Bekendtgørelse om godkendelse af fagligt ansvarlige på el-, vvs- og kloakinstallationsområdet og på gasområdet m.v. Kapitel 2

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1415 af 03. december 2018

Kapitel 2 Elområdet
§ 7

Personer, der har gennemført og bestået en af følgende kompetencegivende prøver, kan ansøge om at blive godkendt som fagligt ansvarlig på elområdet, jf. lovens § 2, når betingelserne i lovens § 14, stk. 1 og 2, i øvrigt er opfyldt:

  • 1) Installatør (AK) stærkstrøm.

  • 2) Elingeniør.

  • 3) Maskinmester efter Styrelsen for Videregående Institutioner og Uddannelsesstøttes regler.

  • 4) Professionsbachelor i sømilitær ledelse og teknik.

  • 5) Seniorofficer (maskinchef eller skibschef).

  • 6) Teknisk manager offshore, hvis uddannelsen er afsluttet i sommeren 2008 eller senere.

  • 7) Elinstallatør i henhold til Undervisningsministeriets retningslinjer om videregående uddannelse indenfor det stærkstrømstekniske område.

  • 8) Elektroinstallatørprøven af 1952 (Prøven afholdtes sidste gang i vinteren 1988/89).

  • 9) Udvidet maskinmestereksamen (Prøven afholdtes sidste gang i april 1991).

  • 10) Andre prøver godkendt af Sikkerhedsstyrelsen med minimum samme indhold og kompetencevurdering som prøven angivet i nr. 1.

Stk. 2 Det er endvidere en forudsætning for at blive godkendt som fagligt ansvarlig, at ansøgeren har bestået en af Sikkerhedsstyrelsen godkendt autorisationsprøve.

Stk. 3 En elingeniør skal endvidere for at kunne blive godkendt som fagligt ansvarlig som led i uddannelsen have modtaget undervisning i følgende fag:

  • 1) Udførelse og drift af elektriske installationer.

  • 2) Dimensionering af elektriske installationer herunder tavleanlæg.

  • 3) Forsyningsteori.

  • 4) Højspændingsanlæg.

Stk. 4 Sikkerhedsstyrelsen kan dispensere fra uddannelseskravene i stk. 1-3, når det skønnes at være elsikkerhedsmæssigt forsvarligt.

Delautorisationsområdet elinstallationer i boliger
§ 8

Personer, der har gennemført og bestået et uddannelsesforløb inden for elområdet, kan ansøge om at blive godkendt som fagligt ansvarlig på delautorisationsområdet elinstallationer i boliger, jf. § 1, nr. 2, i bekendtgørelse om delautorisation på el- og vvs-installationsområdet, når betingelserne i lovens § 14, stk. 1 og 2, i øvrigt, er opfyldt.

Stk. 2 Sikkerhedsstyrelsens krav til det uddannelsesforløb, der er kompetencegivende i forhold til delautorisationsområdet elinstallationer i boliger, fremgår af bilag 1, pkt. I.

Stk. 3 Det er endvidere en forudsætning for at blive godkendt som fagligt ansvarlig på dette delautorisationsområde, at ansøgeren som led i uddannelsesforløbet har bestået en af Sikkerhedsstyrelsen godkendt delautorisationsprøve.

Delautorisationsområdet solcelleinstallationer
§ 9

Personer, der har gennemført og bestået et uddannelsesforløb inden for elområdet, kan ansøge om at blive godkendt som fagligt ansvarlig på delautorisationsområdet solcelleinstallationer, jf. § 1, nr. 1, i bekendtgørelse om delautorisation på el- og vvs-installationsområdet, når betingelserne i lovens § 14, stk. 1 og 2, i øvrigt er opfyldt.

Stk. 2 Sikkerhedsstyrelsens krav til det uddannelsesforløb, der er kompetencegivende i forhold til delautorisationsområdet solcelleinstallationer, fremgår af bilag 1, pkt. II.

Stk. 3 Det er endvidere en forudsætning for at blive godkendt som fagligt ansvarlig på dette delautorisationsområde, at ansøgeren som led i uddannelsesforløbet har bestået en af Sikkerhedsstyrelsen godkendt delautorisationsprøve.