Bekendtgørelse om finansielle rapporter for LD Fonde Kapitel 3

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1245 af 27. november 2019

Kapitel 3 Indregning og måling
Generelle bestemmelser
§ 16

Balancen består af indregnede aktiver, indregnede forpligtelser, herunder hensatte forpligtelser, og medlemmernes formue, der udgør forskellen mellem indregnede aktiver og andre indregnede forpligtelser. Ved passiver forstås summen af medlemmernes formue og andre indregnede forpligtelser.

§ 17

Et aktiv skal indregnes i balancen, når det er sandsynligt, at fremtidige økonomiske fordele vil tilflyde LD Fonde, og aktivets værdi kan måles pålideligt.

Stk. 2 En forpligtelse skal indregnes i balancen, når det er sandsynligt, at fremtidige økonomiske fordele vil fragå LD Fonde, og forpligtelsens værdi kan måles pålideligt.

Stk. 3 Ved indregning og måling af aktiver og forpligtelser skal der tages hensyn til oplysninger, der fremkommer efter balancedagen, men inden regnskabet udarbejdes, hvis oplysningerne bekræfter eller afkræfter forhold, som er opstået senest på balancedagen.

§ 18

Dagsværdien af et aktiv eller en forpligtelse er den noterede pris på et aktivt marked for det pågældende aktiv eller den pågældende forpligtelse.

Stk. 2 Hvis der ikke findes et aktivt marked, måles dagsværdien ved anvendelse af en egnet værdiansættelsesteknik, der inddrager alle de tilgængelige data, som markedsdeltagere må antages at ville tage i betragtning ved en prisfastsættelse. I sådanne tilfælde maksimeres anvendelsen af relevante observerbare data, og anvendelsen af ikke-observerbare data minimeres.

§ 19

Transaktioner, der er gennemført i en anden valuta end danske kroner, omregnes til danske kroner efter valutakursen på transaktionsdagen.

Stk. 2 Monetære poster i en anden valuta end danske kroner omregnes til danske kroner efter lukkekursen for valutaen på balancedagen.

Stk. 3 Ikke-monetære poster i en anden valuta end danske kroner omregnes til danske kroner efter valutakursen på transaktionsdagen, hvis posten er indregnet på basis af kostprisen.

Stk. 4 Ikke-monetære poster i en anden valuta end danske kroner omregnes til danske kroner efter lukkekursen på balancedagen, hvis posten er indregnet på basis af dagsværdien.

Stk. 5 Valutakursforskelle opstået ved afhændelse af aktiver eller afvikling af forpligtelser omfattet af stk. 2-4 eller omregning efter stk. 1-4 skal indregnes i resultatopgørelsen.

Finansielle instrumenter
§ 20

Finansielle aktiver og finansielle forpligtelser indregnes i balancen, når LD Fonde bliver underlagt det finansielle instruments kontraktmæssige bestemmelser.

§ 21

Et finansielt aktiv, der er solgt eller på anden måde overdraget til en anden part, skal ophøre med at være indregnet i balancen. En del af et finansielt aktiv skal ophøre med at være indregnet i balancen, hvis der er solgt eller overdraget en entydigt defineret andel af aktivet.

Stk. 2 Ved køb eller salg af finansielle aktiver på sædvanlige markedsbetingelser skal LD Fonde for samtlige køb og salg indregne og ophøre med indregning af aktiverne i balancen på handelsdatoen.

Stk. 3 Samtidig med indregningen af det købte finansielle aktiv, jf. stk. 2, indregnes en forpligtelse svarende til den aftalte pris. Tilsvarende indregnes ved salg af et finansielt aktiv et aktiv svarende til den aftalte pris samtidig med, at det solgte aktiv fjernes fra balancen. Denne forpligtelse eller dette aktiv, svarende til købsprisen henholdsvis salgsprisen, fjernes fra balancen på afregningsdatoen.

Stk. 4 Uanset stk. 1 skal et finansielt aktiv, der overdrages på en måde, der indebærer, at LD Fonde i væsentligt omfang bevarer risikoen og adgangen til afkast (betalingsstrømme) forbundet med aktivet, bibeholdes i balancen. Ved en sådan overdragelse indregnes en finansiel forpligtelse svarende til den betaling, der er modtaget i forbindelse med overdragelsen.

§ 22

Finansielle forpligtelser ophører med at være indregnet i balancen, når forpligtelsen ophører, det vil sige, når den i kontrakten anførte pligt er opfyldt eller udløbet.

§ 23

Finansielle instrumenter skal på tidspunktet for første indregning måles til dagsværdi.

