Bekendtgørelse om forsikringsformidlere, genforsikringsformidlere og accessoriske forsikringsformidleres ansvarsforsikring, garantistillelse og behandling af betroede midler § 2

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 696 af 26. maj 2020

Ansvarsforsikring eller garantistillelse
§ 2

En formidler skal have en ansvarsforsikring eller tilsvarende garanti fra et forsikringsselskab eller et pengeinstitut, jf. dog stk. 3 og 4. Ansvarsforsikringen eller den tilsvarende garanti skal opfylde følgende betingelser:

  • 1) Ansvarsforsikringen eller garantien skal sikre, at forsikringsselskabet eller pengeinstituttet hæfter umiddelbart over for skadelidte for det erstatningsansvar, som formidleren ifalder ved uagtsomt forhold udvist af formidleren eller nogen, denne hæfter for.

  • 2) Ansvarsforsikringen eller garantien skal dække formidlerens aktiviteter i lande inden for Den Europæiske Union og lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område.

  • 3) Ansvarsforsikringen eller garantien skal indeholde dækning for en genikrafttrædelse af dækningssummen i tilfælde af, at denne måtte blive udtømt som følge af en eller flere skader i et forsikringsår (policedækket reinstatement).

  • 4) Ansvarsforsikringen eller garantien skal dække erstatningskrav, der rejses og anmeldes senest 3 år efter ansvarsforsikringens eller garantiens ophør, i det omfang der ikke er tegnet en ny ansvarsforsikring i andet forsikringsselskab eller stillet en ny garanti for formidleren i et andet pengeinstitut med fuld retroaktiv dækning.

Stk. 2 Ophører en formidler, f.eks. ved overdragelse af kundeporteføljen til en anden virksomhed, kan den overtagende virksomheds forsikringsselskab eller pengeinstitut over for Finanstilsynet erklære, at den eksisterende ansvarsforsikring eller garanti udvides til at dække erstatningskrav fra den overdragende formidlers kunder, som vedrører en erstatningsberettiget ydelse, der er modtaget inden overdragelsen og som er rejst, og anmeldt senest 3 år efter overdragelsen.

Stk. 3 En formidler er undtaget fra kravet i stk. 1, 1. pkt., hvis formidleren er dækket af en ansvarsforsikring eller tilsvarende garanti i det forsikrings- eller genforsikringsselskab på hvis vegne formidleren handler eller er bemyndiget til at handle. En formidler er også undtaget fra kravet i stk. 1, 1. pkt., hvis formidleren er dækket af en ansvarsforsikring eller tilsvarende garanti i et andet selskab, hvor formidleren handler eller er bemyndiget til at handle, eller hvis selskabet har påtaget sig det fulde ansvar for formidlerens handlinger.

Stk. 4 En accessorisk forsikringsformidler er undtaget fra kravet i stk. 1, 1. pkt., hvis den accessoriske forsikringsformidler er dækket af en anden tilsvarende lovpligtig ansvarsforsikring eller garanti.