Bekendtgørelse om informationspligt ved erhvervsmæssig handel med pantebreve i fast ejendom og om visse pantebrevshandleres behandling af betroede midler og garantistillelse Kapitel 2

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1241 af 08. november 2010

Kapitel 2 Informationspligt
§ 2

Selskaber omfattet af § 1 skal i forbindelse med erhvervsmæssigt salg af pantebreve i fast ejendom give visse oplysninger om pantebrevet til køber.

Stk. 2 Oplysningerne skal gives til køber inden der indgås en aftale om handel med pantebrevet. Oplysninger efter § 3 skal gives til køber på papir eller et andet varigt medium.

§ 3

Ved salg af pantebreve i fast ejendom skal køber modtage oplysninger om pantebrevet og de omstændigheder, hvorunder det er udstedt. Der skal som minimum gives følgende oplysninger:

  • 1) Oplysning om pantebrevet er udstedt i forbindelse med mageskifte, almindelig fri handel, som lånepantebrev og/eller ved arv eller gave.

  • 2) Oplysning om pantebrevet er nyudstedt eller udstedt tidligere og efterfølgende videresolgt.

  • 3) Hvis pantebrevet er videresolgt skal tidspunktet for overdragelserne oplyses.

  • 4) Oplysning om alle handler med ejendommen de seneste 3 år og købesummen ved hver handel.

  • 5) Dokumentation for sælgers adkomst til pantebrevet.

  • 6) Hvilken type ejendom pantebrevet er tinglyst i, herunder om det er en beboelsesejendom, udlejningsejendom, erhvervsejendom eller andre former for ejendom.

  • 7) Ejendommens seneste offentlige vurdering og hvis den foreligger, også ejendommens markedsværdi på tidspunktet for overdragelse af pantebrevet vurderet af en ejendomsformidler jf. lov om omsætning af fast ejendom § 8. Ejendomsformidlerens CVR-nr. og vurderingstemaet skal tillige oplyses. Vurderingen må ikke være foretaget mere end 6 mdr. før overdragelse af pantebrevet.

  • 8) Oplysning om pantebrevets prioritetsstilling, samt oplysning om eventuelt efterstillede prioriteter og eventuelle servitutter, der har indflydelse på pantets værdi.

Stk. 2 Oplysninger efter stk. 1 kan gives ved at udfylde skemaet i bilag 1.