Bekendtgørelse om gældssanering Kapitel 3

Denne konsoliderede version af bekendtgørelse om gældssanering er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1133 af 06. juli 2022,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 1620 af 24. december 2022, bekendtgørelse nr. 1529 af 29. november 2023 og bekendtgørelse nr. 1763 af 22. december 2023

Kapitel 3 Fastsættelse af den procent, hvortil fordringerne nedsættes, eller de afdrag, som skyldneren skal betale
§ 14

Ved fastsættelsen af den procent, hvortil fordringerne nedsættes, eller hvor dette ikke er muligt, de afdrag, som skyldneren skal betale, skal der bortses fra fordringer, som kun vil afkaste en samlet sum på indtil 3.600 kr. eller derunder i afdragsperioden.

Stk. 2 Hvor skifteretten genoptager gældssaneringssagen efter konkurslovens § 228, stk. 3, kan skifteretten undlade at forhøje den procent, hvortil fordringerne er nedsat, eller de fastsatte afdrag, hvis forhøjelsen af den samlede betaling til fordringshaverne alene vil ske med 100 kr. eller derunder om måneden.