Bekendtgørelse om identifikation og indberetning af finansielle konti med tilknytning til USA Kapitel 5

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 724 af 22. april 2021

Kapitel 5 Identifikation af indberetningspligtige finansielle konti – allerede eksisterende enheds-konti
§ 48

Indberetningspligtige finansielle institutter kan vælge ikke at undersøge og identificere allerede eksisterende enheds-konti, hvis kontoens saldo eller værdi ikke overstiger 250.000 USD pr. den 30. juni 2014, som indberetningspligtige konti, indtil saldoen eller værdien overstiger 1.000.000 USD.

§ 49

Allerede eksisterende enheds-konti skal undersøges i overensstemmelse med procedurerne i §§ 50-53. Anvendes beløbsgrænsen i § 48, gælder dette for allerede eksisterende enheds-konti, der har en saldo eller værdi, der overstiger 250.000 USD pr. den 30. juni 2014, og allerede eksisterende enheds-konti, der oprindelig ikke overstiger 250.000 USD, men hvor saldoen eller værdien pr. den sidste dag i 2015 eller et efterfølgende kalenderår overstiger 1.000.000 USD.

Stk. 2 Med hensyn til allerede eksisterende enheds-konti omfattet af stk. 1 skal kun konti, der ejes af enheder, der er specificerede amerikanske personer, eller af passive NFFE’er med en eller flere kontrollerende personer, der er amerikanske statsborgere eller hjemmehørende i USA, behandles som indberetningspligtige konti.

Stk. 3 Konti ejet af ikke-deltagende finansielle institutter behandles som konti, for hvilke de samlede betalinger skal indberettes efter § 68.

§ 50

Indberetningspligtige finansielle institutter skal foretage følgende undersøgelser for at afgøre, om enheden er en specificeret amerikansk person:

  • 1) Undersøgelse af oplysninger, der opbevares ud fra regulatoriske eller kundeforholdsmæssige formål, herunder information, der indhentes i henhold til kundeidentifikationsprocedurer, for at afgøre, om oplysningen indikerer, at enheds-kontohaveren er en amerikansk person. I denne henseende skal oplysninger, der indikerer, at en enhed er en amerikansk person, omfatte amerikansk indregistrerings- eller organiseringssted eller en amerikansk adresse.

  • 2) Hvis oplysninger indikerer, at enheds-kontohaveren er en amerikansk person, skal det indberetningspligtige finansielle institut behandle kontoen som en indberetningspligtig konto, medmindre det indhenter en egenerklæring fra kontohaveren, hvilket kan ske på en IRS-blanket W-8 eller W-9, eller det med rimelighed kan afgøre, at kontohaveren ikke er en specificeret amerikansk person baseret på oplysninger, der er i dets besiddelse, eller som er offentligt tilgængelige.

§ 51

Indberetningspligtige finansielle institutter skal undersøge oplysninger, der opbevares til regulatoriske eller kundeforholdsmæssige formål, herunder oplysninger, der indhentes i henhold til kundeidentifikationsprocedurer, for at afgøre, om oplysningerne indikerer, at enheds-kontohaveren er et ikke-amerikansk finansielt institut.

Stk. 2 Hvis oplysningerne indikerer, at enheds-kontohaveren er et ikke-amerikansk finansielt institut, er kontoen ikke en indberetningspligtig konto.

§ 52

Indberetningspligtige finansielle institutter skal foretage følgende undersøgelser for at afgøre, om en enhed er et ikke-deltagende ikke-amerikansk finansielt institut, for hvilket betalinger er omfattet af indberetning efter § 68:

  • 1) Det indberetningspligtige finansielle institut kan afgøre, om et finansielt institut er et dansk finansielt institut eller et finansielt institut i en anden partnerjurisdiktion, på grundlag af kontoindehaverens Global Intermediary Identification Number (GIIN-nummer) på en liste over ikke-amerikanske finansielle institutter offentliggjort af de amerikanske skattemyndigheder eller på grundlag af andre oplysninger, der er offentligt tilgængelige eller i det indberetningspligtige finansielle instituts besiddelse. Hvis kontohaveren er et dansk finansielt institut eller et finansielt institut i en anden partnerjurisdiktion, er der ikke pligt til yderligere undersøgelse, identifikation eller indberetning med hensyn til kontoen, medmindre andet følger af nr. 2.

  • 2) Hvis en kontohaver er et dansk finansielt institut eller et finansielt institut i en anden partnerjurisdiktion, som behandles som et ikke-deltagende finansielt institut af amerikanske skattemyndigheder, skal betalinger til kontoindehaveren indberettes efter § 68.

