Bekendtgørelse om godtgørelse for udgifter til befordring til tiltalte, der frifindes

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 470 af 26. september 1978

I medfør af § 1010, stk. 2, i lov om rettens pleje, jfr. lovbekendtgørelse nr. 1 af 2. januar 1975, som ændret ved lov nr. 243 af 8. juni 1978, fastsættes:

Der er ingen senere ændringer til denne bekendtgørelse.

  • Ændringsbekendtgørelsen er implementeret i den konsoliderede bekendtgørelse
  • Ændringsbekendtgørelsen er delvist implementeret i den konsoliderede bekendtgørelse
  • Ændringsbekendtgørelsen er endnu ikke implementeret i den konsoliderede bekendtgørelse
0
§ 1

Tiltalte, der frifindes, har krav på godtgørelse for udgifter til befordring til og fra retten.

Stk. 2 Sker frifindelse i appelinstansen, har den tiltalte krav på godtgørelse for udgifter til befordring til de domstole, som har behandlet sagen.

Stk. 3 Hvis der sker domfældelse ved appelinstansen, skal en eventuel tidligere udbetalt godtgørelse ikke søges tilbagebetalt hos den pågældende.

Stk. 4 Er den frifundne ikke til stede i retten ved domsafsigelsen, skal politiet underrette den frifundne om muligheden for hos retten at få godtgjort udgifterne til befordring.

0
§ 2

Godtgørelse til tiltalte for udgifter til befordring ydes efter samme regler, som gælder for ydelse af godtgørelse af befordringsudgifter til vidner og lægdommere.

0
§ 3

Godtgørelse for udgifter til befordring udbetales til den frifundne af den ret, som har behandlet sagen.

0
§ 4

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. oktober 1978.