Bekendtgørelse om kompensationsordning for den folkeoplysende voksenundervisning (aftenskoler), daghøjskoler og Folkeuniversitet Kapitel 2

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1722 af 24. november 2020,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 25 af 07. januar 2023

Kapitel 2 Kompensationsopgørelse og efterregulering
§ 5

Slots- og Kulturstyrelsen fører efter kompensationsperioden, jf. § 1, stk. 2, kontrol over de udbetalte kompensationer i puljen.

Stk. 2 Der skal på Slots- og Kulturstyrelsens anmodning til brug for kontrol, jf. § 4, indsendes en kompensationsopgørelse, jf. § 6, for den tabte deltagerbetaling og for de eventuelt afholdte ekstra udgifter og ekstra udgifter til administration, der vedrører kompensationsperioden.

Stk. 3 På baggrund af den indsendte dokumentation efter stk. 2, kan Slots- og Kulturstyrelsen foretage en efterregulering med det med formål enten at supplere den udbetalte kompensation eller reducere den udbetalte kompensation.

Stk. 4 I tilfælde af en reduktion af den udbetalte kompensation, anmoder Slots- og Kulturstyrelsen om tilbagebetaling af den del af den udbetalte kompensation, som overstiger den berettigede kompensation.

Stk. 5 Slots- og Kulturstyrelsen kan endvidere kræve helt eller delvis tilbagebetaling af kompensation, såfremt kriterierne for tildelingen af kompensation ikke er opfyldt.

§ 6

For kompensation på 100.000 kr. eller derunder aflægger kompensationsmodtageren, jf. § 5, stk. 2, til Slots- og Kulturstyrelsen en endelig opgørelse over de midler, som der er søgt om kompensation for. Kompensationsmodtageren skal desuden afgive en erklæring på tro og love om, at opgørelsen er korrekt, og at kompensationen ydes til afholdte, påbegyndte og/eller allerede planlagte kurser og aktiviteter, samt at den tabte deltagerbetaling og/eller de ekstra udgifter ikke er dækket af andre indtægter, herunder offentlige Covid-19-hjælpepakker eller andre offentlige tilskud. Slots- og Kulturstyrelsen kan som led i en stikprøvekontrol kræve, at kompensationsmodtagerne, jf. pkt. 1 skal indsende dokumentation for, at kurserne eller aktiviteterne har været afholdt, påbegyndt og/eller, at de har været planlagt.

Stk. 2 For kompensation på mere end 100.000 kr. og på højst 500.000 kr. aflægger kompensationsmodtageren, jf. § 5, stk. 2, en kompensationsopgørelse over for Slots-og Kulturstyrelsen. Kompensationsopgørelsen skal være gennemgået og underskrevet af en regnskabskyndig person, eller revideret af en godkendt revisor eller af et revisionsorgan, der udfører revision for kommuner eller regioner.

Stk. 3 For kompensation på mere end 500.000 kr. aflægger kompensationsmodtageren, jf. § 5, stk. 2, en kompensationsopgørelse over for Slots- og Kulturstyrelsen. Kompensationsopgørelsen skal være revideret af en godkendt revisor eller af et revisionsorgan, der udfører revision for kommuner eller regioner.

§ 7

Ved gennemgangen eller revisionen efter § 6, stk. 2 og 3 skal det efterprøves, om kompensationsopgørelsen i alle væsentlige henseender er rigtig, dvs. udarbejdet i overensstemmelse med Slots- og Kulturstyrelsen retningslinjer, herunder om opgørelsen af tabt deltagerbetaling, ekstra udgifter og ekstra udgifter til administration er i overensstemmelse med denne bekendtgørelse, jf. § 1, stk. 1.

Stk. 2 Revisionen af kompensationsopgørelsen efter § 6, stk. 3 skal foretages i overensstemmelse med de internationale standarder om revision (ISA) og de yderligere krav, der er gældende i Danmark.

Stk. 3 Kompensationsmodtageren skal til brug for gennemgangen eller revisionen, efter stk. 1, afgive de oplysninger, som må anses af betydning for bedømmelsen af den fremlagte dokumentation. Kompensationsmodtageren skal give den regnskabskyndige person eller revisoren adgang til at foretage de undersøgelser, som denne finder nødvendig for sin vurdering af dokumentationen og skal sørge for, at denne får de oplysninger og den bistand, som denne finder nødvendig for udførelsen af sit hverv.