Bekendtgørelse om forretningsorden for bestyrelsen for Finanstilsynet Kapitel 7

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1345 af 23. november 2023

Kapitel 7 Inhabilitet og begrænsning i bestyrelsesmedlemmers øvrige hverv m.v.
Inhabilitet
§ 38

Et bestyrelsesmedlem må ikke deltage eller være til stede under behandlingen af en sag, når medlemmet er inhabilt efter forvaltningslovens regler.

Stk. 2 Et bestyrelsesmedlem, der bliver bekendt med, at der foreligger omstændigheder, som er egnede til at vække tvivl om vedkommendes habilitet, skal snarest muligt og inden behandlingen af en sag begyndes underrette bestyrelsessekretariatet herom.

Stk. 3 I tvivlstilfælde afgør bestyrelsen uden deltagelse af det pågældende medlem, om vedkommende er inhabil.

Stk. 4 Skønner bestyrelsen, at udlevering af materiale vedrørende en sag til et inhabilt medlem ikke bør finde sted, kan bestyrelsen beslutte, at materialet ikke eller først på et nærmere angivet tidspunkt skal udleveres til det pågældende medlem. Bestyrelsen kan delegere denne kompetence til formanden.

Stk. 5 Spørgsmål om inhabilitet skal indgå som fast punkt på dagsordenen for bestyrelsens møder.

Stk. 6 Stk. 1-2 finder tilsvarende anvendelse for observatøren, dennes suppleant, Forbrugerombudsmanden, medlemmer af ekspertpanelet og særligt sagkyndige vedrørende færøske og grønlandske forhold.

§ 39

For nye bestyrelsesmedlemmer gælder en særlig karensperiode henset til medlemmets tidligere hverv. I karensperioden må medlemmet ikke være en del af behandlingen af eller beslutningen i sager med relation til den pågældendes tidligere hverv, uanset at medlemmet i sit tidligere hverv ikke har deltaget i behandling af den pågældende sag.

Stk. 2 En sådan karensperiode kan også besluttes i forhold til et medlem af Finanstilsynets direktion i forbindelse med ansættelse af en ny direktør eller vicedirektør, hvor direktøren eller vicedirektøren ikke kan være en del af behandlingen af sagen.

Handel med værdipapirer
§ 40

Bestyrelsesmedlemmer, observatøren og dennes suppleant skal kvartalsvis indberette og dokumentere til Finanstilsynets administrationschef, hvis de i det forløbne kvartal har handlet med værdipapirer udstedt af finansielle virksomheder, som Finanstilsynet fører tilsyn med.

Stk. 2 Finanstilsynets administrationschef vil stikprøvevis gennemgå bestyrelsesmedlemmernes indberetninger af værdipapirhandler.