Stk. 2 Finansielle forpligtelser samt udlån og tilgodehavender, som efter første indregning løbende måles til amortiseret kostpris, jf. §§ 25 og 26, skal dog ved første indregning måles til dagsværdi med tillæg af de transaktionsomkostninger og fradrag for de modtagne gebyrer og provisioner, som er direkte forbundet med erhvervelsen eller udstedelsen af det finansielle instrument.

§ 24

Finansielle instrumenter skal efter første indregning løbende måles til dagsværdi.

Stk. 2 Unoterede kapitalandele skal, hvis deres dagsværdi ikke kan måles pålideligt, dog måles til kostpris med fradrag af nedskrivninger, jf. stk. 3. Tilsvarende gælder for afledte finansielle instrumenter, hvis værdi er afledt af sådanne kapitalandele.

Stk. 3 Hvis der er indtruffet objektiv indikation for værdiforringelse, skal finansielle aktiver omfattet af stk. 2 nedskrives med forskellen mellem den regnskabsmæssige værdi og nutidsværdien af de forventede fremtidige betalinger diskonteret med den gældende markedsrente for lignende finansielle aktiver. Sådanne nedskrivninger må ikke tilbageføres.

§ 25

Ikke-afledte finansielle forpligtelser kan uanset § 23, stk. 1, efter første indregning løbende måles til amortiseret kostpris forudsat, at der ikke er tale om

  • 1) at måling til dagsværdi væsentligt eliminerer eller reducerer en måle- eller indregningsmæssig inkonsistens, som ellers ville opstå på grund af måling eller indregning efter forskellige grundlag,

  • 2) at de pågældende forpligtelser indgår i et risikostyringssystem eller en investeringsstrategi, der baserer sig på dagsværdier, og indgår på dette grundlag i virksomhedens interne ledelsesrapportering, eller

  • 3) at de pågældende forpligtelser indeholder et indbygget afledt finansielt instrument, som i væsentlig grad ændrer pengestrømmene på de pågældende forpligtelser og alternativt ville skulle udskilles og måles separat til dagsværdi.

Stk. 2 Finansielle forpligtelser, som efter stk. 1 er målt til amortiseret kostpris, kan ikke efterfølgende måles til dagsværdi.

§ 26

Udlån og tilgodehavender kan uanset § 23, stk. 1, efter første indregning løbende måles til amortiseret kostpris forudsat, at der ikke er tale om

  • 1) at måling til dagsværdi eliminerer eller væsentligt reducerer en måle- eller indregningsmæssig inkonsistens, som ellers ville opstå på grund af måling eller indregning efter forskellige grundlag,

  • 2) at de pågældende udlån og tilgodehavender indgår i et risikostyringssystem eller en investeringsstrategi, der baserer sig på dagsværdier, og indgår på dette grundlag i virksomhedens interne ledelsesrapportering, eller

  • 3) at de pågældende udlån og tilgodehavender indeholder et indbygget afledt finansielt instrument, som i væsentlig grad ændrer pengestrømmene på de pågældende forpligtelser og alternativt ville skulle udskilles og måles separat til dagsværdi.

Stk. 2 Udlån og tilgodehavender, som efter stk. 1 er målt til amortiseret kostpris, kan ikke efterfølgende måles til dagsværdi.

Stk. 3 Hvis der er indtruffet objektiv indikation på værdiforringelse, skal udlån og tilgodehavende omfattet af stk. 1 nedskrives med forskellen mellem den regnskabsmæssige værdi og nutidsværdien af de forventede fremtidige betalinger diskonteret med udlånets eller tilgodehavendets oprindelige effektive rente. Hvis en efterfølgende begivenhed bevirker, at værdiforringelsen er reduceret helt eller delvist, skal nedskrivningen tilbageføres tilsvarende. Tilbageførsel skal indregnes i resultatopgørelsen.

Materielle anlægsaktiver
§ 27

Materielle anlægsaktiver, som besiddes til brug i LD Fonde eller til udlejning, og som forventes at skulle benyttes i mere end ét regnskabsår, skal på tidspunktet for første indregning måles til kostpris.

Stk. 2 I kostprisen medregnes alle omkostninger, der er foranlediget af anskaffelsen indtil det tidspunkt, hvor aktivet er klar til at blive taget i brug, eller som direkte kan henføres til det fremstillede aktiv.

§ 28

Materielle anlægsaktiver, bortset fra investeringsejendomme og domicilejendomme, jf. §§ 29 og 30, skal efter første indregning måles til kostprisen med fradrag af akkumulerede afskrivninger og akkumulerede nedskrivninger ved værdiforringelse.

