14 dages gratis

Prøveabonnement

- og meget mere...
x

Hej eLOV bruger,
Jeg er lov-uglen, og jeg vil nu guide dig igennem vores vigtigste features.
Skriv et paragrafnummer og tryk enter for at springe direkte til paragraffen Hold din mus henover en krydshenvisning for at se teksten der henvises til.
Hvis du klikker på krydshenvisningen, flyttes tekstboksen ud til højre, og du kan flytte rundt på den
Klik på taleboble-ikonet for at tilgå features til bestemmelsen. Du kan se forarbejderne til specifikke bestemmelser. Her kan du se, at § 2 er blevet ændret af 5 forskellige love og ændringslove. Du kan se teksten fra lovforslaget som fremsat, og teksten som vedtaget. Du kan se, hvordan ordlyden blev ændret under behandlingen af lovforslaget. Her ser du de specifikke bemærkninger til ændringen med lovgivers motiver. Du får dermed de vigtigste fortolkningsbidrag ved hånden. Du kan let finde bekendtgørelserne der, hvor de hjemles. Med vores backlinks har vi fundet de bestemmelser, der linker til den bestemmelse, du læser. Her kan du se en video med præsentation af flere features.
Du kan også købe abonnement, så du får adgang til alle features.

0 / -
næste
slå fra

Bekendtgørelse om kompensation for tab ved aflysning af større kultur- og idrætsarrangementer som følge af COVID-19-afværgeforanstaltninger

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen bygger på bekendtgørelse nr. 836 af 11. juni 2020, og er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om kompensation for tab ved aflysning af større kultur- og idrætsarrangementer som følge af COVID-19-afværgeforanstaltninger

I medfør af akt nr. 189 af 4. juni 2020 fastsættes:

Der er ingen senere ændringer til denne bekendtgørelse.
Vi har kontrolleret for ændringer den 26. september 2020

  • Ændringsbekendtgørelsen er implementeret i den konsoliderede bekendtgørelse
  • Ændringsbekendtgørelsen er delvist implementeret i den konsoliderede bekendtgørelse
  • Ændringsbekendtgørelsen er endnu ikke implementeret i den konsoliderede bekendtgørelse

Kapitel 1

Bekendtgørelsens anvendelsesområde

§1 Efter denne bekendtgørelse ydes kompensation for tab ved aflysning eller udskydelse af kultur- og idrætsarrangementer med et forventet deltagerantal på mere end 350 personer samtidigt, eller hvor betingelserne for afvikling af sådanne arrangementer er væsentligt ændret, som følge af foranstaltninger, som har været nødvendige for at forebygge eller inddæmme udbredelse af Coronavirussygdom (COVID-19).

Stk. 2 Der ydes kompensation til arrangører, hvor statslige, regionale eller kommunale tilskud til drift udgør halvdelen eller mere og forventes vedvarende at dække halvdelen eller mere af arrangørens ordinære driftsudgifter, samt til arrangører uanset hvor stor en andel det offentlige tilskud til drift udgør, såfremt arrangøren er et kommunalt spillested, jf. § 4, nr. 10.

Stk. 3 Kompensationsordningen, jf. stk. 1, gælder alene for kultur- og idrætsarrangementer, der har været planlagt til afholdelse i Danmark i perioden fra og med den 6. marts 2020 til og med den 31. august 2020.

Stk. 4 Retten til kompensation, jf. stk. 1 og 2, tilkommer arrangøren, jf. § 4, nr. 3.

Stk. 5 Retten til kompensation, jf. stk. 1 og 2, gælder uanset om deltagelse i arrangementet har været betinget af betaling.

§2 Arrangører, jf. § 4, nr. 3, som er organer inden for den offentlige forvaltning, jf. § 4, nr. 6, er ikke omfattet af kompensationsordningen efter reglerne i denne bekendtgørelse, jf. dog § 1, stk. 2.

Stk. 2 TV 2 er ikke omfattet af kompensationsordningen efter reglerne i denne bekendtgørelse.

§3 Arrangører af landsindsamlinger er ligeledes ikke omfattet af kompensationsordningen efter reglerne i denne bekendtgørelse, i den udstrækning der søges om kompensation til selve landsindsamlingen.

