14 dages gratis

Prøveabonnement

- og meget mere...
x

Hej eLOV bruger,
Jeg er lov-uglen, og jeg vil nu guide dig igennem vores vigtigste features.
Skriv et paragrafnummer og tryk enter for at springe direkte til paragraffen Hold din mus henover en krydshenvisning for at se teksten der henvises til.
Hvis du klikker på krydshenvisningen, flyttes tekstboksen ud til højre, og du kan flytte rundt på den
Klik på taleboble-ikonet for at tilgå features til bestemmelsen. Du kan se forarbejderne til specifikke bestemmelser. Her kan du se, at § 2 er blevet ændret af 5 forskellige love og ændringslove. Du kan se teksten fra lovforslaget som fremsat, og teksten som vedtaget. Du kan se, hvordan ordlyden blev ændret under behandlingen af lovforslaget. Her ser du de specifikke bemærkninger til ændringen med lovgivers motiver. Du får dermed de vigtigste fortolkningsbidrag ved hånden. Du kan let finde bekendtgørelserne der, hvor de hjemles. Med vores backlinks har vi fundet de bestemmelser, der linker til den bestemmelse, du læser. Her kan du se en video med præsentation af flere features.
Du kan også købe abonnement, så du får adgang til alle features.

0 / -
næste
slå fra

Bekendtgørelse om kompensation for tab ved aflysning af større arrangementer som følge af COVID-19-afværgeforanstaltninger

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen bygger på bekendtgørelse nr. 792 af 08. juni 2020, og er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om kompensation for tab ved aflysning af større arrangementer som følge af COVID-19-afværgeforanstaltninger

I medfør af § 3, stk. 1, § 7, stk. 4, og § 23, stk. 3, i lov nr. 1518 af 18. december 2018 om erhvervsfremme, akt nr. 106 af 12. marts 2020 og akt nr. 189 af 4. juni 2020, fastsættes:

Der er ingen senere ændringer til denne bekendtgørelse.
Vi har kontrolleret for ændringer den 02. september 2020

  • Ændringsbekendtgørelsen er implementeret i den konsoliderede bekendtgørelse
  • Ændringsbekendtgørelsen er delvist implementeret i den konsoliderede bekendtgørelse
  • Ændringsbekendtgørelsen er endnu ikke implementeret i den konsoliderede bekendtgørelse

Kapitel 1

Bekendtgørelsens anvendelsesområde

§1 Efter denne bekendtgørelse ydes kompensation for tab ved aflysning eller udskydelse af arrangementer med et forventet deltagerantal på mere end 350 personer samtidigt, eller hvor betingelserne for afvikling af sådanne arrangementer er væsentligt ændret, som følge af foranstaltninger, som har været nødvendige for at forebygge eller inddæmme udbredelse af Coronavirussygdom (COVID-19).

Stk. 2 Kompensationsordningen, jf. stk. 1, gælder alene for arrangementer, der har været planlagt til afholdelse i Danmark i perioden fra og med den 6. marts 2020 til og med den 31. august 2020.

Stk. 3 Retten til kompensation, jf. stk. 1, tilkommer arrangøren, jf. § 4, nr. 3.

Stk. 4 Retten til kompensation, jf. stk. 1, gælder uanset om deltagelse i arrangementet har været betinget af betaling.

§2 Arrangører, jf. § 4, nr. 3, som er organer inden for den offentlige forvaltning, jf. § 4, nr. 6, er ikke omfattet af kompensationsordningen efter reglerne i denne bekendtgørelse.

§3 Arrangører af landsindsamlinger er ligeledes ikke omfattet af kompensationsordningen efter reglerne i denne bekendtgørelse, i den udstrækning der søges om kompensation til selve landsindsamlingen.

Kapitel 2

Definitioner

§4 I denne bekendtgørelse forstås ved:

  • 1) Tab: Underskuddet for det pågældende arrangement (udgifter fratrukket indtægter). Der skal senest den 5. april 2020 været indgået bindende aftale om de udgifter, der medtages i tabsopgørelsen.

