Bekendtgørelse om Garantiformuens dækning af indskydere og investorer § 8

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 820 af 03. juli 2015,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 435 af 02. maj 2018 og bekendtgørelse nr. 518 af 17. maj 2018

§ 8

Garantiformuen dækker berettigede indskud som følge af transaktioner vedrørende fast ejendom, jf. § 9, stk. 5, i lov om en indskyder- og investorgarantiordning herunder

  • 1) deponering af købesum i henhold til forudgående købsaftale, uanset af hvem og hvor deponeringen foretages,

  • 2) indskud af salgsprovenu i henhold til forudgående salgsaftale, og

  • 3) indskud af provenu af lån med pant i fast ejendom som i henhold til aftale finansieres ved eller skal finansieres ved realkreditobligationer, særligt dækkede realkreditobligationer eller særligt dækkede obligationer.

Stk. 2 Garantiformuen dækker de i stk. 1, nr. 1-3, berettigede indskud indtil et beløb svarende til 10 mio. euro indtil 12 måneder fra indsættelsen af beløbet, jf. § 9, stk. 5, i lov om en indskyder- og investorgarantiordning, uanset om indskuddet står på en særskilt konto.

Stk. 3 Det er en forudsætning for dækning efter stk. 1 og 2, at den faste ejendom har været anvendt hovedsagelig ikkeerhvervsmæssigt eller er bestemt til hovedsagelig ikkeerhvervsmæssig anvendelse, jf. § 9, stk. 5, i lov om en indskyder- og investorgarantiordning af køberen eller sælgeren henholdsvis den, der har optaget lånet med pant i fast ejendom finansieret ved realkreditobligationer, særligt dækkede realkreditobligationer eller særligt dækkede obligationer.