Kapitel 2

Definitioner

§4 I denne bekendtgørelse forstås ved:

  • 1) Tab: Underskuddet for det pågældende arrangement (udgifter fratrukket indtægter). Der skal senest den 5. april 2020 været indgået bindende aftale om de udgifter, der medtages i tabsopgørelsen.

  • 2) Arrangementer: Enkeltstående begivenheder i Danmark, der er enestående i deres indholds- og/eller formidlingsmæssige udtryk fra gang til gang, og som er planlagt til at finde sted mindre hyppigt end dagligt (højest hver anden dag) eller dagligt i en afgrænset periode af op til fire ugers varighed. Perioden på op til fire uger gælder for hver lokation, hvor et arrangement afholdes. Arrangementet skal have været åbent for offentlig tilmelding og deltagelse og have haft et forventet deltagerantal på mere end 350 personer samtidigt.

  • 3) Arrangør: En selvejende institution, fond, forening eller lignende der inden den 6. marts 2020 er registreret i Det Centrale Virksomhedsregister, og er hovedansvarlig for forberedelsen af et arrangement.

  • 4) Kunstner: Scenekunstnere, musikere, sportshold og andre personer eller persongrupper, som er den direkte årsag til arrangementets afholdelse.

  • 5) Væsentligt ændret: At arrangementet afvikles med væsentligt færre eller helt uden deltagere/tilskuere, end det var dokumenterbart planlagt til, før der blev iværksat foranstaltninger, som har været nødvendige for at forebygge eller inddæmme udbredelse af Coronavirussygdom (COVID-19).

  • 6) Organer inden for den offentlige forvaltning: Statslige myndigheder og statsfinansierede selvejende institutioner, der er omfattet af § 2, stk. 1, nr. 1 og 2, i bekendtgørelse om statens regnskabsvæsen mv., kommuner og regioner, kommunale og regionale organisationer og selskaber mv., som er oprettet i henhold til lov om kommunernes styrelse, kommunale institutioner, der er registreret under en kommunes CVR-nummer, selvstændige offentlige virksomheder og Danmarks Radio.

  • 7) Tilskud til drift: Den andel af offentlige tilskud som institutionen anvender til at dække ordinære driftsudgifter. Tilskud til drift omfatter ikkeoffentlige køb af varer og ydelser samt anlægstilskud.

  • 8) Ordinære driftsudgifter: Alle udgifter, der ikke er ekstraordinære, f.eks. lønninger og personale- og rejseomkostninger, husleje m.v., af- og nedskrivninger, udgifter til vedligeholdelse af bygninger og andre anlægsaktiver, ejendomsskatter, udgifter til revision og telefoni samt renteomkostninger.

  • 9) Vedvarende dækker ordinære driftsudgifter: Tilskud til drift, der med forbehold for vedtagelsen af årlige bevillingslove m.v. i staten og årlige budgetgodkendelser i kommuner og regioner forventes ydet tidsubegrænset eller i en periode på mindst 3 på hinanden følgende regnskabsår.

  • 10) Kommunale spillesteder: Spillesteder, herunder Musikhuset Aarhus, Værket Randers, Vejle Musikteater, Kulturværftet Helsingør, samt Musikteatret Albertslund og Ringsted Kongrescenter, som i perioden 6. marts 2020 til og med den 31. august 2020 er registreret på et kommunalt CVR-nummer i Det Centrale Virksomhedsregister, som har kapacitet til at afholde arrangementer for mere end 350 personer samtidig.

  • 11) Kultur- og idrætsarrangementer: Arrangementer, hvor hovedformålet med afholdelsen er kultur, kunst eller idræt. Madfestivaller og blomsterfestivaller mv. vil ikke være omfattet.

Kapitel 3

Kompensationsberettiget tab

§5 Arrangøren kompenseres for tab, jf. § 4, nr. 1, som påviseligt er direkte relateret til aflysningen, udskydelsen eller den væsentlige ændring, og som arrangøren ikke kunne afværge.

