Bekendtgørelse om kompensation for tab ved aflysning af større kultur- og idrætsarrangementer fra marts til august 2020 som følge af COVID-19-afværgeforanstaltninger Kapitel 6

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 836 af 11. juni 2020,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 54 af 16. januar 2021, bekendtgørelse nr. 358 af 05. marts 2021, bekendtgørelse nr. 2376 af 06. december 2021 og bekendtgørelse nr. 21 af 07. januar 2023

Kapitel 6 Kontrol og sanktioner
Tilbagebetaling af kompensation
§ 14

Arrangøren skal underrette Slots- og Kulturstyrelsen, såfremt forudsætningerne for modtagelse af kompensation efter denne bekendtgørelse har ændret sig, herunder hvis arrangementet, der er opnået kompensation for, afholdes inden for et år efter planlagt afholdelse i samme eller en anden juridisk enhed med en eller flere af de samme reelle ejere.

Stk. 2 Arrangøren skal endvidere på forlangende udlevere øvrige oplysninger til Slots- og Kulturstyrelsen med henblik på efterfølgende kontrol af den udbetalte kompensation.

Stk. 3 Slots- og Kulturstyrelsen kan i forbindelse med den efterfølgende kontrol af § 6, vedrørende skatteforhold, udbede sig den fornødne dokumentation.

Stk. 4 Slots- og Kulturstyrelsen kan i forbindelse med den efterfølgende kontrol af udbetalt kompensation pålægge arrangøren at anvende revisorbistand fra en godkendt uafhængig revisor.

Stk. 5 Der ydes godtgørelse for 80 pct. af udgifterne til revisorbistanden efter stk. 4, dog maksimalt 16.000 kr. ekskl. moms.

Stk. 6 Retten til godtgørelse efter stk. 5 bortfalder, og allerede udbetalt godtgørelse skal fuldt ud tilbagebetales, hvis arrangøren endeligt dømmes for misbrug af kompensationsordningen.

Stk. 7 Slots- og Kulturstyrelsen træffer på baggrund af de udleverede oplysninger i stk. 1-4, afgørelse om hel eller delvis tilbagebetaling af kompensation, hvis det viser sig, at forudsætningerne for udbetalingen har ændret sig, herunder hvis arrangøren har modtaget kompensation for udgifter, som arrangøren ikke har afholdt eller efterfølgende afholder.

Stk. 8 Slots- og Kulturstyrelsen træffer endvidere afgørelse om tilbagebetaling af kompensation, hvis arrangøren har afgivet urigtige eller vildledende oplysninger eller har fortiet oplysninger af betydning for sagens afgørelse.

Stk. 9 Opstår der flere krav om tilbagebetaling af kompensation til samme modtager, kan disse lægges sammen og kræves tilbagebetalt som ét samlet tilbagebetalingskrav. Stiftelsestidspunkt for det samlede tilbagebetalingskrav er sammenfaldende med datoen for Slots- og Kulturstyrelsens seneste udbetaling til NemKonto af kompensation for den kompensationsperiode, tilbagebetalingskravet dækker over.

Stk. 10 Såfremt den efterfølgende kontrol efter dette kapitel resulterer i et tilbagebetalingskrav, og arrangøren er berettiget til revisorgodtgørelse efter stk. 5, foretager Slots- og Kulturstyrelsen modreg-ning af revisorgodtgørelsen i det samlede tilbagebetalingskrav, jf. stk. 9.

Stk. 11 Slots- og Kulturstyrelsen træffer ikke afgørelse om tilbagebetaling af kompensation efter dette kapitel, hvis arrangøren skal tilbagebetale mindre end 200 kr. af den allerede udbetalte kompensation.