14 dages gratis

Prøveabonnement

- og meget mere...
x

Hej eLOV bruger,
Jeg er lov-uglen, og jeg vil nu guide dig igennem vores vigtigste features.
Skriv et paragrafnummer og tryk enter for at springe direkte til paragraffen Hold din mus henover en krydshenvisning for at se teksten der henvises til.
Hvis du klikker på krydshenvisningen, flyttes tekstboksen ud til højre, og du kan flytte rundt på den
Klik på taleboble-ikonet for at tilgå features til bestemmelsen. Du kan se forarbejderne til specifikke bestemmelser. Her kan du se, at § 2 er blevet ændret af 5 forskellige love og ændringslove. Du kan se teksten fra lovforslaget som fremsat, og teksten som vedtaget. Du kan se, hvordan ordlyden blev ændret under behandlingen af lovforslaget. Her ser du de specifikke bemærkninger til ændringen med lovgivers motiver. Du får dermed de vigtigste fortolkningsbidrag ved hånden. Du kan let finde bekendtgørelserne der, hvor de hjemles. Med vores backlinks har vi fundet de bestemmelser, der linker til den bestemmelse, du læser. Her kan du se en video med præsentation af flere features.
Du kan også købe abonnement, så du får adgang til alle features.

0 / -
næste
slå fra

Bekendtgørelse om kompensation for faste stedbundne omkostninger til restriktionsramte virksomheder som følge af COVID-19

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen bygger på bekendtgørelse nr. 1606 af 12. november 2020, og er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om kompensation for faste stedbundne omkostninger til restriktionsramte virksomheder som følge af COVID-19

I medfør af § 3, stk. 1, § 7, stk. 4, og § 23, stk. 3, i lov nr. 1518 af 18. december 2018 om erhvervsfremme og i medfør af akt nr. 124 af 27. marts 2020, akt nr. 152 af 24. april 2020, akt nr. 249 af 25. juni 2020, akt nr. 300 af 17. september 2020 og akt nr. 10 af 22. oktober 2020, fastsættes:

Der er ingen senere ændringer til denne bekendtgørelse.
Vi har kontrolleret for ændringer den 12. november 2020

  • Ændringsbekendtgørelsen er implementeret i den konsoliderede bekendtgørelse
  • Ændringsbekendtgørelsen er delvist implementeret i den konsoliderede bekendtgørelse
  • Ændringsbekendtgørelsen er endnu ikke implementeret i den konsoliderede bekendtgørelse

Kapitel 1

Bekendtgørelsens anvendelsesområde

§1 Efter denne bekendtgørelse ydes kompensation som bidrag til dækning af stedbundne faste omkostninger for virksomheder, der er registreret i Det Centrale Virksomhedsregister (CVR), hvis virksomhederne har en forventet omsætningsnedgang på mindst 35 pct. som følge af at være ramt af én eller flere af følgende COVID-19-relaterede restriktioner:

  • 1) Forbud mod at holde åbent, jf. bekendtgørelse om forbud mod større forsamlinger og mod adgang til og restriktioner for lokaler og lokaliteter i forbindelse med håndtering af covid-19, fra og med den 19. august 2020 og så længe forbuddet er gældende, dog senest til og med den 31. oktober 2020.

  • 2) Forbud mod at holde åbent i afgrænset tidsrum, jf. bekendtgørelse om forbud mod større forsamlinger og mod adgang til og restriktioner for lokaler og lokaliteter i forbindelse med håndtering af covid-19 eller senere beslægtede bekendtgørelser, i forhold til virksomhedens normale åbningstider.

  • 3) Forbud mod forsamlinger på over 500 personer i henhold til bekendtgørelse om forbud mod store forsamlinger i forbindelse med håndteringen af covid-19, hvor en virksomhed oplever omsætningsnedgang direkte relateret til arrangementer, der er aflyst, væsentligt ændret eller udskudt som følge af COVID-19 i perioden efter stk. 2, og hvor arrangøren er eller ville kunne være omfattet af kapitel 1 og 2, jf. dog § 2, i bekendtgørelse om kompensation for tab ved aflysning af større arrangementer som følge af COVID-19-afværgeforanstaltninger.