Stk. 2 Udbetaling af kompensation sker på baggrund af en opgørelse af arrangementets underskud, som baserer sig på arrangementets indtægter og udgifter. Det er muligt at medregne direkte udgifter såvel som en begrundet forholdsmæssig andel af arrangørens indirekte udgifter. I så fald medtages også en forholdsmæssig andel af arrangørens indirekte indtægter.

Stk. 3 Der ydes ikke kompensation for udgifter, som godtgøres arrangøren på anden vis, herunder ved forsikring, anden statslig kompensationsordning eller øvrige indtægter, som kan henføres til arrangementet og oppebæres uanset arrangements gennemførelse. Der kan kun medtages afskrivninger for materialer (herunder instrumenter og udstyr), der er direkte henførbare til arrangementet. Afskrivningerne beregnes efter reglerne i årsregnskabsloven.

Stk. 4 Der ydes ikke kompensation for tabte indtægter, som arrangøren ikke er kontraktuelt forpligtet til at tilbagebetale.

Kapitel 4

Betingelser for at modtage kompensation

§6 Retten til kompensation efter reglerne i denne bekendtgørelse er betinget af, at arrangøren for indkomståret 2020 har betalt eller vil betale den skat, som arrangøren er forpligtet til i henhold til gældende internationale aftaler og nationale regler. Det indebærer, at retten til kompensation er betinget af, at arrangøren ikke er skattemæssigt hjemmehørende i et land, som optræder på EU’s liste over ikke-samarbejdsvillige skattejurisdiktioner. Retten til kompensation er endvidere betinget af, at en legal ejer, der har kontrol med arrangøren, f.eks. som følge af besiddelse af en ejerandel på mindst 25 pct., ikke er skattemæssigt hjemmehørende i et land, som optræder på EU’s liste over ikke-samarbejdsvillige skattejurisdiktioner. Betingelsen i 3. pkt finder tilsvarende anvendelse for det øverste danske moderselskab i en eventuel dansk sambeskatning, hvori arrangøren indgår.

Stk. 2 Såfremt arrangøren indirekte kontrolleres af en fysisk eller juridisk person, der er skattemæssigt hjemmehørende i et land, som optræder på EU’s liste over ikke-samarbejdsvillige skattejurisdiktioner, er retten til kompensation betinget af, at der ikke er blevet indsat mellemliggende selskaber i ejerskabsstrukturen mellem arrangøren og den pågældende fysiske eller juridiske person med opfyldelse af betingelsen i stk. 1, som hovedformål eller et af hovedformålene.

§7 Kompensationen må ikke bidrage til et overskud hos arrangøren relateret til arrangementet.

§8 Det er en forudsætning for ydelse af kompensationen, at arrangøren ikke har ændret regnskabspraksis i forhold til tidligere år, herunder ikke har ændret periodiseringsprincipper, tilbageført indtægter eller medtaget omkostninger, som ikke knytter sig til arrangementet eller regnskabsåret.

Stk. 2 Slots- og Kulturstyrelsen kan dispensere fra stk. 2, såfremt arrangøren kan sandsynliggøre, at regnskabspraksis eller periodiseringsprincipper mv. ikke er ændret med det formål at opnå mere i kompensation fra kompensationsordningen efter denne bekendtgørelse.

Kapitel 5

Ansøgning og dokumentation

§9 Ansøgning om udbetaling af kompensation indsendes til Slots- og Kulturstyrelsen via digital løsning (blanket, samt bilag udfyldt i Slots- og Kulturstyrelsens skabeloner), som tilgås via SLKS.dk senest 31. december 2020.

Stk. 2 Blanketten vedlægges dokumentation, som er foreskrevet i § 10.

Stk. 3 Arrangører af flere arrangementer, der søges kompenseret efter denne bekendtgørelse, kan ansøge om et, flere eller alle arrangementer i en ansøgning, jf. dog § 11 stk. 1.

