Bekendtgørelse om indberetning og offentliggørelse af oplysninger for Arbejdsmarkedets Tillægspension Kapitel 3

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1390 af 24. november 2016

Kapitel 3 Rapport om risiko og finansiel situation
Opbygning og indhold
§ 4

Rapporten om risiko og finansiel situation skal indeholde beskrivende oplysninger i kvantitativ og kvalitativ form. Rapporten skal opbygges som foreskrevet i bilag I og indeholde et sammendrag samt afsnit om virksomhed og resultater, ledelsessystem og risikoprofil, jf. stk. 2-5.

Stk. 2 Rapportens indledende sammendrag skal affattes i et letforståeligt sprog og skal fremhæve eventuelle væsentlige ændringer i Arbejdsmarkedets Tillægspensions virksomhed og resultater, ledelsessystem og risikoprofil i løbet af rapporteringsperioden.

Stk. 3 Rapportens afsnit om virksomhed og resultater skal indeholde følgende oplysninger:

  • 1) Overordnede oplysninger om Arbejdsmarkedets Tillægspensions virksomhed.

  • 2) Oplysninger om eventuel væsentlig virksomhed eller andre begivenheder, der har fundet sted i rapporteringsperioden, og som har haft en væsentlig indvirkning på Arbejdsmarkedets Tillægspension.

  • 3) Oplysninger om Arbejdsmarkedets Tillægspensions pensionsmæssige og investeringsmæssige resultater samt en sammenligning af oplysningerne indeholdt i Arbejdsmarkedets Tillægspensions regnskab vedrørende den forudgående rapporteringsperiode, herunder:

    • a) Oplysninger om indtægter og udgifter fra investeringer, der dekomponeres i relevante kategorier, f.eks. efter aktivklasser.

    • b) Oplysninger om eventuelle investeringer i securitisering.

  • 4) En beskrivelse af andre væsentlige indtægter og udgifter i løbet af rapporteringsperioden samt en sammenligning af oplysningerne med den forudgående rapporteringsperiode ifølge regnskabet.

  • 5) Alle andre væsentlige oplysninger om Arbejdsmarkedets Tillægspensions virksomhed eller resultater.

Stk. 4 Rapportens afsnit om ledelsessystemet skal indeholde følgende oplysninger:

  • 1) Sammensætningen af ledelsen i form af direktøren og andet ledende personale, herunder en beskrivelse af de vigtigste roller og ansvarsområder samt en kort beskrivelse af ansvarsfordelingen, navnlig hvorvidt der er nedsat relevante udvalg, samt en beskrivelse af de vigtigste roller og ansvarsområder for udpegede nøglepersoner, jf. § 16, stk. 2, i bekendtgørelse om ledelse og styring af Arbejdsmarkedet Tillægspension.

  • 2) Eventuelle væsentlige ændringer i ledelsessystemet, som er foretaget i rapporteringsperioden.

  • 3) Oplysninger om aflønningspolitik og -praksis vedrørende repræsentantskabet, bestyrelsen, direktøren og øvrige ansatte, som har en væsentlig indflydelse på Arbejdsmarkedets Tillægspensions risikoprofil, herunder:

    • a) Principperne for aflønningspolitikken med en forklaring af de faste og variable lønkomponenters relative vægt.

    • b) Oplysninger om de individuelle og kollektive resultatkriterier, der lægges til grund for variable lønkomponenter.

    • c) En beskrivelse af de vigtigste karakteristika af tillægspensionsordninger eller ordninger for tidlig pensionering af direktøren og nøglepersoner.

  • 4) Oplysninger om Arbejdsmarkedets Tillægspensions politik for fit & proper af nøglepersoner i henhold til § 23 a, stk. 4 og 5, i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, herunder:

    • a) En beskrivelse af Arbejdsmarkedets Tillægspensions specifikke krav til færdigheder, viden og ekspertise hos nøglepersonerne.

    • b) En beskrivelse af Arbejdsmarkedets Tillægspensions proces til at fit & proper-vurdere nøglepersonerne.

  • 5) Oplysninger om Arbejdsmarkedets Tillægspensions risikostyringssystem, herunder:

    • a) En beskrivelse af Arbejdsmarkedets Tillægspensions risikostyringssystem som f.eks. strategier, processer og rapporteringsprocedurer, samt hvordan det effektivt og til stadighed identificerer, måler, overvåger, styrer og rapporterer, på såvel et individuelt som et aggregeret plan, de risici, som Arbejdsmarkedets Tillægspension er eller kan blive eksponeret mod.

    • b) En beskrivelse af, hvordan risikostyringssystemet, herunder risikostyringsfunktionen, anvendes og integreres i Arbejdsmarkedets Tillægspensions organisationsstruktur og beslutningsprocesser.

