Bekendtgørelse om kompensation for tab ved aflysning af større kultur- og idrætsarrangementer fra september 2020 til og med april 2021 som følge af COVID-19-afværgeforanstaltninger § 1

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 51 af 16. januar 2021,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 736 af 24. april 2021, bekendtgørelse nr. 1536 af 29. juni 2021, bekendtgørelse nr. 2410 af 06. december 2021, bekendtgørelse nr. 297 af 08. marts 2022 og bekendtgørelse nr. 18 af 07. januar 2023

§ 1

Efter denne bekendtgørelse ydes kompensation for tab ved aflysning eller udskydelse af arrangementer med et forventet deltagerantal på mere end 350 personer samtidigt, eller hvor betingelserne for afvikling af sådanne arrangementer er væsentligt ændret, som følge af foranstaltninger, som har været nødvendige for at forebygge eller inddæmme udbredelse af Coronavirussygdom (COVID-19).

Stk. 2 Der ydes kompensation til arrangører, hvor statslige, regionale eller kommunale tilskud til drift udgør halvdelen eller mere og forventes vedvarende at dække halvdelen eller mere af arrangørens ordinære driftsudgifter, samt til arrangører uanset hvor stor en andel det offentlige tilskud til drift udgør, såfremt arrangøren er et kommunalt spillested, jf. § 4, nr. 10.

Stk. 3 Kompensationsordningen, jf. stk. 1, gælder alene for kultur- og idrætsarrangementer, der har været planlagt til afholdelse i Danmark i perioden fra og med den 1. september 2020 til og med den 30. april 2021.

Stk. 4 Retten til kompensation, jf. stk. 1 og 2, tilkommer arrangøren, jf. § 4, nr. 3.

Stk. 5 Retten til kompensation, jf. stk. 1 og 2, gælder uanset om deltagelse i arrangementet har været betinget af betaling.