Stk. 2 Afskrivninger indregnes i resultatopgørelsen. Afskrivninger er den systematiske fordeling over aktivets forventede brugstid af aktivets kostpris med fradrag af den restværdi, som aktivet forventes at kunne indbringe ved udgangen af brugstiden. Afskrivningsgrundlaget skal måles på ibrugtagningstidspunktet samt ved efterfølgende ændringer i de elementer, der indgår i afskrivningsgrundlaget.

Stk. 3 Nedskrivning for tab ved værdiforringelse skal foretages, hvis det vurderes, at aktivets genindvindingsværdi er lavere end den regnskabsmæssige værdi efter foretagne afskrivninger. Nedskrivninger skal tilbageføres, hvis der ikke længere er grundlag for nedskrivningen.

§ 29

Investeringsejendomme og andre materielle anlægsaktiver, der ikke besiddes til LD Fondes eget brug, skal efter første indregning løbende måles til dagsværdi.

Stk. 2 Dagsværdien opgøres i overensstemmelse med bilag 4.

§ 30

Domicilejendomme skal efter første indregning løbende måles efter reglerne i § 29.

Stk. 2 En beregnet markedsleje af de lokaler, som LD Fonde selv benytter, medregnes under resultatpost 1.6, »Indtægter af ejendomme«. Et tilsvarende beløb medregnes under omkostninger som husleje, jf. § 15.

§ 31

Materielle anlægsaktiver omfattet af § 9 om aktiver i midlertidig besiddelse måles til det laveste beløb af regnskabsmæssig værdi og dagsværdi med fradrag af omkostninger ved salg.

Stk. 2 Der foretages ikke afskrivninger på materielle anlægsaktiver omfattet af stk. 1.

Immaterielle aktiver
§ 32

Immaterielle aktiver, som besiddes til brug i LD Fonde, skal på tidspunktet for første indregning måles til kostpris, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2 Udviklingsomkostninger kan kun indregnes som et immaterielt aktiv, hvis der foreligger dokumentation for,

  • 1) at der er teknisk mulighed for færdiggørelse af det immaterielle aktiv, således at det kan anvendes,

  • 2) at LD Fonde har til hensigt at færdiggøre det immaterielle aktiv,

  • 3) at LD Fonde evner at anvende det immaterielle aktiv,

  • 4) at det immaterielle aktiv vil frembringe sandsynlige økonomiske fordele i fremtiden, der som minimum svarer til de afholdte omkostninger, og

  • 5) at LD Fonde på pålidelig måde kan måle de omkostninger, der kan henføres til det immaterielle aktiv i løbet af dets udvikling.

Stk. 3 Internt oparbejdede mærkenavne, kundelister og lignende, forskningsomkostninger, stiftelses- og etableringsomkostninger, uddannelsesomkostninger, markedsføringsomkostninger, flytte- og omorganiseringsomkostninger samt internt oparbejdet goodwill må ikke indregnes som aktiv.

§ 33

Immaterielle aktiver skal efter første indregning måles til kostpris med fradrag af akkumulerede afskrivninger, hvis aktivet vurderes at have en endelig brugstid, og akkumulerede tab ved værdiforringelse, jf. § 28, stk. 2 og 3.

Leasing
§ 34

LD Fonde skal indregne et leasingaktiv og en leasingforpligtelse på det tidspunkt, hvor LD Fonde opnår brugsretten til aktivet. Ved første indregning måles aktivet til nutidsværdien af leasingforpligtelsen inklusiv omkostninger. Samtidig indregnes nutidsværdien af de aftalte leasingbetalinger som en forpligtelse. Ved beregning af nutidsværdien anvendes leasingkontraktens interne rente, hvis det er muligt at bestemme denne. I modsat fald anvendes leasingtagers marginale lånerente. LD Fonde kan vælge, men er ikke forpligtet til at indregne leasingkontrakter vedrørende immaterielle aktiver. Aktiver leaset på kontrakter af kort varighed og leasede aktiver med lav værdi kan udelades.

Stk. 2 Efter første indregning måles finansielt leasede aktiver efter principperne i §§ 27-33 efter karakteren af det leasede aktiv. Leasingaktiver præsenteres i balancen under samme post som tilsvarende ejede aktiver. Fordelingen specificeres i en note.