  • 2) Arrangementer: Enkeltstående begivenheder i Danmark, der er enestående i deres indholds- og/eller formidlingsmæssige udtryk fra gang til gang, og som er planlagt til at finde sted mindre hyppigt end dagligt (højest hver anden dag) eller dagligt i en afgrænset periode af op til fire ugers varighed. Perioden på op til fire uger gælder for hver lokation, hvor et arrangement afholdes. Arrangementet skal have været åbent for offentlig tilmelding og deltagelse og have haft et forventet deltagerantal på mere end 350 personer samtidigt.

  • 3) Arrangør: En juridisk person, der inden den 6. marts 2020 er registreret i Det Centrale Virksomhedsregister, og som er hovedansvarlig for forberedelsen af et arrangement.

  • 4) Kunstner: Scenekunstnere, musikere, sportshold og andre personer eller persongrupper, som er den direkte årsag til arrangementets afholdelse.

  • 5) Væsentligt ændret: At arrangementet afvikles med væsentligt færre eller helt uden deltagere/tilskuere, end det var dokumenterbart planlagt til, før der blev iværksat foranstaltninger, som har været nødvendige for at forebygge eller inddæmme udbredelse af Coronavirussygdom (COVID-19).

  • 6) Organer inden for den offentlige forvaltning: Statslige myndigheder og statsfinansierede selvejende institutioner, der er omfattet af § 2, stk. 1, nr. 1 og 2, i bekendtgørelse om statens regnskabsvæsen mv., kommuner og regioner, kommunale og regionale organisationer og selskaber mv., som er oprettet i henhold til lov om kommunernes styrelse, samt institutioner hvor statslige, regionale eller kommunale tilskud til drift udgør over halvdelen og forventes vedvarende at dække halvdelen eller mere af institutionens ordinære driftsudgifter.

Kapitel 3

Kompensationsberettiget tab

§5 Arrangøren kompenseres for tab, jf. § 4, nr. 1, som påviseligt er direkte relateret til aflysningen, udskydelsen eller den væsentlige ændring, og som arrangøren ikke kunne afværge.

Stk. 2 Udbetaling af kompensation sker på baggrund af en opgørelse af arrangementets underskud, som baserer sig på arrangementets indtægter og udgifter. Det er muligt at medregne såvel direkte udgifter såvel som en begrundet forholdsmæssig andel af arrangørens indirekte udgifter. I så fald medtages også en forholdsmæssig andel af arrangørens indirekte indtægter.

Stk. 3 Der ydes ikke kompensation for udgifter, som godtgøres arrangøren på anden vis, herunder ved forsikring, anden statslig kompensationsordning eller øvrige indtægter, som kan henføres direkte til arrangementet og oppebæres uanset arrangements gennemførelse. Der kan kun medtages afskrivninger for materialer (herunder instrumenter og udstyr), der er direkte henførbare til arrangementet. Afskrivningerne beregnes efter reglerne i årsregnskabsloven.

Stk. 4 Retten til kompensation efter reglerne i denne bekendtgørelse er betinget af, at arrangøren for indkomståret 2020 har betalt eller vil betale den skat, som den er forpligtet til i henhold til gældende internationale aftaler og nationale regler. Det indebærer, at retten til kompensation er betinget af, at arrangøren ikke er skattemæssigt hjemmehørende i et land, som optræder på EU’s liste over ikke-samarbejdsvillige skattejurisdiktioner. Retten til kompensation er endvidere betinget af, at en legal ejer, der har kontrol med arrangøren, f.eks. som følge af besiddelse af en ejerandel på mindst 25 pct., ikke er skattemæssigt hjemmehørende i et land, som optræder på EU’s liste over ikke-samarbejdsvillige skattejurisdiktioner. Betingelsen i 3. pkt. finder tilsvarende anvendelse for det øverste danske moderselskab i en eventuel dansk sambeskatning, hvori arrangøren indgår.

