Bekendtgørelse om krav til og tilsyn med de anerkendte a-kassers økonomi og regnskabsvæsen mv. Kapitel 2

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 982 af 29. juni 2016,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 2103 af 14. december 2020

Kapitel 2 A-kassernes økonomi
Udgifter
§ 8

A-kassens udgifter omfatter udgifter til udbetaling af dagpenge og andre løbende ydelser, renter efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. § 46, stk. 2 eller stk. 4, skattefri præmie, tilbagebetaling eller overførsel af efterlønsbidrag, lån i forbindelse med uddannelsesløft, befordringsgodtgørelse efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats samt udgifter til a-kassens administration.

Stk. 2 Administrationsudgifterne må kun vedrøre a-kassens drift, jf. § 30 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. og § 1 i standardvedtægten for anerkendte a-kasser.

Forskud og refusion
§ 9

Staten kan yde forskud eller refusion til udbetaling af dagpenge mv. efter reglerne i bekendtgørelse om udbetaling af forskud og refusion til de anerkendte a-kasser.

Medlemsbidrag til staten
§ 10

A-kassen indbetaler et medlemsbidrag til staten for hvert medlem, bortset fra seniormedlemmer og medlemmer, der fritages for at betale bidrag efter § 77, stk. 10 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. Bidraget indbetales månedsvis bagud.

Stk. 2 Bidraget beregnes som det registrerede antal betalingspligtige medlemmer pr. den 1. i måneden multipliceret med den månedlige bidragssats.

Stk. 3 Medlemstallet efter stk. 2 skal reguleres for indmeldelser, overflytninger og sletninger, der sker med virkning for opgørelsestidspunktet.

Stk. 4 Medlemsbidrag efter stk. 2 er rettidigt indbetalt til staten, hvis beløbet er til disposition senest den 10. i den følgende måned på en konto, der er anvist af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. Hvis den normale betalingsfrist falder i en weekend eller på en helligdag, forlænges fristen til førstkommende hverdag.

Stk. 5 Hvis medlemsbidrag ikke indbetales rettidigt, skal a-kassen betale renter af beløbet for hver påbegyndt måned med 1/12 af den aktuelt gældende morarente, der er fastsat efter rentelovens § 5.

Stk. 6 A-kassen skal til endelig afregning over for staten regulere de afregnede acontobidrag. Der skal for hver måned afregnes et medlemsbidrag, som er beregnet på grundlag af a-kassens regulerede medlemstal, jf. stk. 3.

Stk. 7 Den beregnede regulering efter stk. 6 udlignes senest i forbindelse med aflæggelse af a-kassens årsregnskab via mellemregningskontoen med styrelsen.

Medlemsbidrag til a-kassen
§ 11

A-kassen opkræver et beløb hos medlemmerne til dækning af medlemsbidrag til staten, et eventuelt efterlønsbidrag, ATP-bidrag og a-kassens administrationsudgifter.

Reguleringskrav
§ 12

Hvis a-kassen skal opkræve beløb hos medlemmerne, fordi a-kassen med rette har udbetalt dagpenge eller efterløn og det i 3 på hinanden følgende måneder ikke har været muligt at gennemføre regulering efter § 46, stk. 6 eller § 85 e, stk. 1 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovens § 85 e, stk. 4, skal a-kassen registrere og tilbagebetale beløbene til staten i overensstemmelse med stk. 2 og 3, § 14, § 15 og § 16.

Stk. 2 A-kassen skal registrere reguleringskrav efter stk. 1 i a-kassens finansbogholderi med oplysninger om følgende:

  • 1) Medlemmets cpr-nr. og navn.

  • 2) År for udbetalingen.

  • 3) Tidspunkt for reguleringskravets konstatering.

  • 4) Reguleringskravets oprindelige størrelse.

  • 5) Afdrag i årets løb.

  • 6) Det resterende reguleringskrav ved årets udgang.

Stk. 3 A-kassen skal registrere reguleringskrav efter stk. 1 umiddelbart efter, at kravene beløbsmæssigt er gjort op.