Medlemmernes formue
§ 35

En forpligtelse til medlemsudbetaling på Lønmodtagernes Dyrtidsmidler samt af lønmodtageres tilgodehavende feriemidler skal fjernes fra balancen, når den er ophørt. Dette er tilfældet, når forpligtelsen er opfyldt.

Hensatte forpligtelser
§ 36

Hensatte forpligtelser, garantier og andre forpligtelser, der er uvisse med hensyn til størrelse eller tidspunkt for afvikling, indregnes som hensatte forpligtelser, når det er sandsynligt, at forpligtelsen vil medføre et træk på LD Fondes økonomiske ressourcer, og forpligtelsen kan måles pålideligt.

Stk. 2 Tabsgivende kontrakter, det vil sige kontrakter, hvor de uundgåelige omkostninger, der er forbundet med at indfri de kontraktlige forpligtelser, overstiger de forventede økonomiske fordele, indregnes ligeledes som hensatte forpligtelser.

Stk. 3 Hensatte forpligtelser måles til det bedste skøn over de omkostninger, der er nødvendige for at indfri den aktuelle forpligtelse på balancedagen.

Stk. 4 Hvis diskontering er af væsentlig betydning for størrelsen af en hensat forpligtelse, skal den måles til nutidsværdien af de omkostninger, som forventes at være nødvendige for at indfri forpligtelsen.

Stk. 5 Den diskonteringssats, der anvendes til at måle nutidsværdien, skal svare til den aktuelle risikofrie markedsrente reguleret sådan, at den afspejler de risici, der er specifikt forbundet med forpligtelsen. Diskonteringssatsen må ikke afspejle risici, der er reguleret for i skønnet over de omkostninger, der er nødvendige for at indfri forpligtelsen, jf. stk. 3.

Stk. 6 Garantier kan dog ikke indregnes eller måles til en lavere værdi end den præmie eller provision, som LD Fonde har modtaget for at påtage sig garantien, systematisk afskrevet over risikoperioden.

§ 37

Hensatte forpligtelser skal gennemgås ved hver regnskabsaflæggelse og reguleres således, at de afspejler det bedste aktuelle skøn. Er det ikke længere sandsynligt, at indfrielse vil medføre et træk på LD Fondes økonomiske ressourcer, skal forpligtelsen tilbageføres.

Stk. 2 En hensat forpligtelse må kun anvendes til dækning af de omkostninger, som ved første indregning begrundede hensættelsen.

Personaleydelser
§ 38

Omkostninger forbundet med ydelser og goder til ansatte for disses arbejdsydelser skal indregnes i resultatopgørelsen i takt med de ansattes levering af de arbejdsydelser, der giver ret til de pågældende ydelser og goder.

Stk. 2 Ubetalte beløb, der er omkostningsført i henhold til stk. 1, skal indregnes som en forpligtelse. Beløb, der forfalder inden for 12 måneder efter balancetidspunktet, diskonteres ikke, mens beløb, der forfalder mere end 12 måneder efter balancetidspunktet, skal diskonteres. Forudbetalte beløb indregnes som et aktiv.

Pensionsafkastskat
§ 39

Aktuel skat vedrørende regnskabsåret og tidligere regnskabsår skal, i det omfang den ikke er betalt, indregnes som en forpligtelse. Er den skat, der er betalt, større end den aktuelle skat for regnskabsåret og tidligere regnskabsår, indregnes forskellen som et aktiv.

Stk. 2 Den skattepligt, der hviler på en midlertidig forskel mellem den regnskabsmæssige værdi og den skattemæssige værdi, skal indregnes som udskudt skat. Er den midlertidige forskel negativ, og er det sandsynligt, at den vil kunne udnyttes til at nedbringe den fremtidige skat, indregnes et udskudt skatteaktiv.

Regnskabsmæssig sikring
§ 40

Hvis der er etableret et sikringsforhold vedrørende sikring af betalingsstrømme mellem et eller flere afledte finansielle instrumenter, eller i tilfælde af sikring af valutakursrisici mellem et eller flere afledte eller ikke-afledte finansielle instrumenter, (sikringsinstrumentet) og fremtidige betalinger, skal den del af ændringen i dagsværdien af sikringsinstrumentet, der afdækker udsving i betalingsstrømmen, indregnes direkte i medlemmernes formue.

§ 41

Et sikringsforhold kan kun behandles efter reglerne i § 40, når følgende betingelser er opfyldt:

  • 1) Der foreligger formel dokumentation på tidspunktet for sikringsforholdets etablering for eksistensen af et sikringsforhold samt for LD Fondes risikostyringsstrategi, der omfatter

    • a) identifikation af sikringsinstrumentet og den sikrede post,

    • b) identifikation af den risiko, der sikres, og

    • c) den anvendte metode for måling af sikringsinstrumentets effektivitet, jf. nr. 2.

