsborgere i andre lande og er ansat i eller benyttes af en virksomhed, der er etableret i et andet land inden for EU eller EØS, og

  • 2) udfører vejtransport på vej, der er åben for offentlig adgang, i Danmark med køretøjer, hvortil der kræves kørekort til en af kategorierne C1, C1+E, C, C+E, D1, D1+E, D eller D+E, som defineret i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/126/EF af 20. december 2006 om kørekort, eller et kørekort, der er anerkendt som ækvivalent.

§ 3

Bekendtgørelsens kapitel 8 omfatter førere af dansk registrerede busser, der benyttes til ikke-erhvervsmæssig personbefordring.

Stk. 2 Bekendtgørelsens kapitel 9 omfatter førere af dansk registrerede varebiler eller vogntog, hvortil der kræves kørekort til kategori B, B+ eller B/E samt tilladelse i henhold til godskørselslovens § 1, stk. 1 eller 2.

Stk. 3 Bekendtgørelsens kapitel 10 omfatter fysiske eller juridiske personer, der udbyder uddannelse til erhvervelse af grundlæggende kvalifikationer eller efteruddannelse som anført i kapitel 9.

Undtagelser
§ 4

Bekendtgørelsen omfatter ikke førere af køretøjer,

  • 1) hvis højest tilladte hastighed ikke overstiger 45 km/t,

  • 2) der benyttes af forsvaret, redningsberedskabet eller politiet eller er under disse tjenesters kontrol, såfremt transporten sker som led i disse tjenesters funktion,

  • 3) der prøvekøres på veje med henblik på teknisk udvikling, reparation eller vedligeholdelse, eller førere af nye eller ombyggede køretøjer, som endnu ikke er taget i brug,

  • 4) hvortil der kræves et kørekort til kategori D eller D1, og som køres uden passagerer af vedligeholdelsespersonalet til eller fra et vedligeholdelsescenter beliggende i nærheden af den nærmeste vedligeholdelsesbase, der anvendes af transportøren, forudsat at kørslen af køretøjerne ikke er førerens hovedaktivitet.

  • 5) der anvendes i nødsituationer eller benyttes til redningsopgaver, herunder køretøjer, der anvendes til ikke kommerciel transport af nødhjælp,

  • 6) der anvendes i katastrofetilfælde eller under redningsoperationer,

  • 7) der benyttes til køretimer eller køreprøver med henblik på erhvervelse af kørekort i henhold til færdselsloven eller et chaufføruddannelsesbevis i henhold til denne bekendtgørelse eller yderligere køreundervisning som led i arbejdspladsbaseret læring, forudsat at den pågældende person ledsages af en anden person, som har chaufføruddannelsesbevis til eller er kørelærer for den pågældende kategori, forudsat at køretimerne ikke anvendes til erhvervsmæssig godstransport eller personbefordring,

  • 8) der benyttes til ikke-erhvervsmæssig personbefordring og godstransport, jf. dog kapitel 8, eller

  • 9) der benyttes til transport af materiel, udstyr eller maskiner, som skal anvendes under udøvelsen af førerens erhverv, forudsat at kørslen af køretøjerne ikke er førerens hovedaktivitet.

§ 5

Bekendtgørelsen finder ikke anvendelse på førere af køretøjer, der kører i landdistrikter for at forsyne deres egen virksomhed, når føreren ikke tilbyder transportydelser, og når transporten er lejlighedsvis og ikke påvirker trafiksikkerheden.

§ 6

Bekendtgørelsen finder ikke anvendelse på førere af køretøjer, som landbrugs-, gartneri-, skovbrugs-, opdræts- og fiskerivirksomheder anvender eller lejer uden fører til transport af varer som led i deres egen erhvervsmæssige virksomhed, medmindre kørslen er en del af chaufførens hovedaktivitet eller overstiger en radius af 100 km, fra basen for den virksomhed, som ejer, lejer eller leaser køretøjet.