  • 4) Forbud mod forsamlinger på over 50 personer i henhold til bekendtgørelse om forbud mod større forsamlinger og mod adgang til og restriktioner for lokaler og lokaliteter i forbindelse med håndtering af covid-19, for virksomheder, der ernærer sig ved at være direkte leverandør til private arrangementer uden for private hjem for mere end 50 personer, der er ramt af forbud mod forsamling på mere end 50 personer.

  • 5) Grænselukninger, hvor en virksomhed kan dokumentere en af følgende:

    • a) Mere end 50 pct. af virksomhedens omsætning i perioden den 1. juli 2019 til den 31. august 2019 kom fra udenlandske kunder.

    • b) Før den 9. marts 2020 har en registreret hjemstedsadresse i en lufthavns terminaler og yder services i tilknytning til passagerer i lufthavnen, der er eller vil kunne være omfattet af litra a.

    • c) Mere end 50 pct. af virksomhedens omsætning i perioden den 1. juli 2019 til den 31. august 2019 kom fra flyvninger eller kontrakter direkte knyttet til opgaver, som er midlertidigt nedlagt som følge af grænselukningen eller Udenrigsministeriets rejsevejledninger.

  • 6) Udenrigsministeriets rejsevejledning, hvor en virksomhed, der

    • a) pr. den 9. marts 2020 var medlem af en godkendt rejsegarantiordning eller kan dokumentere, at virksomheden på kontrakt transporterer kunder på vegne af en anden virksomhed, som pr. den 9. marts 2020 var medlem af en godkendt rejsegarantiordning, og

    • b) hvor mindst 50 pct. af omsætningen i perioden den 1. juli 2019 til den 31. august 2019 er opnået ved salg af rejser, der helt eller delvist går til destinationer, der fra og med den 26. januar 2020 er kommet på listen over lande, som Udenrigsministeriet fraråder ikke-nødvendige rejser til.

Stk. 2 Leverandører, hvis omsætning er direkte relateret til virksomheder, der er omfattet af restriktionen om forbud mod at holde åbent, jf. stk. 1, nr. 1 eller restriktionen om begrænset åbningstid, jf. stk. 1, nr. 2, er berettiget til kompensation efter reglerne i denne bekendtgørelse for samme periode, som virksomheden omfattet af stk. 1, nr. 1 og 2, vil være berettiget til.

Stk. 3 Kompensationsordningen, jf. stk. 1 og 2, gælder fra og med den 19. august 2020 til og med den 31. oktober 2020.

Stk. 4 Organer inden for den offentlige forvaltning falder uden for bekendtgørelsens anvendelsesområde.

Kapitel 2

Definitioner

§2 I denne bekendtgørelse forstås ved:

  • 1) Virksomhed: En privatretlig juridisk person samt personligt ejede virksomheder, der inden den 19. august 2020 er registreret i Det Centrale Virksomhedsregister (CVR), herunder foreninger, fonde og selvejende institutioner, jf. dog nr. 4.

  • 2) COVID-19-relaterede restriktioner: Restriktioner omfattet af § 1, stk. 1, nr. 1-6.

  • 3) Leverandør: En virksomhed, der har en omsætning som følge af direkte transaktioner, salg eller leverancer til virksomheder mv., der er ramt af COVID-19 restriktioner. Omsætningen skal komme fra gentagende transaktioner mv. mellem disse virksomhedstyper mv.

  • 4) Faste stedbundne omkostninger: Dokumenterbare og faktisk afholdte omkostninger til virksomhedens husleje, renter og bidrag på lån i ejendommen, forbrugsudgifter til el, vand og varme samt ejendomsforsikring og -skatter.

  • 5) Organer inden for den offentlige forvaltning: Statslige myndigheder og statsfinansierede selvejende institutioner, der er omfattet af § 2, stk. 1, nr. 1 og 2, i bekendtgørelse om statens regnskabsvæsen m.v., kommuner og regioner, kommunale og regionale organisationer og selskaber m.v., som er oprettet i henhold til lov om kommunernes styrelse, samt institutioner, hvor statslige, regionale eller kommunale tilskud til drift udgør halvdelen eller mere og forventes vedvarende at dække halvdelen eller mere af institutionens ordinære driftsudgifter.

