Bekendtgørelse om kompetencekrav og krav til godt omdømme for ansatte i forsikringsselskaber, genforsikringsselskaber og ansatte hos en forsikringsformidler og en genforsikringsformidler § 5

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1113 af 02. juni 2021

Dokumentation
§ 5

Virksomheden skal sikre, at virksomhedens ansatte, der udøver forsikringsdistribution, har bestået en prøve, der dokumenterer, at de ansatte besidder de fornødne kompetencer indenfor det arbejdsområde, de varetager, jf. § 4, stk. 2, nr. 1-8, samt § 4, stk. 3 og 4. Prøven skal bestås, inden den ansatte begynder at udøve forsikringsdistribution indenfor det pågældende arbejdsområde.

Stk. 2 Har en ansat ikke erhvervet de nødvendige kompetencer, jf. § 4, stk. 2, nr. 1-8, eller § 4, stk. 3 og 4, kan den pågældende kun udøve forsikringsdistribution under opsyn. En ansat kan være under opsyn indenfor samme arbejdsområde i op til fem år forudsat, at den pågældende indenfor denne periode forsøger at bestå den relevante prøve. Vælger en ansat ikke at forsøge at bestå den relevante prøve, kan den pågældende udøve forsikringsdistribution under opsyn i en periode på tre år indenfor ét arbejdsområde.

Stk. 3 Virksomheden skal sikre, at omfanget og intensiteten af opsynet, jf. stk. 2, afspejler de kvalifikationer og den erfaring, som den ansatte, der er under opsyn, besidder. Den eller de personer i virksomheden, der fører opsyn med en ansat, der ikke har opnået de nødvendige kompetencer, skal selv have opnået de nødvendige kompetencer indenfor det arbejdsområde, der føres opsyn med, ligesom den pågældende skal have færdigheder og ressourcer til at handle som en kompetent tilsynsførende.

Stk. 4 En ansat, der tre gange ikke har bestået en prøve, må først gå op til tilsvarende prøve ét år efter seneste forsøg.

Stk. 5 En ansat, der har bestået en prøve, jf. stk. 1, eller som er omfattet af overgangsordningen i § 13, stk. 5, stk. 7 eller stk. 8, men som herefter ikke har udøvet forsikringsdistribution i en sammenhængende periode på mellem 3-10 år, skal bestå den seneste efteruddannelsesprøve, jf. § 7, indenfor det relevante arbejdsområde, før den pågældende må udøve forsikringsdistribution på ny.

Stk. 6 En ansat, der har bestået en prøve, jf. stk. 1, eller som er omfattet af overgangsordningen i § 13, stk. 5, stk. 7 eller stk. 8, men som herefter ikke har udøvet forsikringsdistribution i en sammenhængende periode på mere end 10 år, skal bestå den relevante prøve på ny, før den pågældende må udøve forsikringsdistribution på ny.