Bekendtgørelse om forretningsorden for bestyrelsen for Finanstilsynet § 38

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1345 af 23. november 2023

Inhabilitet
§ 38

Et bestyrelsesmedlem må ikke deltage eller være til stede under behandlingen af en sag, når medlemmet er inhabilt efter forvaltningslovens regler.

Stk. 2 Et bestyrelsesmedlem, der bliver bekendt med, at der foreligger omstændigheder, som er egnede til at vække tvivl om vedkommendes habilitet, skal snarest muligt og inden behandlingen af en sag begyndes underrette bestyrelsessekretariatet herom.

Stk. 3 I tvivlstilfælde afgør bestyrelsen uden deltagelse af det pågældende medlem, om vedkommende er inhabil.

Stk. 4 Skønner bestyrelsen, at udlevering af materiale vedrørende en sag til et inhabilt medlem ikke bør finde sted, kan bestyrelsen beslutte, at materialet ikke eller først på et nærmere angivet tidspunkt skal udleveres til det pågældende medlem. Bestyrelsen kan delegere denne kompetence til formanden.

Stk. 5 Spørgsmål om inhabilitet skal indgå som fast punkt på dagsordenen for bestyrelsens møder.

Stk. 6 Stk. 1-2 finder tilsvarende anvendelse for observatøren, dennes suppleant, Forbrugerombudsmanden, medlemmer af ekspertpanelet og særligt sagkyndige vedrørende færøske og grønlandske forhold.