  • 6) Omsætning: Salgsværdien af produkter og tjenesteydelser m.v. med fradrag af prisnedslag, merværdiafgift og anden skat, der er direkte forbundet med salgsbeløbet. Virksomheden skal opgøre omsætningen ud fra de samme principper som i virksomhedens senest godkendte regnskab. Hvis virksomheden ikke tidligere har udarbejdet et godkendt regnskab, skal virksomheden opgøre omsætningen i overensstemmelse med den for virksomheden gældende regnskabslovgivning. Virksomheden kan alene medtage omsætning, der er skattepligtig i Danmark, for den del af virksomheden, som er lokaliseret i Danmark, og for produktion i Danmark. Med tjenesteydelser og varer produceret i Danmark skal forstås alle produkter og tjenesteydelser m.v., som er solgt fra den danske virksomhed, således at omsætningen kan henføres til virksomhedens danske CVR-nummer. Dette omfatter alt, der faktureres fra Danmark, uanset om produktet er produceret helt eller delvist i udlandet. Tjenesteydelser og varer produceret i Danmark til eksport kan medtages i opgørelsen.

  • 7) Omsætning direkte knyttet til restriktioner: Omsætning defineres svarende til det under nr. 5, angivne. Virksomheden skal kun medtage omsætning fra:

    • a) De af virksomhedens lokaler, som har forbud mod at holde åbent, jf. § 1, stk. 1, nr. 1.

    • b) De af virksomhedens lokaler, som har begrænset åbningstid, eller leverancer til disse virksomheder, jf. § 1, stk. 1, nr. 2.

    • c) Arrangementer, der er aflyst, væsentligt ændret eller udskudt som følge af COVID-19 i perioden efter § 1, stk. 3, og hvor arrangøren er eller ville kunne være omfattet af kapitel 1 og 2, jf. dog ikke § 2, i bekendtgørelse om kompensation for tab ved aflysning af større arrangementer som følge af COVID-19-afværgeforanstaltninger.

    • d) Udenlandske kunder, der som følge af COVID-19-relaterede restriktioner ikke krydser grænsen til Danmark.

    • e) Virksomhed med registreret hjemstedsadresse i en lufthavns terminaler, hvor der ydes services i tilknytning til passagerer i lufthavnen, der er eller vil kunne være omfattet af litra c.

    • f) Flyvninger eller kontrakter direkte knyttet til opgaver, som er midlertidigt nedlagt som følge af grænselukningen eller Udenrigsministeriets rejsevejledninger.

    • g) Salg af rejser, der helt eller delvist går til destinationer, der fra og med den 26. januar 2020 er kommet på listen over lande, som Udenrigsministeriet fraråder ikke-nødvendige rejser til.

  • 8) Omsætningsnedgang: Forskellen mellem virksomhedens omsætning i referenceperioden og kompensationsperioden. Omsætningsnedgangen beregnes som: I) omsætning direkte knyttet til restriktioner i referenceperioden minus omsætning direkte knyttet til restriktioner i kompensationsperioden, divideret med II) samlet omsætning i referenceperioden.

  • 9) Kompensationsperioden: Perioden, for hvilken der ydes kompensation for virksomhedens faste stedbundne omkostninger. Virksomheden kan søge om kompensation fra og med den 19. august 2020 og så længe, de COVID-19-relaterede restriktioner, jf. § 1, stk. 1, er gældende, dog senest til og med den 31. oktober 2020. Virksomheder der er stiftet og registreret i CVR-registreret i perioden fra og med den 20. juli 2020 til og med den 18. august 2020, anvender en kompensationsperiode, når betingelsen i § 3, stk. 1, om én måneds omsætning, er opfyldt.

  • 10) Referenceperiode: Den sammenligningsperiode, virksomhedens nedgang i omsætning opgøres i forhold til. Referenceperioden gælder for hele virksomhedens kompensationsperiode efter denne bekendtgørelse, og er én af følgende perioder:

    • a) Fra og med den 1. september 2019 til og med den 31. oktober 2019, jf. dog litra e.

    • b) Hvis virksomheden er registreret i CVR-registreret senere end 1. september 2019 er referenceperioden tre måneder fra stiftelsestidspunktet, jf. dog litra c, d og e.

    • c) Hvis virksomheden er registreret i CVR-registreret senere end den 21. maj 2020, bliver referenceperioden fra stiftelsestidspunktet til og med den 18. august 2020, jf. dog litra d og e.

