Bekendtgørelse om foranstaltninger mod indførelse af alment farlige sygdomme i landet § 10

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1574 af 04. juli 2021,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 290 af 04. marts 2022

§ 10

Udryddelse af vektorer skal udføres ved en R1 - autoriseret rottebekæmper og skal i øvrigt ske i overensstemmelse med gældende vejledninger fra Miljøstyrelsen og Sundhedsstyrelsen.

Stk. 2 Udryddelse af vektorer skal foretages således, at beskadigelse af skib og ladning så vidt muligt undgås, og foranstaltningerne bør gennemføres hurtigst muligt.

Stk. 3 Udryddelsen skal så vidt muligt finde sted, når skibet har tomme lastrum. Udryddelsen kan dog foretages før losningen, hvis det skønnes, at det under hensyn til ladningens art og anbringelse er muligt fuldstændigt at udrydde de pågældende vektorer uden losning. I skibe uden last skal udryddelse ske før eventuelle varer lastes.

Stk. 4 Der kan foretages udryddelse af vektorer i vareindpakning, som de må antages særligt at søge tilhold i, og der skal drages omsorg for, at vektorer ikke sammen med varer ad fortøjningstrosser eller på anden måde overføres fra skibet til land eller omvendt. Styrelsen for Patientsikkerhed kan i dette øjemed eksempelvis pålægge skibet om fornødent at opankre bort fra kaj.

Stk. 5 Døde vektorer skal afleveres på de steder, som anvises af Styrelsen for Patientsikkerhed.

Stk. 6 Skibets fører og besætning er forpligtet til at yde al ønsket bistand ved udryddelse af vektorer og til at følge Styrelsen for Patientsikkerheds anvisninger herom.

Stk. 7 Når udryddelsen er tilfredsstillende gennemført, udsteder Styrelsen for Patientsikkerhed dateret bevis for, at udryddelse er foretaget (certifikat for hygiejnekontrol af skibe).

Stk. 8 Hvis Styrelsen for Patientsikkerhed finder, at udryddelsen er udført under sådanne forhold, at et tilfredsstillende resultat ikke har kunnet opnås, skal Styrelsen for Patientsikkerhed gøre bemærkning herom i skibets hygiejnecertifikat.