Stk. 5 Såfremt arrangøren indirekte kontrolleres af en fysisk eller juridisk person, der er skattemæssigt hjemmehørende i et land, som optræder på EU’s liste over ikke-samarbejdsvillige skattejurisdiktioner, er retten til kompensation betinget af, at der ikke er blevet indsat mellemliggende selskaber i ejerskabsstrukturen mellem arrangøren og den pågældende fysiske eller juridiske person med opfyldelse af betingelsen i stk. 4, som hovedformål eller et af hovedformålene.

Stk. 6 Der ydes ikke kompensation for tabte indtægter, som arrangøren ikke er kontraktuelt forpligtet til at tilbagebetale.

§6 Kompensationen må ikke bidrage til et overskud hos arrangøren relateret til arrangementet.

Stk. 2 Det er en forudsætning for ydelse af kompensationen, at arrangøren ikke har ændret regnskabspraksis i forhold til tidligere år, herunder ikke har ændret periodiseringsprincipper, tilbageført indtægter eller medtaget omkostninger, som ikke knytter sig til arrangementet eller regnskabsåret.

Kapitel 4

Betingelser for at modtage kompensation

§7 Ansøgning og dokumentation
Ansøgning om udbetaling af kompensation indsendes til Erhvervsstyrelsen via en digital løsning (blanket), som tilgås via virksomhedsguiden.dk, senest den 31. december 2020.

Stk. 2 Blanketten vedlægges dokumentation som foreskrevet i § 8.

Stk. 3 Arrangører af flere arrangementer, der søges kompenseret efter denne bekendtgørelse, kan ansøge om et, flere eller alle arrangementer i en ansøgning, jf. dog § 9 stk. 1.

§8 Arrangøren skal på forlangende i ansøgningsblanketten, jf. § 7, stk. 1, eller på forespørgsel fra Erhvervsstyrelsen indsende dokumentation for bl.a. følgende:

  • 1) at arrangementet, der er blevet aflyst, udskudt eller væsentligt ændret, skulle have været afholdt i Danmark i perioden fra og med den 6. marts til og med den 31. august 2020,

  • 2) arrangementets forventede deltagerantal, jf. § 4, nr. 2,

  • 3) at muligheden for offentlig deltagelse i arrangementet har været offentligt kendt inden arrangementets afholdelse og senest den 6. april 2020, med mindre arrangøren senest siden den 5. april 2020 har været kontraktuelt forpligtet til ikke at offentliggøre arrangementet før tidligst den 6. april 2020, jf. § 4, stk. 1, nr. 1 og 2,

  • 4) at arrangørens tab ikke kan kompenseres via arrangørens egen forsikring,

  • 5) at de medregnede direkte udgifter er afholdt, eller at arrangøren er forpligtet til at afholde dem, og at udgifterne vedrører og ville være finansieret af indtægter fra det pågældende arrangement,

  • 6) at de medregnede indirekte udgifter er opgjort som en begrundet andel baseret på almindelige forholdsmæssige fordelingsnøgler. Ved vurdering af den forholdsmæssige andel skal det bl.a. tages med i betragtning, om det – f.eks. ved sammenligning med tidligere lignende arrangementer – er sandsynliggjort, at indtægten ved arrangementet ville have finansieret de udgifter, som medregnes,

  • 7) betaling af eventuelt honorar til kunstnere, som arrangøren søger kompensation for, og

  • 8) at billetter mv. solgt i forsalg, som arrangøren søger kompensation for, er refunderet.

Stk. 2 Dokumentation for udgifter efter nr. 7, skal ledsages af dokumentation for, at arrangøren aftaleretligt har været forpligtet til at afholde de pågældende udgifter ved aflysning, udskydelse eller anden væsentlig ændring af arrangementet.

Stk. 3 Ansøger skal i ansøgningen under strafansvar, jf. § 15, på tro og love erklære, at de afgivne oplysninger efter stk. 1 og 2 er korrekte. Erklæringen kan tilgås via den digitale løsning på Virksomhedsguiden.dk.

Stk. 4 Ansøger skal i ansøgningen under strafansvar, jf. § 15, på tro og love endvidere erklære, at arrangøren for indkomståret 2020 har betalt eller vil betale den skat, som den er forpligtet til i henhold til gældende internationale aftaler og nationale regler, jf. § 5, stk. 4, og at ejerskabsstrukturen ikke er blevet tilrettelagt med opfyldelse af betingelsen i § 5, stk. 4, jf. § 5, stk. 5, som hovedformål eller et af hovedformålene.