    • d) Hvis virksomheden er registreret i CVR-registreret senere end den 20. juli 2020, skal virksomheden kunne dokumentere at have haft omsætning i minimum én måned forud for den periode, som virksomheden søger kompensation for.

    • e) Hvis virksomheden grundet helt særlige omstændigheder, jf. § 6, stk. 1, nr. 7, ikke vurderer, at referenceperioden efter litra a, giver et retvisende sammenligningsgrundlag for virksomheden, kan den søge om at anvende en referenceperiode, der som minimum opgøres over tre sammenhængende måneder. Denne referenceperiode skal starte den 1. juli 2019 eller senere og slutte senest den 18. august 2020, jf. dog litra a-d.

Kapitel 3

Kompensationsberettigede omkostninger og krav

§3 Ret til kompensation omfatter virksomheder, som har haft en omsætning på minimum én måned op til virksomhedens kompensationsperiode, som har haft en omsætningsnedgang på minimum 35 pct. som følge af at være ramt af en eller flere COVID-19-relaterede restriktioner, jf. § 1, stk. 1.

Stk. 2 Der ydes kompensation for 50 pct. af følgende faktiske afholdte faste stedbundne omkostninger, som virksomheden har anvendt og afholdt i Danmark, uagtet om den faktiske betaling for omkostningen falder i kompensationsperioden:

  • 1) Husleje.

  • 2) Renter og bidrag på lån i ejendommen.

  • 3) Forbrugsudgifter til el, vand og varme.

  • 4) Ejendomsforsikring og -skatter.

Stk. 3 Kompensation efter stk. 2, kan maksimalt være på 50.000 kr. pr. måned pr. virksomhed.

Stk. 4 Kompensationen for faste stedbundne omkostninger kan ikke overstige den nominelle nedgang i omsætningen fra referenceperioden til kompensationsperioden.

Stk. 5 For at modtage en samlet kompensation på mere end 60 mio. kr. efter ordningerne for faste omkostninger, jf. bekendtgørelse nr. 574 af 5. maj 2020 om kompensation for faste omkostninger til virksomheder i økonomisk krise som følge af COVID-19, bekendtgørelse om midlertidig og målrettet kompensation for faste omkostninger til virksomheder i økonomisk krise som følge af COVID-19 samt denne bekendtgørelse, er det en betingelse, at virksomheden ikke har kapitalafgang, herunder udbetaler udbytte eller foretager aktietilbagekøb, i regnskabsår med balancedag i 2020 og 2021, jf. § 6, stk. 3, medmindre aktietilbagekøbet sker som følge af individuel aftale med medarbejdere i virksomheden eller virksomhedens datterselskab eller virksomhedens bestyrelsesmedlemmer indgået før den 9. marts 2020.

Stk. 6 Der ydes ikke kompensation til virksomheder omfattet af § 1, stk. 1 og 2, hvis faste stedbundne omkostninger udgør mindre end 4.000 kr. pr. måned, for en given kompensationsperiode.

Stk. 7 Der kan ikke ydes kompensation for faste stedbundne omkostninger i kompensationsperioden, som virksomheden med rimelighed kunne have afværget.

Stk. 8 Der ydes ikke kompensation, i det omfang en nedgang i omsætning må anses at være forårsaget af, at virksomheden uretmæssigt har undladt at henføre omsætning til kompensationsperioden.

Stk. 9 Kompensationen ydes som de minimis-støtte i overensstemmelse med Europa-Kommissionens forordning (EU) nr. 1407/2013 af 18. december 2013 om anvendelse af artikel 107 og 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde på de minimis-støtte, som senest ændret ved Europa-Kommissionens forordning nr. 2020/972 af 2. juli 2020. En virksomhed må samlet modtage op til 200.000 EUR i de minimis-støtte over en periode på tre regnskabsår. Perioden regnes bagud fra indeværende regnskabsår.

§4 Virksomheden kan ikke få kompensation efter denne bekendtgørelse for samme periode, hvor virksomheden på ansøgningstidspunktet efter denne bekendtgørelse, har modtaget kompensation efter bekendtgørelse om midlertidig og målrettet kompensation for faste omkostninger til virksomheder i økonomisk krise som følge af COVID-19.