Fejludbetalte beløb
§ 13

Hvis a-kassen med urette har udbetalt dagpenge eller andre løbende ydelser, bortset fra godtgørelse efter lov om godtgørelse og tilskud til befordring ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse, eller skattefri præmie efter § 74 m eller § 75, stk. 5 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., skal a-kassen registrere og afregne beløbene til staten i overensstemmelse med stk. 2-5, § 14, § 15 og § 16.

Stk. 2 Udbetalt refusion til beløb, der er udbetalt med urette, og som a-kassen ikke har krav på at få refunderet, jf. lovens § 86, stk. 4, skal af a-kassen tilbagebetales fuldt ud til staten. Renter efter lovens § 86, stk. 3, som medlemmet har indbetalt for tiden fra udbetalingstidspunktet til tidspunktet for a-kassens afregning af tilbagebetalingsbeløbet, skal ligeledes indbetales til staten. A-kassen skal registrere beløbene i sit finansbogholderi med oplysninger om følgende:

  • 1) Medlemmets cpr-nr. og navn.

  • 2) Datoen for afgørelsen.

  • 3) År for den fejlagtige udbetaling.

  • 4) Den periode, angivet ved start- og slutdatoer, den fejlagtige udbetaling vedrører.

  • 5) Tilbagebetalingsbeløbets størrelse (angivet brutto eller netto).

  • 6) Indbetalte renter.

  • 7) Ydelsens art.

Stk. 3 Beløb udbetalt med urette, hvortil a-kassen har krav på refusion og beløb, der skal tilbagebetales, jf. lovens § 86, stk. 2, skal registreres i a-kassens finansbogholderi med oplysninger om følgende:

  • 1) Medlemmets cpr-nr. og navn.

  • 2) År for den fejlagtige udbetaling.

  • 3) Tidspunkt for kravets konstatering.

  • 4) Kravets oprindelige størrelse (hovedstol).

  • 5) Evt. tilskrevne renter.

  • 6) Indbetalte renter.

  • 7) Afdrag i årets løb på hovedstolen.

  • 8) Restgæld ved årets udgang.

Stk. 4 A-kassen skal registrere tilbagebetalingskrav efter stk. 2 og 3 umiddelbart efter, at de beløbsmæssigt er gjort op.

Stk. 5 Hvis et tilbagebetalingskrav efter stk. 3 skal forrentes efter loven, efter dom eller efter forlig, skal renterne tilskrives senest den 31. december, jf. dog § 14, stk. 1.

§ 14

A-kassen skal afregne indkomne betalinger på krav efter § 12, stk. 1 og § 13, stk. 3, betalinger på tilbagebetalingskrav efter § 13, stk. 2 og betalinger af renter på tilbagebetalingskrav efter § 13, stk. 2 og 3 til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. Der afregnes månedsvis bagud.

Stk. 2 Beløb efter stk. 1 er rettidigt afregnet til styrelsen, hvis beløbet er til disposition senest den 20. i den følgende måned på en konto, der er anvist af styrelsen. Hvis den 20. falder i en weekend eller på en helligdag, forlænges betalingsfristen til først kommende hverdag.

Stk. 3 Hvis beløb efter stk. 1 ikke afregnes rettidigt, skal a-kassen betale renter af beløbet for hver påbegyndt måned med 1/12 af den aktuelt gældende morarente, der er fastsat efter rentelovens § 5.

Stk. 4 A-kassen skal hver måned specificere de beløb, der afregnes til styrelsen, jf. stk. 1. Oplysningerne skal opstilles på en standardblanket, der udarbejdes af styrelsen, med mindre styrelsen har godkendt andet.

§ 15

Hvis a-kassen modtager betalinger på krav efter § 12, stk. 1, § 13, stk. 3 og andre krav med statsrefusion, men kravet er overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden, skal a-kassen afregne beløbene til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. Der afregnes månedsvis bagud.

Stk. 2 Beløb efter stk. 1 er rettidigt afregnet til styrelsen, hvis beløbet er til disposition senest den 20. i den følgende måned på en konto, der er anvist af styrelsen. Hvis den 20. falder i en weekend eller på en helligdag, forlænges fristen til først kommende hverdag.