§9 Ansøgninger om kompensation, der overstiger 500.000 kr. for samme arrangør, skal ledsages af en erklæring, udarbejdet af en uafhængig, godkendt revisor. Dette gælder også såfremt flere ansøgninger fra samme arrangør tilsammen overstiger 500.000 kr.

Stk. 2 Erhvervsstyrelsen fastsætter nærmere retningslinjer for revisors arbejde, jf. stk. 1.

Stk. 3 Den, der afgiver en erklæring efter stk. 1., skal i erklæringen bekræfte at være uafhængig af arrangøren.

Stk. 4 Der kan ydes kompensation for rimelige og dokumenterbare udgifter op til 30.000 kr. til udarbejdelse af en erklæring efter stk. 1.

§10 Ansøgninger om kompensation på 500.000 og derunder for samme arrangører skal ledsages af en tro- og love-erklæring fra arrangørernes ledelse, som tilgås via den digitale løsning på virksomhedsguiden.dk, jf. § 7, stk. 1.

§11 Erhvervsstyrelsen kan til brug for behandlingen af ansøgninger indhente oplysninger fra andre offentlige myndigheder samt relevante offentlige registre mv., jf. lov om Erhvervsstyrelsens behandling af data.

Stk. 2 Erhvervsstyrelsen kan i forbindelse med kontrollen af § 5, stk. 4 og 5, vedrørende skatteforhold, udbede sig den fornødne dokumentation.

Stk. 3 Erhvervsstyrelsen kan udtage ansøgninger af særlig karakter, herunder hvor der ansøges om et højt kompensationsbeløb i forhold til ansøgers størrelse og omsætning, og ansøgninger, hvor der vurderes at være en særlig risiko for, at ansøger ikke er berettiget til den ansøgte kompensation, eksempelvis ved atypiske forhold omkring kompensationsgrundlaget, til udvidet sagsbehandling.

Stk. 4 Erhvervsstyrelsen kan pålægge enhver, der i medfør af stk. 3, udtages til udvidet sagsbehandling, at udlevere supplerende oplysninger og dokumentation til brug for afgørelsen.

Stk. 5 Erhvervsstyrelsen kan i særlige tilfælde, herunder i særligt komplicerede sager eller hvor der i øvrigt er særligt behov for kvalitetssikring af dokumentationen, pålægge ansøgere, der i medfør af stk. 3, udtages til udvidet sagsbehandling, at anvende bistand fra en uafhængig, godkendt revisor.

Stk. 6 Erhvervsstyrelsen fastsætter i forbindelse med indhentelse af oplysninger efter stk. 4 og 5 en frist for indsendelse af oplysningerne.

Stk. 7 Der kan alene udbetales kompensation, når kompensationsgrundlaget er dokumenteret i fornødent omfang og inden for den af Erhvervsstyrelsen fastsatte frist, jf. stk. 6.

§12 Udbetaling af kompensation
Udbetaling af kompensation vil ske direkte til arrangøren, når de i bekendtgørelsen fastsatte krav til dokumentation for tab mv. er godkendt af Erhvervsstyrelsen. Der udbetales ikke kompensation for tab, hvor den fremsendte dokumentation er utilstrækkelig, jf. § 11, stk. 7.

Stk. 2 Erhvervsstyrelsen kan nedsætte kompensationen, hvis arrangøren ikke har iagttaget sin tabsbegrænsningspligt, jf. § 4, nr. 1.

Stk. 3 Udbetaling af kompensation sker direkte til arrangørens NemKonto.

Stk. 4 Kompensationen kan udbetales forud for udgifternes faktiske afholdelse.

Kapitel 5

Kontrol og sanktioner

§13 Tilbagebetaling af kompensation
Arrangøren skal underrette Erhvervsstyrelsen, såfremt forudsætningerne for modtagelse af kompensation efter denne bekendtgørelse har ændret sig, herunder hvis arrangementet, der er opnået kompensation for, afholdes inden for et år efter planlagt afholdelse i samme eller en anden juridisk enhed med en eller flere af de samme reelle ejere.

