Bekendtgørelse om indkomst- og beskæftigelseskravet for ret til dagpenge Kapitel 4

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1280 af 07. november 2023

Kapitel 4 Optjeningsperioden
§ 21

Optjeningsperioden er de seneste 3 år forud for indplaceringstidspunktet efter §§ 4 og 5 i bekendtgørelse om dagpengeperioden.

Stk. 2 Optjeningsperioden kan forlænges med sammenlagt op til 2 år med perioder, hvori et medlem har modtaget

  • 1) sygedagpenge efter lov om sygedagpenge på sammenlagt ud over 160,33 timer,

  • 2) dagpenge efter lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel,

  • 3) støtte efter barnets lov til pasning af handicappet eller alvorligt sygt barn,

  • 4) støtte efter lov om social service eller barnets lov til pasning af nærtstående, der ønsker at dø i eget hjem, eller

  • 5) dagpenge i den forlængede dagpengeperiode efter udløbet af dagpengeperioden, jf. lovens § 56.

Stk. 3 Optjeningsperioden kan forlænges ud over 2 år med den del af en periode, hvor der ydes støtte til pasning af handicappet eller alvorligt sygt barn efter barnets lov, jf. stk. 2, nr. 3, der overstiger 2 år.

Stk. 4 Forlængelsen af optjeningsperioden opgøres i hele måneder.

Stk. 5 Opgørelsen af forlængelsen efter stk. 2, nr. 1, 2 og 5, sker ved, at det sammenlagte antal timer med ret til forlængelse divideres med 160,33 for fuldtidsforsikrede og 130 for deltidsforsikrede. Forlængelsen rundes af til nærmeste antal hele måneder.

Stk. 6 Forlængelsen efter stk. 2, nr. 3 og 4, sker på baggrund af den faktiske periode, hvori et medlem har fået støtte. Forlængelsen rundes op til nærmeste antal hele måneder.

Stk. 7 Optjeningsperioden kan forlænges, hvis der under ophold i et andet EØS-land, Schweiz, Færøerne eller Storbritannien forekommer forhold som nævnt i stk. 2 efter tilsvarende regler som de danske. Forlængelsen kan højst svare til de perioder, som de i stk. 2 og 3 nævnte forhold giver ret til.

Stk. 8 Optjeningsperioden kan kun forlænges med perioder, der ligger i en medlemsperiode.

§ 22

For et medlem, der har drevet selvstændig virksomhed, og som ikke kan optjene ret til dagpenge inden for optjeningsperioden i § 21, er optjeningsperioden 5 år. Det er en betingelse, at medlemmet opfylder indkomst- eller beskæftigelseskravet udelukkende på baggrund af drift af selvstændig virksomhed efter § 3, stk. 1, nr. 3.

Stk. 2 Optjeningsperioden i stk. 1 kan forlænges efter § 21, stk. 2-8.