Stk. 2 Der ydes ikke kompensation for omkostninger, som godtgøres virksomheden på anden vis, herunder ved huslejenedsættelse, forsikringsdækning, andre offentlige refusioner, tilskud m.v., eller anden statslig kompensationsordning i anledning af foranstaltninger, som har været nødvendige for at forebygge eller inddæmme udbredelsen af Coronavirussygdom (COVID-19).

Stk. 3 Retten til kompensation efter reglerne i denne bekendtgørelse er betinget af, at virksomheden for indkomståret 2020 har betalt eller vil betale den skat, som den er forpligtet til i henhold til gældende internationale aftaler og nationale regler. Det indebærer, at retten til kompensation er betinget af, at virksomheden ikke er skattemæssigt hjemmehørende i et land, som optræder på EU’s liste over ikkesamarbejdsvillige skattejurisdiktioner. Retten til kompensation er endvidere betinget af, at en legal ejer, der har kontrol med virksomheden, f.eks. som følge af besiddelse af en ejerandel på mindst 25 pct., ikke er skattemæssigt hjemmehørende i et land, som optræder på EU’s liste over ikkesamarbejdsvillige skattejurisdiktioner. Betingelsen i 3. pkt. finder tilsvarende anvendelse for det øverste danske moderselskab i en eventuel dansk sambeskatning, hvori virksomheden indgår.

Stk. 4 Såfremt virksomheden indirekte kontrolleres af en fysisk eller juridisk person, der er skattemæssigt hjemmehørende i et land, som optræder på EU’s liste over ikkesamarbejdsvillige skattejurisdiktioner, er retten til kompensation betinget af, at der ikke er blevet indsat mellemliggende selskaber i ejerskabsstrukturen mellem virksomheden og den pågældende fysiske eller juridiske person med opfyldelse af betingelsen i stk. 3, som hovedformål eller et af hovedformålene.

Kapitel 4

Ansøgning og dokumentation

§5 Ansøgning om kompensation efter denne bekendtgørelse indsendes til Erhvervsstyrelsen via Virksomhedsguiden.dk senest den [9. december 2020]. Ansøgningen skal udarbejdes i et særligt skema, der er tilgængeligt via Virksomhedsguiden.dk. Skemaet vedlægges de foreskrevne bilag samt dokumentation, jf. § 6.

Stk. 2 Virksomheden kan kun ansøge og få kompensation udbetalt én gang for en kompensationsperiode.

§6 Virksomhedens ansøgning om kompensation, jf. § 5, skal vedlægges følgende oplysninger:

  • 1) Den kompensationsperiode, som virksomheden ansøger om kompensation inden for.

  • 2) Redegørelse for at omsætningsnedgangen skyldes COVID-19-relaterede restriktioner, jf. § 1, stk. 1.

  • 3) Virksomheder omfattet af § 1, stk. 2, skal dokumentere deres tilknytning til den restriktionsramte virksomhed, som de er direkte leverandører til.

  • 4) Faste stedbundne omkostninger, der ansøges om kompensation for, herunder dokumentation for betalingsforpligtelsen.

  • 5) Samme faste stedbundne omkostninger efter nr. 3, opgjort for referenceperioden.

  • 6) Virksomhedens forventede omsætning samt forventede omsætning direkte knyttet til restriktioner i kompensationsperioden, jf. § 2, nr. 9.

  • 7) Virksomhedens realiserede omsætning samt realiserede omsætning direkte knyttet til restriktioner for referenceperioden. Hvis referenceperioden grundet særlige omstændigheder, jf. § 2, nr. 10, litra b, ikke giver et retvisende sammenligningsgrundlag for virksomhedens forventede omsætning for kompensationsperioden, skal virksomheden begrunde, hvilke særlige omstændigheder, der er årsag hertil, samt hvorfor det nødvendiggør en anden opgørelsesperiode end angivet i § 2, nr. 10, litra a eller c. Virksomheden skal samtidig oplyse den realiserede omsætning for denne anden opgørelsesperiode.

  • 8) At virksomheden har haft en omsætning i minimum én måned op til virksomhedens kompensationsperiode.

  • 9) Om virksomheden har modtaget de minimis-støtte i indeværende og de to foregående regnskabsår i medfør af Europa-Kommissionens forordning (EU) nr. 717/2014 eller øvrige de minimis-forordninger, jf. § 3, stk. 9.

