Bekendtgørelse om investorbeskyttelse ved værdipapirhandel Kapitel 1

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 191 af 31. januar 2022

Kapitel 1 Anvendelsesområde og definitioner
Anvendelsesområde
§ 1

Denne bekendtgørelse finder anvendelse på følgende værdipapirhandlere, jf. dog stk. 2-9:

  • 1) Pengeinstitutter, realkreditinstitutter og fondsmæglerselskaber, der yder eller udfører investeringsservice og -aktiviteter som nævnt i bilag 1 i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter.

  • 2) Investeringsselskaber og kreditinstitutter, der er meddelt tilladelse til investeringsservice eller -aktiviteter i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, og som udøver virksomhed her i landet gennem en filial eller en tilknyttet agent etableret her i landet.

  • 3) Filialer af kreditinstitutter og investeringsselskaber, der er meddelt tilladelse til investeringsservice eller -aktiviteter med eller uden accessorisk tjenesteydelser i et land uden for Den Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle område, når filialen udøver sådan virksomhed her i landet.

  • 4) Kreditinstitutter og investeringsselskaber, der er meddelt tilladelse til investeringsservice eller -aktiviteter med eller uden accessorisk tjenesteydelser i et land uden for Den Europæiske Union, eller et land som Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle område, når dette foregår som grænseoverskridende aktiviteter uden filialetablering.

Stk. 2 § 9 finder anvendelse for danske UCITS omfattet af lov om investeringsforeninger mv. investeringsforvaltningsselskaber samt forvaltere af alternative investeringsfonde, som har tilladelse til at markedsføre alternative investeringsfonde til detailkunder, jf. § 5, stk. 4, 2. pkt., i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.

Stk. 3 §§ 3-6, §§ 8-12 og §§ 15-18 finder anvendelse for forvaltere af alternative investeringsfonde og investeringsforvaltningsselskaber, der yder investeringsservice som nævnt i bilag 1 i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter.

Stk. 4 §§ 3-6, §§8-12 og §§ 15-18 finder anvendelse for administrationsselskaber, der er meddelt tilladelse til investeringsservice i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, og som udøver sådan virksomhed her i landet gennem en filial.

Stk. 5 §§ 9, 13 og 14 finder anvendelse på forvaltere af alternative investeringsfonde, som har tilladelse til at markedsføre alternative investeringsfonde til detailkunder, jf. § 5, stk. 4, 2. pkt., i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.

Stk. 6 § 9 finder anvendelse på danske UCITS omfattet af lov om investeringsforeninger mv.

Stk. 7 § 6, stk. 3, § 7, stk. 2 og §§ 14-19 finder anvendelse for investeringsrådgivere og finansielle rådgivere omfattet af lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere.

Stk. 8 Bekendtgørelsen finder bortset fra § 3, § 4, stk. 1, § 5, stk. 1, § 6, stk. 4, 2. pkt., og § 8, stk. 5, 3. pkt. ikke anvendelse, når værdipapirhandlerens kunder er godkendte modparter.

Stk. 9 §§ 4-6, § 8 og §§ 10-14 finder ikke anvendelse på værdipapirhandel med realkreditobligationer, særligt dækkede realkreditobligationer (SDRO’er) eller særligt dækkede obligationer (SDO’er), når værdipapirhandlen sker i tilknytning til og som forudsætning for udførelse af kunders optagelse, indfrielse eller omlægning af et lån med pant i fast ejendom.

Stk. 10 Bekendtgørelsen finder ikke anvendelse på transaktioner mellem medlemmer af en multilateral handelsfacilitet eller et reguleret marked her i landet eller i andre lande inden for Den Europæiske Union eller lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område.

Definitioner
§ 2

I denne bekendtgørelse forstås ved:

Stk. 2 Værdipapirhandel: Investeringsservice og –aktiviteter samt accessoriske tjenesteydelser som nævnt i bilag 1 i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter.

Stk. 3 Finansielle instrumenter: De instrumenter, der er nævnt i bilag 2 i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter.

Stk. 4 Investeringsrådgivning: Personlige anbefalinger til en kunde enten på anmodning eller på investeringsrådgiverens eget initiativ af en eller flere transaktioner i tilknytning til finansielle instrumenter, jf. bilag 2 i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter, og strukturerede indlån.

Stk. 5 Personlig anbefaling: En anbefaling, der gives til en person i dennes egenskab af investor, som tager udgangspunkt i personens egne omstændigheder, og som udgør en anbefaling til at tage et af følgende skridt

  • 1) at købe, sælge, tegne, udveksle, indløse, beholde eller garantere et bestemt finansielt instrument eller struktureret indlån, eller

  • 2) at udøve eller undlade at udøve en rettighed, der skyldes et bestemt finansielt instrument, til at købe, sælge, tegne, udveksle eller indløse et finansielt instrument eller et struktureret indlån.

Stk. 6 Porteføljepleje: Porteføljepleje i henhold til den enkelte kundes afgivne mandat med skønsmæssige beføjelser, såfremt sådanne porteføljer omfatter et eller flere finansielle instrumenter eller strukturerede indlån.

Stk. 7 Krydssalg: Tilbud om ydelse af en investeringsservice sammen med en anden tjenesteydelse eller et andet produkt som en del af en pakke eller som en betingelse for samme aftale eller pakke.

Stk. 8 Professionel kunde: En kunde, som opfylder kriterierne i denne bekendtgørelses bilag 1.

Stk. 9 Godkendt modpart: En kunde, som opfylder kriterierne i denne bekendtgørelses bilag 2.

Stk. 10 Detailkunde: En kunde, som hverken er en professionel kunde eller en godkendt modpart, jf. stk. 7 eller 8.

Stk. 11 Et tilsvarende tredjelandsmarked: Et reguleret marked, beliggende i et land uden for Den Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle område, som anses for at svare til et reguleret marked, hvis den retlige og tilsynsmæssige ramme i landet uden for Den Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle område, kan betragtes som ækvivalent i henhold til en ækvivalensafgørelse truffet af Europa-Kommissionen i medfør af artikel 89 a, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/1034 af 23. juni 2016 om ændring af direktiv 2014/65/EU af 15. maj 2014 om markeder for finansielle instrumenter.

Stk. 12 Hybride kernekapitalinstrumenter: Instrumenter, der kan betragtes som hybrid kernekapital, jf. § 5, stk. 6, nr. 13, i lov om finansiel virksomhed.

Stk. 13 Supplerende kapitalinstrumenter: Instrumenter, der kan betragtes som supplerende kapital, jf. § 5, stk. 6, nr. 12, i lov om finansiel virksomhed.

Stk. 14 Værdipapirhandler: Virksomhed, der som et fast erhverv eller på et professionelt grundlag yder investeringsservice eller udfører investeringsaktiviteter, der er nævnt i bilag 1, afsnit A, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter, og som er nævnt i § 1, stk. 1-6.

Stk. 15 Elektronisk format: Ethvert varigt medium, bortset fra papir.

Stk. 16 Skift af finansielle instrumenter: salg af et finansielt instrument og køb af et andet finansielt instrument eller udøvelse af retten til at foretage ændringer med hensyn til et eksisterende finansielt instrument.