Bekendtgørelse om krav til a-kassernes kontrol og administration Kapitel 1

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 150 af 20. februar 2019,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 88 af 28. januar 2020 og bekendtgørelse nr. 2102 af 14. december 2020

Kapitel 1 Anvendelsesområde og formål
§ 1

Bekendtgørelsen fastsætter kravene til a-kassernes anvendelse af og udstilling af data og andre oplysninger til brug for administrationen. Videre fastlægges kravene til a-kassernes egenkontrol, krav til udbetalingstilrettelæggelsen og øvrige administration samt krav til a-kassernes afrapporteringer til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.

§ 2

Bekendtgørelsens formål er at fastsætte rammer og mindstemål for kravene til a-kassernes administration og kontrol, således at udbetalinger sker på korrekt grundlag, at fejludbetalinger undgås eller begrænses, og det enkelte medlems retssikkerhed tilgodeses bedst mulig.

Generelle krav til a-kassernes it-anvendelse
§ 3

A-kassernes administration skal i videst mulig omfang basere sig på registre og elektronisk sagsbehandling.

Stk. 2 A-kasserne skal i videst mulig omfang benytte data fra indkomstregisteret, CPR og CVR, herunder oplysninger om aktuelle og tidligere ejerforhold af virksomheder, samt andre registre, som stilles til rådighed af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.

Stk. 3 A-kasserne skal i videst muligt omfang benytte data fra SKAT’s Generelle Udstillings Løsning, kaldet GUL for medlemmer med selvstændig virksomhed om

  • 1) momsangivelser,

  • 2) B-indkomst, hvoraf der skal betales arbejdsmarkedsbidrag, og som ikke er oplyst til indkomstregisteret, og

  • 3) over- eller underskud ved selvstændig virksomhed på årsopgørelsen.