Stk. 2 Virksomheden skal under strafansvar, jf. § 13, på tro og love erklære, at de afgivne oplysninger efter stk. 1 er korrekte. Erklæringen kan tilgås via den digitale løsning på Virksomhedsguiden.dk.

Stk. 3 Virksomheder, der ansøger om kompensation efter denne bekendtgørelse, der sammenlagt med kompensation efter bekendtgørelse nr. 574 af 5. maj 2020 og senere samt bekendtgørelse om midlertidig og målrettet kompensation for faste omkostninger til virksomheder i økonomisk krise som følge af COVID-19, står til at modtage mere end 60 mio. kr., skal indsende en erklæring efter stk. 2 om, at virksomheden ikke har kapitalafgang, herunder udbetaler udbytte eller foretager aktietilbagekøb, i regnskabsår med balancedag i 2020 og 2021, jf. § 3, stk. 5.

Stk. 4 Virksomheden skal i ansøgningen under strafansvar på tro og love erklære, at virksomheden for indkomståret 2020 har betalt eller vil betale den skat, som den er forpligtet til i henhold til gældende internationale aftaler og nationale regler, jf. § 4, stk. 3, og at ejerskabsstrukturen ikke er blevet tilrettelagt med opfyldelse af betingelsen i § 4, stk. 3, jf. § 4, stk. 4, som hovedformål eller et af hovedformålene.

§7 Erhvervsstyrelsen kan til brug for behandlingen af ansøgninger indhente oplysninger fra andre offentlige myndigheder samt relevante offentlige registre m.v., jf. lov om Erhvervsstyrelsens behandling af data.

Stk. 2 Erhvervsstyrelsen kan i forbindelse med kontrollen af § 4, stk. 3 og 4 vedrørende skatteforhold, udbede sig den fornødne dokumentation.

Stk. 3 Erhvervsstyrelsen kan udtage ansøgninger af særlig karakter, herunder hvor der ansøges om et højt kompensationsbeløb set i forhold til ansøgerens størrelse og omsætning, og ansøgninger, hvor der vurderes at være en særlig risiko for, at ansøger ikke er berettiget til den ansøgte kompensation, eksempelvis ved atypiske forhold omkring kompensationsgrundlaget, til udvidet sagsbehandling.

Stk. 4 Erhvervsstyrelsen kan pålægge enhver, der i medfør af stk. 3 udtages til udvidet sagsbehandling, at udlevere supplerende oplysninger og dokumentation til brug for afgørelsen.

Stk. 5 Erhvervsstyrelsen kan i særlige tilfælde, herunder i særligt komplicerede sager eller hvor der i øvrigt er særligt behov for kvalitetssikring af dokumentationen, pålægge ansøgere, der i medfør af stk. 2, udtages til udvidet sagsbehandling at anvende bistand fra en uafhængig, godkendt revisor.

Stk. 6 Erhvervsstyrelsen fastsætter i forbindelse med indhentelse af oplysninger efter stk. 4 og 5 en frist for indsendelse af oplysningerne.

Stk. 7 Der kan alene udbetales kompensation, når kompensationsgrundlaget er dokumenteret i fornødent omfang og inden for den af Erhvervsstyrelsen fastsatte frist, jf. stk. 6.

§8 Udbetaling af kompensation
Udbetaling af kompensation vil ske direkte til virksomheden, når virksomhedens fremsendte oplysninger, jf. §§ 6 og 7, er godkendt af Erhvervsstyrelsen.

Stk. 2 Der udbetales kompensation på baggrund af virksomhedens samlede nedgang i omsætning fra referenceperioden til den valgte kompensationsperiode efter § 2, nr. 9. Erhvervsstyrelsen omregner omsætning for referenceperioden, så det modsvarer længden for kompensationsperioden.

Stk. 3 Erhvervsstyrelsen kan nedsætte kompensationen helt eller delvist, hvis virksomheden ikke har iagttaget sin tabsbegrænsningspligt, jf. § 3, stk. 7.

Stk. 4 Udbetaling af kompensation sker direkte til virksomhedens NemKonto.

Stk. 5 Virksomheder, der inden for de seneste tre regnskabsår har modtaget de minimis-støtte svarende til 200.000 EUR, kan ikke tildeles støtte efter denne bekendtgørelse, jf. § 3, stk. 9.

