Bekendtgørelse om kompensation for faste omkostninger på Beskæftigelsesministeriets område til foreninger, selvejende institutioner og fonde m.v. med primært offentlig finansiering, der er i økonomisk krise som følge af covid-19 § 1

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1053 af 31. maj 2021

§ 1

Efter denne bekendtgørelse ydes kompensation som bidrag til dækning af faste omkostninger for foreninger, selvejende institutioner og fonde m.v. på Beskæftigelsesministeriets område, hvor offentligt tilskud til drift udgør halvdelen eller mere og forventes vedvarende at dække halvdelen eller mere af institutionens ordinære driftsudgifter, og som på grund af udbruddet af covid-19 har en forventet kommerciel omsætningsnedgang på minimum 30 pct., jf. § 5, stk. 2, eller som har forbud mod at holde åbent, jf. § 5, stk. 3.

Stk. 2 Retten til kompensation som bidrag til dækning af faste omkostninger tilkommer foreninger, selvejende institutioner og fonde m.v., der er registreret i Det Centrale Virksomhedsregister (CVR) senest den 1. november 2020.

Stk. 3 Ordningen omfatter ikke organer inden for den offentlige forvaltning og institutioner, der primært har et uddannelses- eller undervisningsmæssigt formål, bortset fra højskoler.

Stk. 4 Kompensationsordningen, jf. stk. 1, gælder for perioden fra og med 4. januar til den 30. juni 2021.