Bekendtgørelse om fravigelse af regler på boligområdet som følge af covid-19 § 4

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 301 af 27. februar 2021,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 463 af 17. marts 2021, bekendtgørelse nr. 669 af 15. april 2021, bekendtgørelse nr. 870 af 10. maj 2021, bekendtgørelse nr. 1221 af 07. juni 2021 og bekendtgørelse nr. 1540 af 01. juli 2021

§ 4

En boligorganisation med almene boligafdelinger kan udskyde eller aflyse et ordinært afdelingsmøde, når forbud mod forsamlinger udstedt af justitsministeren forhindrer afholdelse af mødet. Hvis det ordinære afdelingsmøde udskydes, skal det afholdes, når det er muligt, og forsamlingsforbuddet ikke længere er en forhindring.

Stk. 2 Medlemmer af afdelingsbestyrelsen og repræsentanter til repræsentantskabet, som er på valg, kan fortsætte deres hverv, indtil næste afdelingsmøde er afholdt. 25 pct. eller flere af lejerne i afdelingen kan forlange, at der afholdes valg.

Stk. 3 En boligorganisation kan forlange forhåndstilmelding til et afdelingsmøde. Fristen for tilmelding kan ikke være længere end 2 uger før afholdelse af mødet.

Stk. 4 En boligorganisation skal acceptere stemmer afgivet ved fuldmagt på et fysisk afdelingsmøde, så længe justitsministeren har udstedt forbud mod forsamlinger. Boligorganisationen kan begrænse antallet af fuldmagter ned til, at en husstand kun kan have fuldmagt fra en anden husstand.

Stk. 5 Boligorganisationen kan beslutte, at et afdelingsmøde afholdes digitalt. Det er en betingelse, at der anvendes et IT-system, som kan styre adgang til mødet og afvikling af afstemninger på betryggende måde.

Stk. 6 Boligorganisationen kan beslutte et driftsbudget for det kommende budgetår, uden det godkendes på et afdelingsmøde, jf. § 36, stk. 1, i lov om almene boliger m.v., når justitsministeren har udstedt forbud mod forsamlinger. Det er en betingelse, at driftsbudgettet ikke overstiger det foregående års budget med mere end 2 pct. Dog kan der ved opgørelsen af de 2 pct. ses bort fra budgetforhøjelser, som skyldes en beslutning, som tidligere er truffet på et afdelingsmøde.

Stk. 7 Boligorganisationen kan beslutte, at afdelingens driftsbudget skal godkendes ved en urafstemning blandt afdelingens boliglejere. Boligorganisationen kan ligeledes beslutte urafstemning i afdelingen om emner, som efter kapitel 2 i lov om almene boliger m.v. skal besluttes på et afdelingsmøde.

Stk. 8 Stk. 1-7 finder tilsvarende anvendelse for en kommune, en region eller en selvejende institution, som ejer almene boligafdelinger.