§10 Arrangøren skal på forlangende i ansøgningsblanketten, jf. § 9, stk. 1, eller på forespørgsel fra Slots- og Kulturstyrelsen indsende dokumentation for bl.a.:

  • 1) at arrangementet, der er blevet aflyst, udskudt eller væsentligt ændret, skulle have været afholdt i Danmark i perioden fra og med den 6. marts til og med den 31. august 2020,

  • 2) arrangementets forventede deltagerantal, jf. § 4, nr. 2,

  • 3) at muligheden for offentlig deltagelse i arrangementet har været offentligt kendt inden arrangementets afholdelse og senest den 6. april 2020, med mindre arrangøren senest siden den 5. april 2020 har været kontraktuelt forpligtet til ikke at offentliggøre arrangementet før tidligst den 6. april 2020, jf. § 4, nr. 1 og 2,

  • 4) at arrangørens tab ikke kan kompenseres via arrangørens egen forsikring,

  • 5) at de medregnede direkte udgifter er afholdt, eller at arrangøren er forpligtet til at afholde dem, og at udgifterne vedrører og ville være finansieret af indtægter fra det pågældende arrangement,

  • 6) at de medregnede indirekte udgifter er opgjort som en begrundet andel baseret på almindelige forholdsmæssige fordelingsnøgler. Ved vurdering af den forholdsmæssige andel skal det bl.a. tages med i betragtning, om det – f.eks. ved sammenligning med tidligere lignende arrangementer – er sandsynliggjort, at indtægten ved arrangementet ville have finansieret de udgifter, som medregnes,

  • 7) betaling af eventuelt honorar til kunstnere, som arrangøren søger kompensation for, og

  • 8) at billetter mv. solgt i forsalg, som arrangøren søger kompensation for, er refunderet.

Stk. 2 Dokumentation for udgifter efter nr. 7, skal ledsages af dokumentation for, at arrangøren aftaleretligt har været forpligtet til at afholde de pågældende udgifter ved aflysning, udskydelse eller anden væsentlig ændring af arrangementet.

Stk. 3 Ansøger skal på tro og love erklære, at de afgivne oplysninger i ansøgningen er korrekte. Erklæringen skal underskrives af arrangørens ledelse.

Stk. 4 Ansøger skal i ansøgningen på tro og love endvidere erklære, at arrangøren for indkomståret 2020 har betalt eller vil betale den skat, som den er forpligtet til i henhold til gældende internationale aftaler og nationale regler, jf. § 6, og at ejerskabsstrukturen ikke er blevet tilrettelagt med opfyldelse af betingelsen i § 6, stk. 1, jf. § 6, stk. 2, som hovedformål eller et af hovedformålene.

Stk. 5 Slots- og Kulturstyrelsen kan meddele administrativt afslag på ansøgninger om kompensation, når oplysningerne i tilknytning til ansøgningen må anses som mangelfulde eller ikke-retvisende, samt når den dokumentation, der er fremsendt som bilag til ansøgningen, er utilstrækkelig.

Stk. 6 I de tilfælde, hvor Slots- og Kulturstyrelsen meddeler administrativt afslag efter stk. 5, kan ansøger indsende en fornyet ansøgning med de fornødne oplysninger og den påkrævede dokumentation.

§11 Ansøgninger om kompensation, der overstiger 500.000 kr. for samme arrangør, skal ledsages af en erklæring, udarbejdet af en uafhængig, godkendt revisor. Dette gælder også, såfremt flere ansøgninger fra samme arrangør tilsammen overstiger 500.000 kr.

Stk. 2 Slots- og Kulturstyrelsen fastsætter nærmere retningslinjer for revisors arbejde, jf. stk. 1.

Stk. 3 Den, der afgiver en erklæring efter stk. 1., skal i erklæringen bekræfte at være uafhængig af arrangøren.

Stk. 4 Der kan ydes kompensation for rimelige og dokumenterbare udgifter op til 30.000 kr. til udarbejdelse af en erklæring efter stk. 1, såfremt ansøgningen udløser kompensation.

§12 Slots- og Kulturstyrelsen kan i forbindelse med behandlingen af de indsendte ansøgninger indhente oplysninger fra andre offentlige myndigheder, samt relevante offentlige registre mv.

Stk. 2 Slots- og Kulturstyrelsen kan i forbindelse med kontrollen af § 6, vedrørende skatteforhold, udbede sig den fornødne dokumentation.

