Bekendtgørelse om god skik for boligkredit Kapitel 6

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1514 af 06. december 2023

Kapitel 6 Kreditværdighedsvurdering, brug af databaser, afslag m.v.
Kreditværdighedsvurdering
§ 19

En boligkreditgiver skal før indgåelse af en boligkreditaftale foretage en grundig vurdering af låntagerens kreditværdighed, og heri inddrage de relevante oplysninger for at fastslå sandsynligheden for, at låntageren har vilje og evne til at opfylde sine forpligtelser i henhold til boligkreditaftalen. En boligkreditgiver må alene indgå en boligkreditaftale med en låntager, hvis resultatet af kreditværdighedsvurderingen sandsynliggør at låntageren kan overholde boligkreditaftalen.

§ 20

Kreditværdighedsvurderingen foretages på grundlag af oplysninger om låntagerens indtægter og udgifter og andre finansielle og økonomiske forhold, der er nødvendige, tilstrækkelige og forholdsmæssigt afpassede. Oplysninger skal indhentes fra relevante kilder, herunder fra låntageren. Boligkreditgiveren gør låntageren opmærksom på, at låntageren skal give korrekte og fuldstændige oplysninger, og at retsvirkningen af utilstrækkelige oplysninger indebærer, at kreditværdighedsvurderingen ikke kan foretages, og at boligkreditten ikke kan bevilges. Kreditværdighedsvurderingen må ikke alene basere sig på, at værdien af en fast ejendom er højere end kreditbeløbet i boligkreditaftalen, eller formodning om at ejendommen vil stige i værdi. Hvis formålet med en kreditaftale er at opføre fast ejendom eller renovere en eksisterende fast ejendom, kan kreditgiver dog tage hensyn hertil.

Stk. 2 En boligkreditgiver skal forud for indgåelse af boligkreditaftalen underrette låntageren, hvis der i forbindelse med kreditværdighedsvurderingen vil blive foretaget søgning i en database, jf. § 23, stk. 1, 2. pkt.

Stk. 3 En boligkreditformidler, som har oplysninger om låntagerens indtægter og udgifter samt andre finansielle og økonomiske forhold, skal udlevere disse oplysninger til boligkreditgiveren, så de kan indgå i kreditværdighedsvurderingen.

§ 21

En boligkreditgiver må som udgangspunkt kun tilbyde boligkreditaftaler med pant i fast ejendom med variabel rente til låntagere, der har en økonomi, som efter boligkreditgiverens vurdering medfører, at låntageren kan godkendes til at optage et 30-årigt lån med fast rente uden afdragsfrihed.  1. pkt. finder tilsvarende anvendelse på lån med afdragsfrihed.

Stk. 2 Stk. 1 finder kun anvendelse på boligkreditaftaler for den del af lånet, der ligger inden for de lånegrænser, der følger af § 5 i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v.

Stk. 3 Inden en boligkreditgiver indgår en boligkreditaftale med en forbruger i forbindelse med erhvervelse af en ejer- eller fritidsbolig eller brugsretten til en andelsbolig skal boligkreditgiveren sikre, at forbrugeren som udgangspunkt erlægger en passende udbetaling af købesummen.

Stk. 4 Stk. 3 finder tilsvarende anvendelse ved en andelsboligforenings anskaffelse af foreningens ejendom.

Stk. 5 En boligkreditgiver må som udgangspunkt ikke indgå risikable aftaler om realkreditlån eller realkreditlignende lån med høj belåningsgrad med forbrugere, hvis forbrugeren herved får en høj gældsfaktor.

Stk. 6 Stk. 1-5 finder ikke anvendelse ved boligkreditaftaler med en hovedstol på 100.000 kr. eller mindre, medmindre der optages flere lån med sikkerhed i samme faste ejendom, og lånenes hovedstol tilsammen udgør over 100.000 kr.

§ 22

En boligkreditgiver skal ved ydelse af boligkreditaftaler anvende pålidelige standarder ved værdiansættelsen af den faste ejendom, som ligger til grund for boligkreditaftalen. Boligkreditgiver skal desuden sikre, at pålidelige standarder anvendes, når tredjemand foretager værdiansættelsen på kreditgivers vegne. Pålidelige standarder er de regler, der fremgår af § 2 i bekendtgørelse nr. 807 af 31. maj 2022 om værdiansættelse af pant og lån i fast ejendom som sikkerhed for udstedelse af dækkede obligationer.

Stk. 2 Den standard, som ligger til grund for udmålingen af værdien, jf. stk. 1, skal anvendes konsistent af boligkreditgiveren.

Oplysninger til brug for kreditværdighedsvurderingen, herunder fra databaser

Afslag og ophævelse m.v. af boligkreditaftaler
§ 23

En boligkreditgiver skal, hvis kreditanmodningen afslås, straks underrette låntageren om afslaget. Boligkreditgiveren skal endvidere oplyse, om afgørelsen er truffet på grundlag af en automatisk behandling af oplysninger, og hvis det er tilfældet, skal boligkreditgiveren underrette låntageren om hvilken database, der er tale om, samt resultatet af søgningerne i databasen.

Stk. 2 En boligkreditgiver må ikke til skade for låntageren ophæve eller ændre en boligkreditaftale indgået med en låntager med den begrundelse, at de af låntageren fremlagte oplysninger inden indgåelsen af kreditaftalen var ufuldstændige.  1. pkt. finder ikke anvendelse, hvis det kan påvises, at låntageren bevidst har tilbageholdt eller forfalsket de oplysninger, som er afgivet i medfør af § 20, stk. 1.