Bekendtgørelse om gaskvalitet Kapitel 4

Denne konsoliderede version af bekendtgørelse om gaskvalitet er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 230 af 21. marts 2018

Kapitel 4 Naturgas
§ 14

Naturgas karakterises som 2. gasfamilie, gruppe H, i EN 437 + A1:2009.

Stk. 2 Naturgas skal ved normale forsyningsforhold have et øvre Wobbeindeks i intervallet 50,76 – 55,8 MJ/Nm3.

Stk. 3 Den relative densitet (d) af naturgaskvaliteter må ikke være lavere end 0,555 og ikke højere end 0,7.

§ 15

Forsyning af naturgas ved unormale forsyningsforhold, hvor Wobbeindeks er mellem 50,04 og 50,76 MJ/Nm3, kan tillades under forsætning af, at Sikkerhedsstyrelsen har godkendt en særlig beredskabsplan.

§ 16

Den særlige beredskabsplan, jf. § 15, skal indeholde

  • 1) et aktionsprogram, hvor udvalgte installationstyper overvåges i perioden, hvor forsyning sker i det unormale område, og

  • 2) et varslingssystem, der sikrer, at udvalgte forbrugere med større, følsomme naturgasinstallationer bliver informeret om den større variation i naturgaskvaliteten.

§ 17

Kulbrintedugpunktet i naturgas må ved ethvert tryk op til 70 bar absolut tryk ikke overstige minus 2 °C.

§ 18

Det samlede indhold af svovlbrinte (H2S) og carbonylsulfid (COS) målt som svovl i naturgas må ikke overstige 5 mg/Nm3.

Stk. 2 Under unormale driftsforhold må det samlede indhold af H2S og COS i perioder på maksimalt 2 timer højst udgøre 10 mg/Nm3. Gennemsnittet på døgnbasis må uanset 1. pkt. ikke overstige 5 mg/Nm3. De unormale driftsforhold må ikke overstige 132 timer pr. år.

Stk. 3 Indholdet af merkaptaner i naturgas målt som svovl må ikke overstige 6 mg/Nm3.

Stk. 4 Det totale svovlindhold i naturgas må ikke overstige 30 mg/Nm3.

Stk. 5 Værdierne i stk. 1-4 er eksklusiv eventuelle svovlforbindelser fra odorant.