  • 3) Hvis kontohaveren ikke er et dansk finansielt institut eller et finansielt institut i en anden partnerjurisdiktion, skal det indberetningspligtige finansielle institut behandle enheden som et ikke-deltagende finansielt institut, til hvilket betalinger er indberetningspligtige efter § 68, medmindre det indberetningspligtige finansielle institut gør følgende

    • a) indhenter en egenerklæring, hvilket kan ske på en IRS-blanket W-8, fra enheden om, at den behandles, som den er et certificeret skønnet efterretteligt fremmed finansielt institut, en fritaget retmæssig ejer eller et undtaget fremmed finansielt institut af de amerikanske skattemyndigheder, eller

    • b) for så vidt angår et deltagende fremmed finansielt institut eller et registreret skønnet efterretteligt fremmed finansielt institut, verificerer enhedens Global Intermediary Identification Number (GIIN-nummer) på en liste over ikke-amerikanske finansielle institutter offentliggjort af de amerikanske skattemyndigheder.

§ 53

For så vidt angår en konto, hvis kontohaver ikke er identificeret som enten en amerikansk person eller et finansielt institut, skal det indberetningspligtige finansielle institut afgøre, om kontohaveren er et passivt NFFE’er med en eller flere kontrollerende personer, der er amerikanske statsborgere eller hjemmehørende i USA.

Stk. 2 Ved identifikationen efter stk. 1 skal det indberetningspligtige finansielle institut foretage følgende undersøgelser i den rækkefølge, der er mest hensigtsmæssig efter omstændighederne:

  • 1) Med henblik på at fastslå en enheds kontrollerende personer kan det indberetningspligtige finansielle institut basere sig på oplysninger indsamlet og opbevaret efter kundeidentifikationsprocedurerne.

  • 2) Med henblik på at afgøre, om en enhed er en passiv NFFE, skal det indberetningspligtige finansielle institut indhente en egenerklæring, hvilket kan ske på en IRS-blanket W-8 eller W-9, fra kontohaveren for at fastslå dennes status, medmindre det har oplysninger i besiddelse eller oplysninger, der er offentligt tilgængelige, hvoraf det med rimelighed kan afgøre, at enheden er en aktiv NFFE.

  • 3) Med henblik på at afgøre, om en kontrollerende person i en passiv NFFE er statsborger eller hjemmehørende i USA i skattemæssig henseende, kan det indberetningspligtige finansielle institut basere sig på følgende

    • a) oplysninger indsamlet og opbevaret efter kundeidentifikationsprocedurer, for så vidt angår en allerede eksisterende enheds-konto, der ejes af en eller flere NFFE’er, med en saldo eller værdi, der ikke overstiger 1.000.000 USD, eller

    • b) en egenerklæring, hvilket kan ske på en IRS-blanket W-8 eller W-9, fra kontohaveren eller sådan kontrollerende person, for så vidt angår en allerede eksisterende enheds-konto, der ejes af en eller flere NFFE’er med en saldo eller værdi, der overstiger 1.000.000 USD.

  • 4) Hvis nogen kontrollerende person i en passiv NFFE er statsborger eller hjemmehørende i USA, skal kontoen behandles som en indberetningspligtig konto.

§ 54

Undersøgelse af allerede eksisterende enheds-konti skal være afsluttet senest den 30. juni 2016. Anvendes beløbsgrænsen i § 48, gælder dette for allerede eksisterende enheds-konti med en saldo eller værdi, der overstiger 250.000 USD pr. den 30. juni 2014.

Stk. 2 Anvendes beløbsgrænsen i § 48 skal undersøgelse af allerede eksisterende enheds-konti med en saldo eller værdi, som ikke overstiger 250.000 USD pr. den 30. juni 2014, men overstiger 1.000.000 USD pr. den sidste dag i 2015 eller et efterfølgende kalenderår, være afsluttet inden for seks måneder efter udløbet af det kalenderår, hvor saldoen eller værdien overstiger 1.000.000 USD.

Stk. 3 Hvis der sker en ændring af omstændigheder med hensyn til en allerede eksisterende enheds-konto, der medfører, at det indberetningspligtige finansielle institut får viden om eller grund til at vide, at egenerklæringen eller anden dokumentation knyttet til en konto er forkert eller upålidelig, skal det indberetningspligtige finansielle institut omgøre kontoens status i overensstemmelse med procedurerne i §§ 50-53.