  • 2) Der er begrundet formodning om en høj grad af effektivitet i sikringen.

  • 3) I forbindelse med sikringsforhold vedrørende betalingsstrømme skal de omfattede fremtidige betalinger være meget sandsynlige og variationer i betalings-strømmen skal være af en sådan karakter, at de vil påvirke LD Fondes fremtidige regnskabsresultater.

  • 4) Sikringsforholdets effektivitet, jf. nr. 2, kan måles pålideligt.

  • 5) Sikringsforholdet vurderes løbende og har i praksis vist sig at udvise en høj grad af effektivitet i den del af regnskabsperioden, hvor det har været etableret.

§ 42

Den regnskabsmæssige behandling af sikringsforhold, jf. § 40, skal ophøre fra det tidspunkt, hvor

  • 1) sikringsinstrumentet eller det sikrede udløber, sælges eller udnyttes, medmindre sikringsinstrumentet erstattes af et nyt sikringsinstrument som et led i LD Fondes dokumenterede sikringsstrategi,

  • 2) sikringsforholdet ikke længere opfylder kriterierne i § 41,

  • 3) den fremtidige transaktion, der danner grundlag for de sikrede forventede betalinger, ikke længere forventes at finde sted, eller

  • 4) LD Fonde afslutter sikringsforholdet.

§ 43

Når en transaktion eller betalingsstrøm, hvor betalingerne har været omfattet af et sikringsforhold i medfør af § 40, gennemføres eller realiseres, skal de beløb, der tidligere er indregnet direkte i medlemmernes formue, indregnes i resultatopgørelsen over samme periode som den, hvori den pågældende transaktion eller betalingsstrøm påvirker resultatopgørelsen.

Stk. 2 I en situation som angivet i § 42, nr. 3, skal de beløb, der er indregnet direkte i medlemmernes formue, indregnes i resultatopgørelsen.

Resultatopgørelsen
§ 44

Resultatopgørelsen består af indregnede indtægter og omkostninger.

§ 45

I resultatopgørelsen indregnes alle indtægter i takt med, at de indtjenes, og alle omkostninger i takt med, at de afholdes. Alle værdireguleringer, afskrivninger, nedskrivninger og tilbageførsler af beløb, der tidligere har været indregnet i resultatopgørelsen, indregnes i resultatopgørelsen. Dog indregnes følgende direkte i medlemmernes formue med tillæg eller fradrag af den skattemæssige effekt:

  • 1) Ændringer i værdien af sikringsinstrumenter, der afdækker udsving i størrelsen af fremtidige betalingsstrømme, jf. § 40.

  • 2) Virkningen af ændringer af metode for indregning eller grundlag for måling, jf. § 46, og virkningen af, at væsentlige fejl i tidligere årsrapporter rettes, jf. § 48.

Ændring af regnskabspraksis
§ 46

Ændrer LD Fonde metoder for indregning eller grundlag for måling, skal alle berørte poster, herunder sammenligningstal, noteoplysninger og femårsoversigter, medmindre der er fastsat særregler for den pågældende metodeændring, udarbejdes som om, den nye metode hele tiden havde været anvendt.

Stk. 2 Stk. 1 finder ikke anvendelse i det omfang, det ikke er praktisk muligt at ændre poster fra tidligere regnskabsår, således at de bliver i overensstemmelse med den nye metode. I så fald ændres primobalancen i overensstemmelse med den nye metode fra det tidligst mulige tidspunkt, og øvrige poster konsekvensrettes i forhold hertil.

Ændring af regnskabsmæssige skøn og fejl
§ 47

Ændres beløb, der blev indregnet for et tidligere regnskabsår, som følge af et ændret regnskabsmæssigt skøn, skal indvirkningen indregnes fremadrettet på tilsvarende måde som det oprindelige skøn.

§ 48

Hvis tidligere årsrapporter i væsentligt omfang var påvirket af fejl i forbindelse med udarbejdelsen, skal alle berørte poster, herunder sammenligningstal, noteoplysninger og femårsoversigter, udarbejdes som om, fejlen ikke var begået.

Stk. 2 Er det ikke er praktisk muligt at rette poster fra tidligere regnskabsår, finder stk. 1 ikke anvendelse. I så fald ændres primobalancen fra det tidligst mulige tidspunkt, og øvrige poster konsekvensrettes i forhold hertil.