Bekendtgørelse om kriminalforsorgens reaktioner ved overtrædelse af vilkår fastsat ved prøveløsladelse, betinget dom m.v. Kapitel 3

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1021 af 28. juni 2022

Kapitel 3 Overtrædelse af vilkår der er fastsat af retten
§ 11

Overtræder klienten vilkår, der er fastsat af retten, skal kriminalforsorgsområdet umiddelbart herefter træffe foranstaltninger med henblik på at sikre overholdelsen af vilkåret.

Stk. 2 Er der risiko for, at klienten begår alvorlig kriminalitet, skal kriminalforsorgsområdet overveje straks at afgive indberetning, jf. § 15, eller anmode om anholdelse eller varetægtsfængsling, jf. § 16, uden at foretage de i § 12, stk. 1, nævnte handlinger.

§ 12

Består vilkårsovertrædelsen i, at klienten unddrager sig tilsynet, skal kriminalforsorgsområdet på udeblivelsesdagen eller umiddelbart derefter ved brev pålægge klienten at tage personlig kontakt med kriminalforsorgsområdet snarest. Reagerer klienten ikke på dette brev, skal kriminalforsorgsområdet aflægge besøg på klientens bopæl eller opholdssted, hvis det findes formålstjenligt efter en konkret vurdering. I modsat fald erstattes besøget af et skriftligt pålæg.

Stk. 2 Fører de i stk. 1 nævnte handlinger ikke til, at tilsynet genetableres, eller overtræder klienten i øvrigt vilkåret om tilsyn eller særvilkår, og må vilkårsovertrædelsen antages at medføre en nærliggende risiko for kriminalitet, skal kriminalforsorgsområdet omgående afgive indberetning, jf. § 15, eller anmode om anholdelse eller varetægtsfængsling, jf. § 16.

§ 13

Overtræder klienten forskrifter eller vilkår, jf. straffuldbyrdelseslovens § 99, stk. 3, uden at vilkårsovertrædelsen antages at medføre en nærliggende risiko for kriminalitet, kan kriminalforsorgsområdet give et pålæg om at overholde forskrifterne og vilkårene. Er der tidligere givet pålæg i anledning af tilsvarende overtrædelse, skal der senest en måned efter, at vilkårsovertrædelsen på ny er konstateret, afgives indberetning, jf. § 15.

§ 14

Overtræder klienten alene vilkåret om ikke at begå strafbart forhold, kan afgivelse af indberetning undlades, hvis pågældende allerede er sigtet for det strafbare forhold, og vilkårsovertrædelsen vil blive inddraget i straffesagen. Bliver klienten ikke varetægtsfængslet, skal kriminalforsorgsområdet så vidt muligt sørge for, at tilsyn og særvilkår fortsat gennemføres.

§ 15

Indberetning afgives til anklagemyndigheden. Indberetningen skal indeholde oplysning om

  • 1) hvornår og på hvilken måde klienten har overtrådt forskrifter eller vilkår,

  • 2) de foranstaltninger kriminalforsorgsområdet har truffet,

  • 3) klienten har tilsidesat pålæg,

  • 4) klientens aktuelle sociale situation, og

  • 5) kriminalforsorgsområdets forslag til reaktion.

Stk. 2 Klienten skal gøres bekendt med indberetningen, før den afgives, og have lejlighed til at udtale sig. Klientens eventuelle bemærkninger skal anføres i indberetningen.

§ 16

Overtræder klienten vilkår, og kan kriminalforsorgsområdet ikke komme i kontakt med klienten, kan kriminalforsorgsområdet anmode politiet om anholdelse efter retsplejelovens § 756 med henblik på fremstilling for kriminalforsorgsområdet.

Stk. 2 Er en vilkårsovertrædelse af en sådan beskaffenhed, at fuldbyrdelse af fængselsstraf kan blive aktuelt, kan kriminalforsorgsområdet anmode politiet om varetægtsfængsling efter retsplejelovens § 763.