Stk. 3 A-kassen skal hver måned specificere de beløb, der afregnes til styrelsen, jf. stk. 1. Oplysningerne skal opstilles på en standardblanket, der udarbejdes af styrelsen, med mindre styrelsen har godkendt andet.

§ 16

Ved regnskabsårets udgang skal a-kassen udarbejde specifikationer over krav efter § 12, stk. 1 og § 13, stk. 3, der ikke er overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden. Specifikationerne opstilles i cpr-nr.-orden og skal som minimum indeholde de i § 12, stk. 2 og § 13, stk. 3 anførte oplysninger, herunder også krav, som er opstået og indfriet i det forløbne regnskabsår. A-kassens eventuelle bemærkninger kan tilføjes på specifikationen.

§ 17

Hvis en a-kasse efter § 86, stk. 5 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. er gjort ansvarlig for en fejludbetaling fra en anden a-kasse, skal den ansvarlige a-kasse registrere og afregne beløbet efter reglerne i § 13, stk. 2 og 4, § 14 og § 16.

Stk. 2 Hvis a-kassen modtager beløb fra Lønmodtagernes Garantifond eller et døds- eller konkursbo, jf. lovens § 57, stk. 2, skal beløbet afregnes efter § 14, stk. 1.

Lån i forbindelse med uddannelsesløft
§ 18

A-kassen skal administrere lån i forbindelse med uddannelsesløft og tilskrive renter månedligt indtil administrationen af lån mv. er oversendt til Udbetaling Danmark, jf. § 75 j, § 75 k og § 75 l i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. A-kassen skal i a-kassens finansbogholderi registrere oplysninger om følgende:

  • 1) Medlemmets cpr-nr. og navn.

  • 2) Lånets hovedstol.

  • 3) Tilskrevne renter.

  • 4) Indbetalte afdrag til a-kassen.

  • 5) Indbetalte renter til a-kassen.

  • 6) Der er oversendt til Udbetaling Danmark.

  • 7) Det maksimale beløb, der kan lånes.

  • 8) Den maksimale periode for lånet.

Stk. 2 Lån og tilskrevne renter skal registreres i a-kassens finansbogholderi umiddelbart efter, at de beløbsmæssigt er gjort op.

§ 19

A-kassen skal afregne indkomne afdrag på lån og betalinger af renter, jf. § 18, stk. 1, til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. Der afregnes månedsvis bagud.

Stk. 2 Beløb efter stk. 1 er rettidigt afregnet til styrelsen, hvis beløbet er til disposition senest den 20. i den følgende måned på en konto, der er anvist af styrelsen. Hvis den 20. falder i en weekend eller på en helligdag, forlænges betalingsfristen til først kommende hverdag.

Stk. 3 Hvis beløb efter stk. 1 ikke afregnes rettidigt, skal a-kassen betale renter af beløbet for hver påbegyndt måned med 1/12 af den aktuelt gældende morarente, der er fastsat efter rentelovens § 5.

Stk. 4 A-kassen skal hver måned specificere tilskrevne renter, jf. § 18, stk. 1, 1. pkt. Hvis medlemmet tilbagebetaler lånet med tilskrevne renter helt eller delvist før lånet er oversendt til Udbetaling Danmark, skal a-kassen også specificere de betalte beløb. Oplysningerne skal opstilles på en standardblanket, der udarbejdes af styrelsen, med mindre styrelsen har godkendt andet.

§ 20

Hvis a-kassen modtager afdrag på lån og betalinger af renter, jf. § 18, stk. 1, men administrationen af lån mv. er oversendt til Udbetaling Danmark, skal a-kassen straks overføre beløbet til Udbetaling Danmark.

§ 21

Ved regnskabsårets udgang skal a-kassen udarbejde specifikationer over lån og renter, der ikke er oversendt til Udbetaling Danmark. Specifikationerne opstilles i cpr-nr.-orden og skal som minimum indeholde de i § 18, stk. 1 anførte oplysninger, herunder også lån, som er indgået og tilbagebetalt i det forløbne regnskabsår. A-kassens eventuelle bemærkninger kan tilføjes på specifikationen.