Bekendtgørelse om forsikring af privat skov mod stormfald og tilskud til gentilplantning m.v. efter stormfald Kapitel 2

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 847 af 14. juni 2022

Kapitel 2 Basisforsikring og tilskudsberettigede
§ 4

Tilskud ydes til private ejere af fredskov, som har en basisforsikring mod stormfald for den skov, hvori det areal, der søges om tilskud til, er beliggende.

Stk. 2 Arealet skal senest på tidspunktet for første udbetaling af tilskud være pålagt fredskovspligt efter skovlovens § 3.

§ 5

Det areal, der ydes tilskud til, skal have været dækket af en basisforsikring i en ubrudt periode fra 31. august 2001.

Stk. 2 Efter udløbet af den i stk. 1 nævnte frist, kan en skov kun blive omfattet af reglerne om tilskud i forbindelse med ejerskifte, jf. lov om visse naturskader § 11, stk. 2, såfremt erhververen af skoven tegner en basisforsikring senest 6 måneder efter den i skødet anførte overtagelsesdato, og skoven derefter i en ubrudt periode har været dækket af en basisforsikring.

Stk. 3 Skovarealer, der nytilplantes efter 31. august 2001, jf. lov om visse naturskader § 11, stk. 2 og 3, kan endvidere blive omfattet af reglerne om tilskud, såfremt disse skovarealer tilmeldes en basisforsikring senest 5 år fra gentilplantningens påbegyndelse, og skovearealet derefter i en ubrudt periode har været dækket af en basisforsikring.

Stk. 4 Overfører forsikringstageren basisforsikringen fra et forsikringsselskab til et andet forsikringsselskab, ophører det afgivende forsikringsselskabs forsikringspligt først, når det fra det modtagende forsikringsselskab modtager skriftlig meddelelse om, at basisforsikringen er overtaget.

Stk. 5 Opsiger forsikringstageren basisforsikringen giver forsikringsselskabet straks meddelelse herom til Naturskaderådet.

Stk. 6 Naturskaderådet kan anmode et forsikringsselskab om at modtage udskrift over forsikringsselskabets forsikringstagere af basisforsikring.