Stk. 2 Arrangøren skal endvidere på forlangende udlevere øvrige oplysninger til Erhvervsstyrelsen med henblik på efterfølgende kontrol af den udbetalte kompensation.

Stk. 3 Erhvervsstyrelsen kan i forbindelse med den efterfølgende kontrol af § 5, stk. 4 og 5, vedrørende skatteforhold, udbede sig den fornødne dokumentation.

Stk. 4 Erhvervsstyrelsen træffer på baggrund af de udleverede oplysninger i stk. 1-3, afgørelse om hel eller delvis tilbagebetaling af kompensation, hvis det viser sig, at forudsætningerne for udbetalingen har ændret sig, herunder hvis arrangøren har modtaget kompensation for udgifter, som arrangøren ikke har afholdt eller efterfølgende afholder.

Stk. 5 Erhvervsstyrelsen træffer endvidere afgørelse om tilbagebetaling af kompensation, hvis arrangøren har afgivet urigtige eller vildledende oplysninger eller har fortiet oplysninger af betydning for sagens afgørelse.

Kapitel 6

Klage, straf og ikrafttræden

§14 Klageadgang
Erhvervsstyrelsens afgørelser i henhold til denne bekendtgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, jf. dog stk. 2.

Stk. 2 Afgørelser i henhold til denne bekendtgørelse, som vedrører frivillige foreninger, kan påklages til Erhvervsministeriet.

§15 Straf
Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der i forbindelse med en ansøgning og bevilling heraf, herunder om medfinansiering og tilskud m.v., afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger af betydning for en sags afgørelse.

Stk. 2 Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer), dog ikke frivillige foreninger, strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§16 Ikrafttrædelsen og overgangsbestemmelser
Bekendtgørelsen træder i kraft ved bekendtgørelse i Lovtidende.

Stk. 2 Bekendtgørelse nr. 233 af 18. marts 2020 om kompensation for tab ved aflysning af større arrangementer som følge af COVID-19-afværgeforanstaltninger ophæves, jf. dog stk. 5 og 6.

Stk. 3 Bekendtgørelsen finder anvendelse på ansøgninger modtaget fra og med den 20. marts 2020, hvori der ikke er truffet afgørelse, jf. dog stk. 4-7.

Stk. 4 Arrangører, der på ikrafttrædelsestidspunktet for denne bekendtgørelse, jf. stk. 1, har fået udbetalt kompensation efter bekendtgørelse nr. 233 af 18. marts 2020, kan ansøge om efterregulering af det udbetalte beløb efter denne bekendtgørelse.

Stk. 5 Bekendtgørelsens § 8, stk. 1, nr. 3, finder anvendelse for arrangementer, der skulle have være afholdt i Danmark fra og med 1. april 2020 til og med den 31. august 2020. For arrangementer, der skulle have været afholdt i Danmark fra og med den 6. marts 2020 til og med den 31. marts 2020, finder § 8, stk. 1, nr. 3, i bekendtgørelse nr. 233 af 18. marts 2020 anvendelse.

Stk. 6 Bekendtgørelsens § 8, stk. 1, nr. 5, finder anvendelse for arrangementer, der skulle have være afholdt i Danmark fra og med ikrafttrædelsestidspunktet for denne bekendtgørelse til og med den 31. august 2020. For arrangementer, der skulle have været afholdt i Danmark fra og med den 6. marts 2020 til ikrafttrædelsestidspunktet for denne bekendtgørelse finder § 8, stk. 1, nr. 5, i bekendtgørelse nr. 233 af 18. marts 2020 anvendelse.

Stk. 7 Bekendtgørelsens § 5, stk. 4 og 5, § 8, stk. 4, § 11, stk. 2, og § 13, stk. 3, finder anvendelse på ansøgninger modtaget fra og med ikrafttrædelsestidspunktet, jf. stk. 1.

profile photo
Profilside