Bekendtgørelse om god skik for forsikringsdistributører § 23

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1779 af 06. september 2021

§ 23

Når et forsikringsprodukt tilbydes sammen med et accessorisk produkt eller en accessorisk tjenesteydelse, der ikke er en forsikring, som en del af en pakke eller den samme aftale, skal forsikringsdistributøren meddele kunden, om de forskellige dele kan købes separat.

Stk. 2 Kan de enkelte dele af en pakke købes separat, skal forsikringsdistributøren fremlægge en beskrivelse af de forskellige dele af aftalen eller pakken og separat dokumentation for omkostninger og gebyrer i forbindelse med hver enkelt del.

Stk. 3 Adskiller den risiko eller den forsikringsdækning, som følger af en sådan aftale eller pakke, som tilbydes en kunde, sig fra den forsikringsdækning eller de risici, der er forbundet med de separate dele, skal forsikringsdistributøren fremlægge en tilstrækkelig beskrivelse af de forskellige dele i aftalen eller pakken og af måden, hvorpå deres sammenhæng ændrer forsikringsdækningen eller risikoen.

Stk. 4 Er et forsikringsprodukt accessorisk i forhold til en vare eller en tjenesteydelse, som ikke er en forsikring, som del af en pakke eller den samme aftale, skal forsikringsdistributøren tilbyde kunden at købe varen eller tjenesteydelsen uden forsikringsprodukt.

Stk. 5 Stk. 4 finder ikke anvendelse, hvis et forsikringsprodukt er accessorisk i forhold til en investeringsservice som defineret i bilag 4, afsnit A, i lov om finansiel virksomhed, en boligkreditaftale som defineret i § 3, nr. 1, i bekendtgørelse om god skik for boligkredit eller en betalingskonto, som defineret i § 2, nr. 3, i lov om betalingskonti.

Stk. 6 Forsikringsselskaber og forsikringsformidlere, der udøver forsikringsdistribution gennem en accessorisk forsikringsformidler, der er undtaget fra lov om forsikringsformidling, jf. § 1, stk. 2, i lov om forsikringsformidling, skal sikre, at den pågældende accessoriske forsikringsformidler har passende og forholdsmæssige ordninger med henblik på, at denne kan overholde stk. 1-5.

Stk. 7 Denne bestemmelse forhindrer ikke distribution af forsikringsprodukter, der yder dækning for forskellige former for risici.

Stk. 8 En forsikringsdistributør, som modtager oplysning om, at en ansat bliver tilmeldt en obligatorisk arbejdsmarkedspensionsordning, hos en kunde, uden at have truffet en individuel beslutning om at tilmelde sig, skal straks give den ansatte oplysningerne i stk. 1-5.