Bekendtgørelse om god skik for forsikringsdistributører Kapitel 12

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1779 af 06. september 2021

Kapitel 12 Supplerende regler for distribution af forsikringsbaserede investeringsprodukter
Forebyggelse af interessekonflikter
§ 31

En forsikringsformidler eller et forsikringsselskab, der udøver distribution af forsikringsbaserede investeringsprodukter, skal have effektive organisatoriske og administrative ordninger med henblik på at træffe alle rimelige forholdsregler til forebyggelse af, at interessekonflikter, jf. §§ 32 og 33, skader kundens interesser.

Stk. 2 Ordningerne skal være forholdsmæssigt afpasset den udførte virksomhed, de solgte forsikringsprodukter og typen af distributør.

§ 32

Forsikringsformidlere og forsikringsselskaber træffer alle relevante forholdsregler for at kunne påvise interessekonflikter mellem dem, herunder deres ledere og ansatte eller enhver anden person, der direkte eller indirekte er tilknyttet forsikringsformidleren eller forsikringsselskabet, og deres kunder, eller mellem kunderne indbyrdes, som opstår ved udøvelsen af forsikringsdistributionsvirksomhed.

Stk. 2 Hvis de organisatoriske eller administrative ordninger, jf. § 30, ikke er tilstrækkelige til med rimelig sikkerhed at kunne forebygge risikoen for, at kunders interesser skades, skal forsikringsformidleren eller forsikringsselskabet klart oplyse kunden om interessekonflikternes generelle karakter eller årsager i god tid inden indgåelsen af en forsikringsaftale.

§ 33

Oplysningerne i § 32, stk. 2, skal

  • 1) gives på et varigt medium og

  • 2) være tilstrækkelig detaljerede afhængig af kundetypen, så kunden kan træffe en informeret beslutning inden indgåelse af en aftale med en forsikringsdistributionsvirksomhed omfattet af § 32, stk. 2.

Supplerende oplysningskrav og krav til kunderegistrering
§ 34

En forsikringsformidler eller et forsikringsselskab skal inden indgåelsen af en aftale om distribution af forsikringsbaserede investeringsprodukter mindst følgende oplysninger:

  • 1) Forsikringsformidlere og forsikringsselskaber, der yder rådgivning, skal oplyse, om de giver kunden en periodisk vurdering af de anbefalede forsikringsbaserede investeringsprodukters egnethed, jf. §§ 37-40.

  • 2) Relevant vejledning og relevante advarsler om de risici der er forbundet med de forsikringsbaserede investeringsprodukter eller i forbindelse med særlige foreslåede investeringsstrategier.

  • 3) Alle omkostninger og tilknyttede gebyrer i forbindelse med distributionen af det forsikringsbaserede investeringsprodukt, herunder udgifterne til rådgivning, og hvor det er relevant, udgifter til det forskningsbaserede investeringsprodukt, som anbefales eller afsættes til kunden, og oplysninger om, hvordan kunden kan betale for det, herunder eventuelle tredjemandsbetalinger.

Stk. 2 Oplysningerne om alle omkostninger og gebyrer, herunder omkostninger og gebyrer i forbindelse med distribution af det forsikringsbaserede investeringsprodukt, som ikke skyldes tilstedeværelsen af underliggende markedsrisici, skal foreligge i sammenfattet form, så kunden får et overblik over de samlede omkostninger og den samlede effekt på afkastet af investeringen og, hvis kunden måtte anmode herom, skal en specificeret opgørelse af omkostningerne og gebyrerne leveres. Sådanne oplysninger leveres i givet fald regelmæssigt og mindst én gang om året for kunden under investeringens livscyklus.

Stk. 3 Oplysningerne skal gives i en form, som er forståelig på en sådan måde, at kunder eller potentielle kunder i rimeligt omfang kan forstå det tilbudte forsikringsbaserede investeringsprodukts art og risici og dermed træffe informerede investeringsbeslutninger. Disse oplysninger kan gives i et standardiseret format.

§ 35

En forsikringsformidler eller et forsikringsselskab skal registrere sine kunder i sit kundekartotek med det eller de dokumenter, som er aftalt mellem forsikringsformidleren og kunden eller mellem forsikringsselskabet og kunden, hvori parternes rettigheder og forpligtelser er anført samt de øvrige betingelser, som gælder for forsikringsformidlerens eller forsikringsselskabets tjenesteydelser til kunden.

Stk. 2 Parternes kontraktlige rettigheder og forpligtelser kan medtages ved henvisning til andre dokumenter eller lovtekster.

§ 36

Forsikringsformidlere eller forsikringsselskaber kan betale eller modtage honorarer, provisioner, eller naturalieydelser i forbindelse med distribution af et forsikringsbaseret investeringsprodukt eller en accessorisk tjenesteydelse, til eller fra andre parter end kunden eller en person, som handler på vegne af kunden, hvis betalingen eller ydelsen

  • 1) ikke har en skadelig indvirkning på kvaliteten af den pågældende tjenesteydelse til kunden, og

  • 2) ikke hindrer forsikringsformidlerens eller forsikringsselskabets opfyldelse af pligten til at handle ærligt, redeligt og professionelt i overensstemmelse med kundens bedste interesse.

Egnethedstest
§ 37

Når en forsikringsformidler eller et forsikringsselskab yder rådgivning om et forsikringsbaseret investeringsprodukt, skal formidleren eller selskabet indhente de nødvendige oplysninger om kundens kendskab til og erfaring på det investeringsområde, som er relevant for den specifikke form for produkt eller tjenesteydelse, samt for kundens finansielle situation, herunder den pågældende persons evne til at bære et tab, investeringsmål, og den pågældende persons risikovillighed, så forsikringsformidleren eller forsikringsselskabet kan anbefale kunden de forsikringsbaserede investeringsprodukter, der egner sig for vedkommende.