Kapitel 5

Kontrol, tilsyn og sanktioner

§9 Efterregulering og tilbagebetaling af kompensation
Virksomheden skal senest den 8. april 2021 indsende en opgørelse over virksomhedens faktiske omsætning og virksomhedens faktiske afholdte faste stedbundne omkostninger i kompensationsperioden til Erhvervsstyrelsen.

Stk. 2 Hvis virksomhedens faktiske omsætning i kompensationsperioden eller øvrige oplysninger angivet efter § 6, afviger fra det i ansøgningen anførte, træffer Erhvervsstyrelsen på grundlag af den indsendte dokumentation afgørelse om efterregulering af den udbetalte kompensation. Efterreguleringen sker, jf. § 3, stk. 2, i opadgående eller nedgående retning, afhængigt af om virksomhedens oplysninger, jf. §§ 6 og 9, stk. 1, har resulteret i, at Erhvervsstyrelsen har udbetalt en for lav eller for høj kompensation.

Stk. 3 Hvis efterreguleringen af virksomhedens samlede kompensation efter ordningerne for faste omkostninger, jf. bekendtgørelse nr. 574 af 5. maj 2020 og senere, bekendtgørelse om midlertidig og målrettet kompensation for faste omkostninger til virksomheder i økonomisk krise som følge af COVID-19 samt denne bekendtgørelse, resulterer i en opjustering, så det samlede kompensationsbeløb bliver på mere end 60 mio. kr., er det en betingelse for udbetaling af mere end 60 mio. kr., jf. § 3, stk. 5, at virksomheden indsender en erklæring efter § 6, stk. 3.

Stk. 4 Virksomheder der, jf. stk. 3, har fået udbetalt kompensation på mere end 60 mio. kr. og derved omfattes af betingelsen i § 3, stk. 5, kan vælge at tilbagebetale kompensation modtaget efter reglerne i denne bekendtgørelse, som er på mere end 60 mio. kr., og derved opnå at være undtaget fra betingelsen i § 3, stk. 5.

Stk. 5 Erhvervsstyrelsen kan kræve den udbetalte kompensation helt eller delvist tilbagebetalt, hvis ikke den foreskrevne dokumentation indsendes inden for den i stk. 1, foreskrevne frist eller hvis dokumentationen i øvrigt vurderes utilstrækkelig.

§10 Retten til kompensation bortfalder, hvis virksomheden har afgivet urigtige eller vildledende oplysninger, har fortiet oplysninger af betydning for sagens afgørelse eller har undladt at indsende dokumentation, jf. § 9, stk. 1.

Stk. 2 Retten til kompensation bortfalder hvis kompensationen er i strid med Europa-Kommissionens forordning (EU) nr. 1407/2013 (de minimis-forordningen), jf. § 3, stk. 9.

Stk. 3 I de i stk. 1 og 2, nævnte tilfælde træffer Erhvervsstyrelsen afgørelse om tilbagebetaling af uretmæssigt udbetalt kompensation.

Stk. 4 Erhvervsstyrelsen kan i kontroløjemed indhente oplysninger fra relevante offentlige registre, herunder Skatteforvaltningen, jf. lov om Erhvervsstyrelsens behandling af data.

§11 Erhvervsstyrelsen kan af virksomheden eller dens ledelse forlange de oplysninger, som er nødvendige for at dokumentere, at kravene i denne bekendtgørelse er overholdt. Erhvervsstyrelsen kan endvidere stille krav om, at de i medfør af § 9 indsendte oplysninger dokumenteres med bistand fra en uafhængig, godkendt revisor.

Stk. 2 Erhvervsstyrelsen kan i forbindelse med den efterfølgende kontrol af § 4, stk. 3 og 4, vedrørende skatteforhold, udbede sig den fornødne dokumentation.

Kapitel 6

Klage, straf og ikrafttræden

§12 Klageadgang
Erhvervsstyrelsens afgørelser i henhold til denne bekendtgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.

§13 Straf
Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der i forbindelse med en ansøgning og bevilling heraf, herunder om medfinansiering og tilskud m.v., afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger af betydning for en sags afgørelse.

Stk. 2 Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer), strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§14 Ikrafttræden
Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. november 2020.

profile photo
Profilside