Bekendtgørelse om identifikation og indberetning af finansielle konti med tilknytning til USA § 43

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 724 af 22. april 2021

§ 43

Hvis en allerede eksisterende person-konto er en højværdikonto pr. 30. juni 2014, skal det indberetningspligtige finansielle institut gennemføre de udvidede undersøgelsesprocedurer i §§ 38-42 med hensyn til en sådan konto senest den 30. juni 2015. Hvis en sådan konto på grundlag af denne undersøgelse bliver identificeret som en indberetningspligtig konto senest den 31. december 2014, skal det indberetningspligtige finansielle institut indberette om en sådan konto med hensyn til 2014 og årligt derefter. Hvis en konto er identificeret som en indberetningspligtig konto efter den 31. december 2014 og senest den 30. juni, 2015, skal det indberetningspligtige finansielle institut ikke indberette oplysninger om en sådan konto med hensyn til 2014, men skal indberette oplysninger om kontoen årligt derefter.

Stk. 2 Hvis en allerede eksisterende person-konto ikke er en højværdikonto pr. den 30. juni 2014, men bliver en højværdikonto pr. den sidste dag i 2015 eller et efterfølgende kalenderår, skal det indberetningspligtige finansielle institut gennemføre de udvidede undersøgelsesprocedurer beskrevet i §§ 38-42 med hensyn til en sådan konto inden for seks måneder efter den sidste dag i det kalenderår, i hvilket kontoen bliver en højværdikonto. Hvis en sådan konto på grundlag af denne undersøgelse bliver identificeret som en indberetningspligtig konto, skal det indberetningspligtige finansielle institut indberette de krævede oplysninger om den pågældende konto med hensyn til det år, i hvilket den er identificeret som en indberetningspligtig konto, og efterfølgende år på årlig basis.

Stk. 3 Når et indberetningspligtigt finansielt institut anvender de udvidede undersøgelsesprocedurer i §§ 38-42, jf. stk. 1 og 2, på en højværdikonto, er det indberetningspligtige finansielle institut ikke forpligtet til at anvende sådanne procedurer igen, bortset fra forespørgsel til den kundeansvarlige efter § 41, på den samme højværdikonto i noget efterfølgende år.

Stk. 4 Hvis der sker en ændring i omstændighederne med hensyn til en højværdikonto, som resulterer i, at et eller flere amerikanske indicier efter § 32, stk. 1, sættes i forbindelse med kontoen, skal det indberetningspligtige finansielle institut behandle kontoen som en indberetningspligtig konto. § 33 finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 5 Et indberetningspligtigt finansielt institut skal indføre procedurer, som sikrer, at en kundeansvarlig identificerer enhver ændring i omstændigheder vedrørende en konto. Herunder skal det indberetningspligtige finansielle institut være forpligtet til at behandle oplysninger om, at kontohaveren har en ny postadresse i USA, som en ændring i omstændigheder og skal være forpligtet til at indhente den relevante dokumentation fra kontohaveren, hvis en kundeansvarlig bliver underrettet om en sådan ny adresse.