Bekendtgørelse om god skik for forsikringsdistributører § 17

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1779 af 06. september 2021

§ 17

En producent af et skadeforsikringsprodukt, som opført i bilag I til Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed, skal udarbejde et standardiseret dokument med oplysninger om forsikringsproduktet på papir eller et andet varigt medium.

Stk. 2 Dokumentet med oplysninger om forsikringsproduktet skal opfylde følgende:

  • 1) Være et kort og selvstændigt dokument.

  • 2) Udformes og opstilles således, at det er klart og let læseligt, med brug af en læsevenlig skriftstørrelse.

  • 3) Være lige så forståeligt, hvis det oprindeligt er affattet i farver, men udskrives eller fotokopieres i sort-hvid.

  • 4) Affattes på de officielle sprog eller på et af de officielle sprog, der anvendes i den del af medlemslandet, hvor forsikringsproduktet tilbydes, eller på et andet sprog, hvis forbrugeren og distributøren enes herom.

  • 5) Være nøjagtigt og ikke vildledende.

  • 6) Indeholde titlen »dokument med oplysninger om forsikringsproduktet« øverst på første side.

  • 7) Indeholde en meddelelse om, at fuldstændige prækontraktlige og kontraktlige oplysninger om produktet findes i andre dokumenter.

Stk. 3 Dokumentet med oplysninger om forsikringsproduktet skal indeholde følgende oplysninger:

  • 1) Oplysninger om formen for forsikring.

  • 2) En sammenfatning af forsikringsdækningen, herunder de vigtigste forsikrede risici, den forsikrede sum og, hvor det er relevant, det geografiske anvendelsesområde og en sammenfatning af de ikkemedtagne risici.

  • 3) Betingelser for indbetaling af præmier, herunder over hvor lang tid indbetalingerne skal ske.

  • 4) De vigtigste undtagelser, hvor der ikke kan indgives skadesanmeldelser.

  • 5) Forpligtelser ved aftalens begyndelse.

  • 6) Forpligtelser i løbet af aftalens varighed.

  • 7) Forpligtelser i tilfælde af, at der indgives en skadesanmeldelse.

  • 8) Aftalens varighed herunder datoerne for aftalens begyndelse og udløb.

  • 9) Betingelserne for opsigelse af aftalen.

Stk. 4 Det standardiserede dokument skal endvidere være i overensstemmelse Kommissionens gennemførelsesforordning 2017/1469/EU af 11. august 2017 om fastsættelse af et standardiseret præsentationsformat for dokumentet med oplysninger om forsikringsproduktet.