  • 6) Oplysninger om den proces, som Arbejdsmarkedets Tillægspension har indført for at udføre en vurdering af egen risiko og solvenssituation, herunder:

    • a) En beskrivelse af den proces, Arbejdsmarkedets Tillægspension anvender til at udføre en vurdering af egen risiko og solvenssituation som led i sit risikostyringssystem, f.eks. hvordan vurderingen af egen risiko og solvenssituation er integreret i Arbejdsmarkedets Tillægspensions organisationsstruktur og beslutningsprocesser.

    • b) En beskrivelse af, hvordan Arbejdsmarkedets Tillægspensions vurdering af egen risiko og solvenssituation foretages og godkendes af Arbejdsmarkedets Tillægspensions bestyrelse.

  • 7) Oplysninger om Arbejdsmarkedets Tillægspensions interne kontrolsystem, herunder:

    • a) En beskrivelse af Arbejdsmarkedets Tillægspensions interne kontrolsystem.

    • b) En beskrivelse af, hvordan compliance-funktionen fungerer.

  • 8) Oplysninger om Arbejdsmarkedets Tillægspensions interne auditfunktion, herunder:

    • a) En beskrivelse af, hvordan Arbejdsmarkedets Tillægspensions interne auditfunktion fungerer.

    • b) En beskrivelse af, hvordan Arbejdsmarkedets Tillægspensions interne auditfunktion forbliver uafhængig og objektiv i forhold til de aktiviteter, der undersøges.

  • 9) En beskrivelse af, hvordan Arbejdsmarkedets Tillægspensions aktuarfunktion fungerer.

  • 10) En beskrivelse af Arbejdsmarkedets Tillægspensions interne retningslinjer for outsourcing, herunder kritiske eller vigtige operationelle funktioner eller aktiviteter, samt de områder, som de tjenesteydere, der leverer disse funktioner eller aktiviteter, befinder sig i.

  • 11) En vurdering af, hvorvidt Arbejdsmarkedets Tillægspensions ledelsessystem er fyldestgørende i forhold til arten, omfanget og kompleksiteten af de risici, der er forbundet med Arbejdsmarkedets Tillægspensions virksomhed.

  • 12) Alle andre væsentlige oplysninger om Arbejdsmarkedets Tillægspensions ledelsessystem.

Stk. 5 Rapportens afsnit om risikoprofil skal indeholde følgende oplysninger:

  • 1) Risikoprofiler for følgende risikokategorier:

    • a) Pensionsmæssige risici.

    • b) Markedsrisici, herunder kreditrisici.

    • c) Modpartsrisici.

    • d) Likviditetsrisici.

    • e) Operationelle risici.

    • f) Andre væsentlige risici.

  • 2) Arbejdsmarkedets Tillægspensions risikoeksponering, herunder fra ikke-balanceførte positioner og overførsel af risiko til special purpose vehicles:

    • a) En beskrivelse af de foranstaltninger, der bruges til at vurdere disse risici i Arbejdsmarkedets Tillægspension, herunder eventuelle væsentlige ændringer i løbet af rapporteringsperioden.

    • b) En beskrivelse af de væsentlige risici, som Arbejdsmarkedets Tillægspension er eksponeret mod, herunder eventuelle væsentlige ændringer i løbet af rapporteringsperioden.

    • c) En beskrivelse af, hvordan aktiver er blevet investeret i overensstemmelse med ”prudent person”-princippet i § 26 i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, således at investeringsrisici og styringen heraf også indgår i beskrivelsen.

    • d) En beskrivelse af de væsentlige risikokoncentrationer, som Arbejdsmarkedets Tillægspension er eksponeret mod.

    • e) En beskrivelse af de metoder, der anvendes til risikoreduktion i aktiv-passiv-styring.

    • f) En beskrivelse af metoder, antagelser og resultatet af stresstest og risikoanalyser for væsentlige risici og begivenheder.

    • g) Alle andre væsentlige oplysninger om Arbejdsmarkedets Tillægspensions risikoprofil.

Offentliggørelse og ajourføringer
§ 5

Arbejdsmarkedets Tillægspension skal offentliggøre rapporten om risiko og finansiel situation på sin hjemmeside på et sted, hvor den naturligt hører hjemme.

Stk. 2 Rapporten skal være tilgængelig på hjemmesiden i mindst fem år efter offentliggørelsesdatoen, jf. § 10, stk. 2.

§ 6

Arbejdsmarkedets Tillægspension skal offentliggøre og indberette en ajourført version af rapporten om risiko og finansiel situation til Finanstilsynet ved større begivenheder, der har væsentlig indflydelse på relevansen af en tidligere offentliggjort rapport. §§ 4 og 5 finder anvendelse på en sådan ajourført rapport.