Stk. 3 Slots- og Kulturstyrelsen kan udtage ansøgninger af særlig karakter, herunder hvor der ansøges om et højt kompensationsbeløb i forhold til ansøgers størrelse og omsætning, og ansøgninger, hvor der vurderes at være en særlig risiko for, at ansøger ikke er berettiget til den ansøgte kompensation, eksempelvis ved atypiske forhold omkring kompensationsgrundlaget, til udvidet sagsbehandling.

Stk. 4 Slots- og Kulturstyrelsen kan pålægge enhver, der i medfør af stk. 3 udtages til udvidet sagsbehandling, at udlevere supplerende oplysninger og dokumentation til brug for afgørelsen.

Stk. 5 Slots- og Kulturstyrelsen kan i særlige tilfælde, herunder i særligt komplicerede sager eller, hvor der i øvrigt er særligt behov for kvalitetssikring af dokumentationen, pålægge ansøgere, der i medfør af stk. 3, udtages til udvidet sagsbehandling, at anvende bistand fra en uafhængig, godkendt revisor.

Stk. 6 Slots- og Kulturstyrelsen fastsætter i forbindelse med indhentelse af oplysninger efter stk. 4 og 5 en frist for indsendelse af oplysningerne.

Stk. 7 Der kan alene udbetales kompensation, når kompensationsgrundlaget er dokumenteret i fornødent omfang og inden for den af Slots- og Kulturstyrelsen fastsatte frist, jf. stk. 6.

§13 Udbetaling af kompensation
Udbetaling af kompensation vil ske direkte til arrangøren, når de i bekendtgørelsen fastsatte krav til dokumentation for tab mv. er godkendt af Slots- og Kulturstyrelsen. Der udbetales ikke kompensation for tab, hvor den fremsendte dokumentation er utilstrækkelig, jf. § 12, stk. 7.

Stk. 2 Slots- og Kulturstyrelsen kan nedsætte kompensationen, hvis arrangøren ikke har iagttaget sin tabsbegrænsningspligt, jf. § 5, stk. 1.

Stk. 3 Udbetaling af kompensation sker direkte til arrangørens NemKonto.

Stk. 4 Kompensationen kan udbetales forud for udgifternes faktiske afholdelse.

Kapitel 6

Kontrol og sanktioner

§14 Tilbagebetaling af kompensation
Arrangøren skal underrette Slots- og Kulturstyrelsen, såfremt forudsætningerne for modtagelse af kompensation efter denne bekendtgørelse har ændret sig, herunder hvis arrangementet, der er opnået kompensation for, afholdes inden for et år efter planlagt afholdelse i samme eller en anden juridisk enhed med en eller flere af de samme reelle ejere.

Stk. 2 Arrangøren skal endvidere på forlangende udlevere øvrige oplysninger til Slots- og Kulturstyrelsen med henblik på efterfølgende kontrol af den udbetalte kompensation.

Stk. 3 Slots- og Kulturstyrelsen kan i forbindelse med den efterfølgende kontrol af § 6, vedrørende skatteforhold, udbede sig den fornødne dokumentation.

Stk. 4 Slots- og Kulturstyrelsen træffer på baggrund af de udleverede oplysninger i stk. 1 -3, afgørelse om hel eller delvis tilbagebetaling af kompensation, hvis det viser sig, at forudsætningerne for udbetalingen har ændret sig, herunder hvis arrangøren har modtaget kompensation for udgifter, som arrangøren ikke har afholdt eller efterfølgende afholder.

Stk. 5 Slots- og Kulturstyrelsen træffer endvidere afgørelse om tilbagebetaling af kompensation, hvis arrangøren har afgivet urigtige eller vildledende oplysninger eller har fortiet oplysninger af betydning for sagens afgørelse.

Kapitel 7

Klage og ikrafttræden

§15 Klageadgang
Slots- og Kulturstyrelsens afgørelser i henhold til denne bekendtgørelse kan påklages til Kulturministeriet. Klagefristen er fire uger fra den dag, hvor afgørelsen er meddelt den pågældende ansøger.

Stk. 2 Klagen skal rettes til Slots- og Kulturstyrelsen, som videresender klagen med sagens materiale og en udtalelse til Kulturministeriet.

§16 Ikrafttrædelse
Bekendtgørelsen træder i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende.

profile photo
Profilside