Bekendtgørelse om integrationsgrunduddannelse efter lov om integrationsgrunduddannelse (igu) Kapitel 3

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1825 af 28. december 2023

Kapitel 3 Skoleundervisning under integrationsgrunduddannelsesforløb
§ 5

Skoleundervisningen under et integrationsgrunduddannelsesforløb udgør i alt 23 uger á 37 timer og tilrettelægges i moduler. Modulerne kan efter behov opdeles på dage eller undervisningstimer. Virksomheden og udlændingen aftaler, hvem der tilmelder udlændingen til undervisningen. Tilmelding til danskundervisning under lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl. påhviler dog udlændingen.

Skoleundervisningens bestanddele
§ 6

Skoleundervisningen i den enkelte integrationsgrunduddannelse skal bestå af et eller flere elementer fra følgende uddannelsesaktiviteter, der gennemføres i henhold til anden lovgivning:

  • 1) Arbejdsmarkedsuddannelser, disses eventuelle delmål og enkeltfag optaget i en fælles kompetencebeskrivelse, jf. lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v.

  • 2) Forberedende voksenundervisning, jf. lov om forberedende voksenundervisning og ordblindeundervisning for voksne.

  • 3) Almen voksenuddannelse, jf. avu-loven.

  • 4) Hf-enkeltfag, jf. lov om de gymnasiale uddannelser.

  • 5) Forberedende grunduddannelse, jf. lov om forberedende grunduddannelse.

  • 6) Danskuddannelse, jf. lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl.

Stk. 2 For udlændinge, der har bestået Prøve i Dansk 1, 2 eller 3, jf. § 9 i lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl., skal arbejdsmarkedsuddannelse udgøre mindst 8 uger af de 23 ugers skoleundervisning i integrationsgrunduddannelsen, jf. § 5. For øvrige udlændinge skal arbejdsmarkedsuddannelse indgå som et element i de 23 ugers skoleundervisning.

Opgørelse af 23 ugers skoleundervisning
§ 7

Kravet om 23 ugers skoleundervisning, jf. § 6, stk. 1, i lov om integrationsgrunduddannelse (igu), opgøres som 23 uger med 37 timers skoleundervisning per uge. En times skoleundervisning opgøres efter § 12.

Stk. 2 23 ugers-kravet er opfyldt, når der er gennemført 23 ugers skoleundervisning af 37 timers varighed, jf. stk. 1.

Monitorering af udgifter til skoleundervisning
§ 8

Udgifter til skoleundervisning opgøres årligt af Udlændinge- og Integrationsministeriet på baggrund af oplysninger fra Børne- og Undervisningsministeriet, der indhenter oplysninger om uddannelsesforløbene fra uddannelsesinstitutionerne og danskuddannelsesdatabasen i Udlændinge- og Integrationsministeriet.

Godtgørelse for perioder med skoleundervisning
§ 9

I de perioder af integrationsuddannelsesforløbet, hvor udlændingen deltager i den aftalte skoleundervisning, modtager udlændingen en godtgørelse.

Stk. 2 Ansøgning om godtgørelse, jf. stk. 1, indgives af udlændingen til dennes bopælskommune. Der indgives en ansøgning for hver måned, hvor udlændingen har modtaget skoleundervisning.

Stk. 3 Ansøgningen skal indeholde dokumentation for den undervisning, udlændingen efter skoleundervisningsplanen har gennemført eller skal gennemføre inden for den kalendermåned, ansøgningen omfatter. Kommunen udbetaler godtgørelse for skoleundervisningstimer, der afholdes i den pågældende måned, efter ansøgningen er indgivet på baggrund af en tro- og loveerklæring.

Stk. 4 Uanset om skoleundervisningen er afholdt på det planlagte tidspunkt, har udlændingen ret til godtgørelse herfor.

Stk. 5 Uanset om udlændingen har fravær fra skoleundervisningen f.eks. på grund af sygdom, har udlændingen ret til uddannelsesgodtgørelse, medmindre fraværsperioden er dækket af en offentlig ydelse.

Stk. 6 Ansøgning om godtgørelse skal være kommunen i hænde senest 2 måneder efter, at de undervisningstimer, der søges godtgørelse for, er afholdt, for at kommunen kan udbetale godtgørelse for disse timer.

Beregning og udbetaling af godtgørelse
§ 10

Uddannelsesgodtgørelsen udbetales af udlændingens bopælskommune og beregnes på grundlag af timesatserne i § 11 og beregningsreglerne i § 12.

Stk. 2 Kommunen udbetaler godtgørelsen månedsvis bagud.

Stk. 3 Er de oplysninger, kommunen har modtaget om undervisning, timeantal m.v., ikke i overensstemmelse med de faktiske forhold, kan kommunen foretage regulering i godtgørelsen for de efterfølgende måneder. I de tilfælde, en sådan regulering ikke er mulig, træffer kommunen afgørelse om tilbagebetaling af udbetalt godtgørelse.

Godtgørelsens størrelse
§ 11

Til udlændinge, der forsørger eget barn i hjemmet og har erhvervet ret til ekstra børnetilskud efter lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag, udbetaler kommunen 82,76 kr. pr. time som beregnet efter reglerne i § 12.

Stk. 2 Til udlændinge, der forsørger eget barn i hjemmet og ikke har erhvervet ret til ekstra børnetilskud efter lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag, udbetaler kommunen 57,92 kr. pr. time som beregnet efter reglerne i § 12.

Stk. 3 Til udlændinge, der ikke er omfattet af stk. 1 eller 2, udbetaler kommunen 41,39 kr. pr. time som beregnet efter § 12, jf. dog stk. 4.

Stk. 4 Til en enlig forsørger, der ikke har erhvervet ret til ekstra børnetilskud som følge af betingelserne i § 5, stk. 1, nr. 1, eller § 5 a i lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag, udgør godtgørelsen for en måned den sats, som den enlige forsørger ville have haft ret til, hvis betingelserne i lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag var opfyldt, det vil sige 82,77 kr. pr. time. Det samme gælder for en enlig forsørger, der ikke har erhvervet ret til ekstra børnetilskud, som følge af at barnet er anbragt uden for hjemmet efter lov om social service, jf. § 5, stk. 1, nr. 4, i lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnetilskud.

Stk. 5 Satserne i stk. 1-4 er anført i 2021-niveau og reguleres årligt af Udlændinge- og Integrationsministeriet i henhold til lov om en satsreguleringsprocent.

Beregning af omfanget af skoleundervisning
§ 12

Ved opgørelsen af antallet af ugers skoleundervisning, jf. § 7, og uddannelsesgodtgørelsen, jf. § 11, ganges antallet af undervisningstimer med den i stk. 2 eller 3 anførte faktor.

Stk. 2 Faktoren er 1 for undervisningstimer på uddannelsesaktiviteter efter § 6, stk. 1, nr. 1.

Stk. 3 Faktoren er 2 for undervisningstimer på uddannelsesaktiviteter efter § 6, stk. 1, nr. 2-6.