Stk. 2 Hvis et forsikringsbaseret investeringsprodukt indgår i en pakke af tjenesteydelser eller produkter sammensat i henhold til § 23, skal vurderingen af, om produktet egner sig for kunden, jf. stk. 1, omfatte den samlede pakke.

Hensigtsmæssighedstest
§ 38

Når en forsikringsformidler eller et forsikringsselskab distribuerer et forsikringsbaseret investeringsprodukt uden at yde rådgivning, skal formidleren eller forsikringsselskabet udbede sig oplysninger fra kunden om dennes kendskab til og erfaring på det investeringsområde, som er relevant for den specifikke form for produkt eller tjenesteydelse, der udbydes eller efterspørges. På baggrund af oplysningerne skal forsikringsformidleren eller forsikringsselskabet vurdere, om den påtænkte forsikringsydelse eller det påtænkte forsikringsprodukt er hensigtsmæssigt for kunden.

Stk. 2 Hvis et forsikringsbaseret investeringsprodukt indgår i en pakke af tjenesteydelser eller produkter sammensat i henhold til § 23, skal vurderingen af, om produktet er hensigtsmæssigt, jf. stk. 1, omfatte den samlede pakke.

Stk. 3 Vurderer forsikringsformidleren eller forsikringsselskabet på grundlag af de oplysninger, som er modtaget i medfør af stk. 1, at det forsikringsbaserede investeringsprodukt ikke er hensigtsmæssigt for kunden, skal kunden gøres udtrykkelig opmærksom herpå. Denne information kan gives i et standardiseret format.

Stk. 4 Hvis kunden ikke giver oplysningerne i medfør af stk. 1, eller giver utilstrækkelige oplysninger om sit kendskab og sine erfaringer, skal kunden gøres udtrykkelig opmærksom på, at forsikringsformidleren eller forsikringsselskabet på grund af den mangelfulde information ikke kan afgøre, om produktet er hensigtsmæssigt for vedkommende. Denne information kan gives i et standardiseret format.

Udelukkende ordreudførelse (execution only)
§ 39

Når en forsikringsformidler eller et forsikringsselskab ikke yder rådgivning om forsikringsbaserede investeringsprodukter (execution only), kan formidleren eller selskabet undlade at opfylde forpligtelserne i § 38, stk. 1, når følgende betingelser er opfyldt:

  • 1) Virksomheden vedrører et af følgende forsikringsbaserede investeringsprodukter:

    • a) Aftaler, som kun medfører investeringseksponering over for finansielle instrumenter, der anses for at være ikke-komplekse i henhold til bekendtgørelse om investorbeskyttelse ved værdipapirhandel og ikke indebærer en struktur, som gør det vanskeligt for kunden at forstå de involverede risici.

    • b) Andre ikke-komplekse forsikringsbaserede investeringer.

  • 2) Forsikringsdistributionsvirksomheden udøves på kundens foranledning.

  • 3) Kunden er blevet oplyst om, at forsikringsformidleren eller forsikringsselskabet ikke ved ydelsen af denne forsikringsdistributionsvirksomhed er forpligtet til at vurdere, hvorvidt det forsikringsbaserede investeringsprodukt, der leveres eller tilbydes, er hensigtsmæssigt, og at kunden ikke nyder godt af den tilsvarende beskyttelse i henhold til de relevante regler om god forretningsskik. Denne information kan gives i et standardiseret format.

  • 4) Forsikringsformidleren eller forsikringsselskabet opfylder forpligtelserne i §§ 31-33.

Rapportering til kunder
§ 40

Forsikringsformidleren eller forsikringsselskabet forelægger kunden fyldestgørende rapporter om den leverede tjenesteydelse på et varigt medium. Rapporterne skal omfatte periodiske meddelelser til kunden, hvori der tages hensyn til de involverede forsikringsbaserede investeringsprodukters form og kompleksitet og karakteren af den tjenesteydelse, der er leveret til kunden. Hvor det er relevant, skal rapporterne desuden omfatte omkostninger i forbindelse med de transaktioner og tjenesteydelser, der er gennemført for kundens regning.

Stk. 2 Ved ydelse af rådgivning om et forsikringsbaseret investeringsprodukt giver forsikringsformidleren eller forsikringsselskabet inden indgåelse af aftalen kunden en egnethedserklæring på et varigt medium, hvori den ydede rådgivning specificeres, og det specificeres, hvordan denne rådgivning opfylder kundens præferencer, mål og andre karakteristika. § 3, stk. 1 og 2, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 3 Indgås aftalen telefonisk eller på anden måde, hvor kunden ikke umiddelbart kan få oplysninger omfattet af stk. 2, kan forsikringsformidleren eller forsikringsselskabet afgive egnethedserklæringen på et varigt medium umiddelbart efter, at kunden er bundet af en aftale, såfremt begge følgende betingelser er opfyldt:

  • 1) Kunden har indvilliget i at modtage egnethedserklæringen uden unødig forsinkelse efter indgåelsen af aftalen.

  • 2) Forsikringsformidleren eller forsikringsselskabet har givet kunden mulighed for at udskyde indgåelsen af aftalen for at modtage egnethedserklæringen forud for indgåelsen af aftalen.

Stk. 4 Hvis en forsikringsformidler eller et forsikringsselskab har underrettet kunden om, at formidleren eller selskabet vil gennemføre en periodisk vurdering af egnetheden, skal den periodiske rapport indeholde en ajourført erklæring om, hvordan det forsikringsbaserede investeringsprodukt opfylder kundens præferencer og mål og andre af kundens karakteristika.